B-sag: Anlægsregnskaber over 2 mio. kr. fra 2024 på Kultur- og Fritidsområdet
Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende aflæggelsen af anlægsregnskaber for tre afsluttede projekter. De tre projekter er KFF 156: Pulje til Screeningsbevillinger, Klubhuspulje 2022 - Valby Badminton Club og Et mere sammenhængende KFF.
For hvert anlægsprojekt over 2 mio. kr. skal der udarbejdes et selvstændigt anlægsregnskab i henhold til Københavns Kommunes kasse- og regnskabsregulativ.
Et anlægsprojekt skal være afsluttet og regnskabsaflagt senest med udgangen af regnskabsåret efter det år, anlægget er ibrugtaget. Kultur- og Fritidsudvalget forelægges tre anlægsregnskaber til godkendelse.
De tre projekter har overordnet set forløbet uden væsentlige udfordringer, og der har ikke været økonomiske afvigelser. I bilag 1 fremgår en nærmere forklaring af formålet med de enkelte projekter.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiforvaltningen og Borgerrepræsentationen anbefaler:
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender aflæggelsen af de tre omtalte anlægsregnskaber
Problemstilling
For hvert anlægsprojekt over 2 mio. kr. skal der udarbejdes et selvstændigt anlægsregnskab, jf. Københavns Kommunes Kasse- og regnskabsregulativ. Et anlægsprojekt skal være afsluttet og regnskabsaflagt senest med udgangen af maj to år efter det år, hvor anlægget er ibrugtaget. Dog kan der tages højde for, at en eventuel 1-årsgennemgang skal gennemføres. Der aflægges særskilte anlægsregnskaber for anlægsprojekter med bruttoudgifter eller bruttoindtægter på eller over 2,0 mio. kr. Anlægsregnskaber for projekter under 2,0 mio. kr. vedlægges årsregnskabet.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet anlægsregnskaber for tre afsluttede projekter på Kultur- og Fritidsudvalgets område. Bruttoresultatet fremgår af tabel 1.
De aflagte regnskaber viser ingen afvigelser, og der er derfor ikke noget mindreforbrug, der skal afleveres tilbage til kassen.
Tabel 1 Anlægsregnskaber for anlægsprojekter med budget på over 2 mio. kr. (1.000 kr., løbende priser) Udgiftsbevilling
Projekt |
Rådighedsbeløb |
Forbrug |
Afvigelse |
Afvigelse i procent |
KFF 156: Pulje til screeningsbevillinger (Udgifter) |
2.121.709 |
2.121.709 |
0 |
0% |
Klubhuspulje 2022 - Valby Badminton Club (Udgifter) |
2.988.000 |
2.988.000 |
0 |
0% |
Et mere sammenhængende KFF (Udgifter) |
10.057.977 |
10.057.977 |
0 |
0% |
I alt |
15.167.686 |
15.167.686 |
0 |
0% |
Politisk handlerum
Anlægsregnskaberne bliver lagt op til godkendelse hos KFU, ØU og BR qua Kasse- og regnskabsregulativet. Udvalget har mulighed for at stille yderligere spørgsmål ind til anlægsregnskaberne og godkende dem.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Afvigelser afleveres normalt til kassen i forbindelse med årsregnskabet, men da der ikke har været afvigelser på projekterne, har det ikke været aktuelt i forbindelse med regnskabet 2024.
Videre proces
Anlægsregnskaberne forelægges efter godkendelse af Kultur- og Fritidsudvalget til godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Derudover fremsendes regnskaberne til Intern Revision og Økonomiforvaltningen.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2025
Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1 ”Godkendelse af dagsorden”.