Mødedato: 13.09.2001, kl. 15:00

Forsøg på folkeoplysningsområdet.

Forsøg på folkeoplysningsområdet.

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 13. september 2001

 

17. Forsøg på folkeoplysningsområdet.

(KFU 317/2001)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender det som bilag 1 vedlagte udkast til skrivelse til Undervisningsministeriet (ansøgning om forsøgsordning i henhold til folkeoplysningslovens § 53, stk. 1).

 

RESUME

Folkeoplysningsudvalget har udtrykt ønske om, at Københavns Kommune ansøger Undervisningsministeriet om, at der gennemføres en forsøgsordning i henhold til folkeoplysningslovens § 53, stk. 1.

Den som bilag 1 vedlagte forsøgsansøgning har 3 formål:

1. Sikre en klar og entydig sammenhæng mellem fordeling og afregning af tilskud til den folkeoplysende voksenundervisning via en forenkling af tilskudsmodellen

2. Fremme mulighederne for integration i Øresundsregionen

3. Sikre at handicappedes særlige behov også fremover vil indgå i Folkeoplysningsudvalgets beslutninger.

Såfremt undervisningsministeren iværksætter en forsøgsordning som foreslået, skal der foretages ændringer i Københavns Komunes retningslinier for tilskud til folkeoplysning. I givet fald vil en indstilling herom blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Folkeoplysningsudvalget har udtrykt ønske om, at Københavns Kommune ansøger Undervisningsministeriet om at der gennemføres en forsøgsordning i henhold til folkeoplysningslovens § 53, stk. 1.

Folkeoplysningslovens § 53, stk. 1 har følgende ordlyd:

"Undervisningsministeren kan fravige lovens bestemmelser for at fremme forsøgs- og udviklingsarbejde inden for lovens område."

Den foreliggende forsøgsansøgning har 3 formål:

  1. Sikre en klar og entydig sammenhæng mellem fordeling og afregning af tilskud til den folkeoplysende voksenundervisning via en forenkling af tilskudsmodellen
  2. Fremme mulighederne for integration i Øresundsregionen
  3. Sikre at handicappedes særlige behov også fremover vil indgå i Folkeoplysningsudvalgets beslutninger

I det følgende beskrives de 3 elementer i forsøgsansøgningen nærmere.

Tilskudsmodellen

Undervisningsministeren nedsatte i maj 1998 en arbejdsgruppe, der bl.a. skulle stille forslag til forenklede tilskudsberegningsregler, primært vedrørende den folkeoplysende voksenundervisning. På dette område har problemet siden 1991 været, at tilskudsrammen fordeles forholdsmæssigt mellem foreningerne i forhold til deres deltagertimer, medens afregningen sker i forhold til lønudgifter. Da fordelings- og afregningsprincippet ikke har nogen logisk sammenhæng medfører den nuværende model, at foreninger med meget store hold (f.eks. kor og folkedansere) får anvist større a conto tilskudsbeløb end deres lønudgifter berettiger dem til ved afregningen. Disse foreninger skal derfor hvert år tilbagebetale midler. Resultatet er, at nogle foreninger efter afregningen har fået maksimalt tilskud, mens andre har fået et mindre tilskud.

Det er vurderingen, at den beskrevne forsøgsmodel vil rette op på denne skævhed, idet fordeling og afregning af tilskud vil ske efter samme principper.

Hvert år i forbindelse med regnskabsaflæggelsen beregnes den enkelte forenings maksimale løntilskud ud fra de regler, der er fastsat i folkeoplysningsbekendtgørelsen. Dette ændres der ikke ved.

Ændringen består i, at der ved fordeling af tilskud fremover ikke anvendes deltagertimer som fordelingsnøgle. Derimod anvendes det beregnede maksimale løntilskud.

Et eksempel kan belyse konsekvenserne: Såfremt afregningen viser, at foreningernes samlede lønudgift giver et beregnet maksimalt løntilskud på f.eks. 65 mill. kr., medens den ramme der er til fordeling i det nye år udgør f.eks. 60 mill. kr., vil alle foreninger modtage et a conto beløb, der er 7,69% lavere end deres beregnede maksimale løntilskud i afregningsåret. Derved er skævhederne fjernet, og tilbagebetalinger bliver kun aktuelt såfremt en forening har et fald i sine tilskudsberettigede lønudgifter, der overstiger 7,69%.

Folkeoplysningsudvalget vil fortsat have mulighed for ud fra en konkret vurdering at ændre på grundlaget for en bevilling f.eks. hvis en forening gennemfører sin undervisning med deltagerkvotienter, der i forhold til det normale er væsentligt lavere.

Fremme integrationen i Øresundsregionen

For at fremme integrationen i Øresundsregionen stilles forslag om, at det skal være muligt at få tilskud til privatejede lokaler, herunder haller samt lejrpladser beliggende i Skåne, Halland eller Blekinge len.

Bestemmelsen forventes primært at blive anvendt af spejdere, men vil også kunne være relevant for andre foreninger. Såfremt undervisningsministeren iværksætter ordningen skal den nærmere afgrænsning fremgå af kommunens retningslinier for tilskud til folkeoplysning. Ændringerne i retningslinierne skal i givet fald godkendes af Borgerrepræsentationen.

Sikre at handicappedes særlige behov også fremover vil indgå i Folkeoplysningsudvalgets beslutninger

Københavns Kommune har hidtil haft 2 repræsentanter fra handicapområdet i Folkeoplysningsudvalget.

Det følger af § 35, stk. 4 i den reviderede folkeoplysningslov, at en betingelse for at kunne indstilles eller vælges til folkeoplysningsudvalget er, at den pågældende repræsenterer en forening, der modtager støtte. Herudover rummer loven mulighed for at vælge eller udpege tilforordnede.

Folkeoplysningsudvalget har givet udtryk for, at der også fremover ønskes en ordning hvorefter 2 af udvalgets medlemmer repræsenterer handicapområdet. Det foreslås derfor, at 2 medlemmer af Folkeoplysningsudvalget udpeges af De Samvirkende Invalideorganisationers (DSI) lokale afdeling. DSI repræsenterer 29 landsdækkende handicaporganisationer.

ØKONOMI

Indstillingen indebærer ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.

ANDRE KONSEKVENSER

Såfremt undervisningsministeren iværksætter en forsøgsordning som foreslået, skal der foretages ændringer i Københavns Kommunes retningslinier for tilskud til folkeoplysning. Der vil i givet fald blive forelagt en indstilling herom for Kultur- og Fritidsudvalget og Borgerrepræsentationen.

HØRING

Sagen har været forelagt Folkeoplysningsudvalget på mødet den 27. august 2001, hvor udvalget tilsluttede sig ansøgningen. Indstilling og beslutning fra mødet er vedlagt som bilag 2 til denne indstilling.

BILAG

1. Udkast til skrivelse til Undervisningsministeriet med bilag.

2. Indstilling og beslutning fra Folkeoplysningsudvalgets møde den 27. august 2001

Ida Munk

/Christian Mørup

 

 

Til top