Mødedato: 15.11.2018, kl. 15:00
Mødested: KraftWerket, Valgårdsvej 2, 2500 Valby

Springprofil på ny skoleidrætshal på Hannemanns Allé

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om planlægningen af en ny skole med idrætshal på Hannemanns Allé i Ørestad Syd.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder Kultur- og Fritidsforvaltningen om at arbejde videre med en springprofil i planlægningen af den nye skoleidrætshal på skolen på Hannemanns Allé.

Problemstilling

Den 19. september 2018 godkendte Kultur- og Fritidsudvalget indstillingen om skoleidrætshaller med profil og lokalt særpræg med en bemærkning om, at udvalget skal inddrages tidligt i hver enkelt sag. På den baggrund orienteres udvalget om planlægningen af en ny skoleidrætshal på Hannemanns Allé i Ørestad Syd.

Løsning

Med Budget 2018 blev det besluttet at opføre en ny 4-sporet skole med madskole og idrætshal sammen med en svømmehal på Hannemanns Allé i Ørestad Syd (Bilag 1). Svømmehallen blev besluttet med Budget 2017.   

I løbet af 2017 og 2018 har Kultur- og Fritidsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Byggeri København arbejdet med planlægningen af skole, idrætshal og svømmehal. Herunder hvordan faciliteterne som samlet byggeri skal være et imødekommende, åbent og aktivt mødested for elever på skolen, foreninger, kulturaktive og borgere i lokalområdet, der medvirker til at skabe nerve og livskvalitet i Ørestad. Det forventes, at der søges anlægsbevilling med Budget 2020, og at ibrugtagning er medio 2023.

Lokalområdets karakter og idrætshallens profil

Den nye skole, idrætshal og svømmehal placeres på Hannemanns Allé i et område i Ørestad Syd, der allerede rummer idrætsbyggerier, herunder Ørestad Skøjtehal, ny skoleidrætshal på Kalvebod Fælled Skole og en placering lige ved siden af Royal Arena. Der er her en unik mulighed for at tænke på tværs og skabe et rekreativt lokalområde, der understøtter bylivet og bevægelse i Ørestad og tilgodeser flest mulige københavnere. 

Med flere idrætsfaciliteter i nærområdet er der mulighed for at tilbyde foreningslivet og Ørestads borgere et bredt spænd af idrætsgrene.   

I planlægningen af idrætshallen på den nye skole på Hannemanns Allé arbejdes der med en springprofil. Fra idrætsforeninger og særligt gymnastikforeninger er der stor efterspørgsel på faciliteter, der kan tilgodese springgymnastik. Den eneste kommunale facilitet i Københavns Kommune, der har fysiske rammer til springgymnastik, er pt. Grøndal MultiCenter. Dertil er der mulighed for at udøve springgymnastik i DGI-byen og Institut for Idræt og Ernæring.

Idrætshallen på Hannemanns Allé vil stadig kunne anvendes til boldspil på 3/4 af banen, herunder basket, badminton og kortbane håndbold, samt håndbold på tværs, men ikke idrætsgrene, der kræver et fuldt halgulv, herunder håndbold på fuld bane. Idrætshallen på den nyåbnede Kalvebod Fælled Skole, der ligger under 500 meter fra den nye skole på Hannemanns Allé, har en fuld spilleflade, der kan imødekomme en bred vifte af idrætsaktiviteter, herunder håndbold, indendørs fodbold, futsal og floorball. På denne måde er intentionen, at de to haller vil kunne komplementere hinanden.            

Springelementerne skal indrettes i hallen på en måde, der tilgodeser skolens idrætsundervisning. Dette vil konkretiseres i det videre arbejde med hallen. Det er hensigten, at hallen med skillevægge skal kunne opdeles i tre aktivitetsrum for at muliggøre flere slags aktiviteter og undervisning samtidig. Ligeledes indtænkes plads til ophold og undervisning i sammenhæng med den teoretiske idrætsundervisning i praksis. 

Brugerdialog

I planlægningsfasen er der afholdt workshops med projektets følgegruppe bestående af lokale idrætsinteressenter og -foreninger, DGI Storkøbenhavn, Idrætsforum København og Gymnastiknetværket. Følgegruppen vil blive inddraget yderligere i den videre planlægning.  

Økonomi

Anlægsøkonomien til skolebyggeriet inklusiv hal samt svømmehal gives på baggrund af maksimalpriser. Det forventes, at anlægsbevillingen vil blive søgt ved Budget 2020.  

Omkostninger forbundet med at indpasse selve springelementerne i hallen forventes at være 2,5 - 3 mio. kr. Disse omkostninger præciseres i budgetønsket i forbindelse med Budget 2020 og indgår i den samlede anlægssum.

Det er forventningen, at hallen helt eller delvist skal driftes af Kultur- og Fritidsforvaltningen. De samlede driftsomkostninger til hallen, herunder eventuelle meromkostninger forbundet med at indpasse springgrave mv., forventes at være i størrelsesordenen 1,6 mio. kr. Dette konkretiseres i budgetønsket til Budget 2020.       

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen sammen med Børne- og Ungdomsforvaltningen og Byggeri København videre med skole-, idrætshal- og svømmehalsbyggeriet ud fra ovenstående retning.

 

Mette Touborg

                                                          /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. november 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om en revideret indstilling i sagen bl.a. med en uddybende argumentation mv. samt nødvendige taloplysninger i forhold til behovet for faciliteter, der ikke eksisterer aktuelt, samt overvejelser om mulighed for kombinationsløsninger. 

Til top