Medlemsforslag om ikke at reducere antallet af biblioteker i Københavns Kommune - UDVALGSHENVIST AF BR 22.05.2025
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at pålægge Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om ikke at reducere antallet af biblioteker i Københavns Kommune, som beskrevet nedenfor i motiveringen. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling senest medio august 2025.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Kulturhus og Biblioteksplanen (KuBi-planen) lægger op til samlokalisering af faciliteter indenfor Kultur og Fritidsforvaltningens resort. Planen blev vedtaget af Kultur- og Fritidsudvalget den 22. februar 2025 I det Konservative Folkeparti forholder vi os fortsat skeptisk overfor KuBi-planen, da vi ikke kan slippe tanken om, at planen også er en spareøvelse, som kan medvirke til at begrænse antallet af biblioteker i Københavns Kommune. København er i forvejen den kommune i landet, som bruger næstmindst penge pr. borger på biblioteksområdet.
Det Konservative Folkeparti betragter tilgængeligheden og antallet af biblioteker som kulturel kernevelfærd. Derfor ønsker vi at sikre, at der ikke skæres i antallet af biblioteker i København.
Oversigt over politisk behandling
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. maj 2025
SF og Radikale Venstre fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Kultur- og Fritidsudvalget.
Det af SF og Radikale Venstre fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Kultur- og Fritidsudvalget blev godkendt med 40 stemmer imod 13. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, F, B, Å, I, Finn Rudaizky (Løsgænger) og Helle Jønch (Løsgænger)
Imod stemte: C og V
Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Biblioteker er en af de allervigtigste kulturinstitutioner. Antallet af udlån og læseklubber er steget siden Corona, så københavnerne er enige heri. Men der skal være bibliotekarer, bøger og aktiviteter, hvis de ikke skal ende som mursten uden indhold. Derfor vil Enhedslisten bestille et budgetnotat, der sikrer fuld bemandet åbningstid, 25 % højere materialebudget og 50 % højere aktivitetsbudget på bibliotekerne”.
Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
“Alternativet går også ind for, at vi ikke skal reducere antallet af biblioteker. Vi mener derimod, at der skal afsættes flere midler til kulturområdet i København. Bibliotekerne spiller en central rolle i samfundet, både som en kilde til dannelse, fællesskab og trivsel, da det er et vigtigt samlingspunkt for både børn, unge og ældre samt alle sociale grupper. Samtidig er det essentielt at have et bibliotek tæt på ens bopæl eller i nærområdet for at sikre lige adgang til viden og kultur, hvilket styrker både det sociale og kulturelle liv i vores by".
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2025
Socialdemokratiet fremsatte et ændringsforslag (ÆF1) til erstatning af medlemsforslagets 1. at-punkt:
”Udvalget pålægger forvaltningen med udgangspunkt i KUBI-planen at udvikle biblioteksområdet ved at lave en plan, hvor man samtænker biblioteker, kulturhuse og skoler”
SF fremsatte et underændringsforslag (UÆF1) om at ÆF1 tilføjes som et nyt 2. at-punkt i stedet for at erstatte 1. at.punkt
Det af SF fremsatte underændringsforslag (UÆF1) blev forkastet med 1 stemme for og 10 imod. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: F
Imod stemte: Ø, A, C, F, B, V
Undlader:
Det af Socialdemokratiet fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med stemmerne 4 for og 7 imod. Ingen medlemmer undlader.
For stemte: A, B
Imod stemte: Ø, C, F, V
Selve medlemsforslaget blev herefter vedtaget med stemmerne 7 for og 2 imod. 2 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, C, F, V
Imod stemte: B
Undlader: A
Enhedslisten og SF fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Partierne er glade for at antallet af biblioteker ikke bliver mindre. Vi ser gerne, at der arbejdes videre med at udnytte de muligheder, der ved at tænke på synergieffekt i forhold til biblioteker, kulturhuse, idrætsfaciliteter og skolebiblioteker.”
Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Venstre mener, at også nærhed er vigtigt ift. de københavnske biblioteker, derfor bakker Venstre op om medlemsforslaget.”
Radikale Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre så gerne flere samtænkte fyrtårne som biblioteket på Rentemestervej og stemmer imod SF’s ændringsforslag og det oprindelige forslag af respekt for det store arbejde, der allerede har været i gang med KUBI-planen.”