Mødedato: 10.06.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Høringsudkast til investeringsplan for kultur og idræt

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede med Kultur- og Fritidspolitikken, at der skal udarbejdes en investeringsplan for kultur og idræt som en af de opfølgende handleplaner. Udvalget skal behandle første udkast til handleplanen med henblik på, at planen sendes i høring (bilag 1). Investeringsplanen tager afsæt i syv temaer, som er udvalgt på baggrund af   udvalgets temadrøftelse den 24. oktober 2024.

De syv temaer er:

  • Udvikling af idrætsanlæg,
  • Urbane udefaciliteter,
  • Udvikling af havnen,
  • Børnekultur,
  • Midlertidighed,
  • Bruger- og foreningsdrevne projekter,
  • Kunst i byggerier.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at udkastet til handleplanen sendes i offentlig høring.

Problemstilling

I forbindelse med Kultur- og Fritidspolitikken har Kultur- og Fritidsudvalget besluttet, at der skal udarbejdes en Investeringsplan, som skal understøtte udviklingen på facilitetsområdet. Udvalget besluttede den 24. oktober 2024 at gå videre med syv temaer:

Tema 1 – Udvikling af idrætsanlæg: Lokale bolignære idrætsfaciliteter og mere bydækkende specialfaciliteter.

Tema 2 - Urbane udefaciliteter: Faciliteter der understøtter mere aktivitet i byens blå, grønne og urbane byrum.

Tema 3 – Udvikling af havnen: Faciliteter der giver adgang til vandet og aktiviteter i og omkring havnen.

Tema 4 – Børnekultur: Fysiske rammer til mere kultur i børnehøjde.

Tema 5 – Midlertidighed: Aktivere ledige arealer i byen til midlertidige kultur- og idrætsformål, der undersøger lokale behov og tester nye muligheder.

Tema 6 – Bruger- og foreningsdrevne projekter: Samarbejde om at udvikle faciliteter og driftsformer med foreninger i centrum.

Tema 7 – Kunst i byggerier: Kunst der bidrager til at give bygninger og områder karakter og identitet.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har med udgangspunkt i de syv temaer afholdt et stormøde den 2. april 2024 med deltagelse af relevante aktører indenfor kultur og idræt. Der blev på mødet afholdt en workshop om temaerne, hvor der kom mange spændende input til det videre arbejde.

Der blev bl.a. peget på, at der - ud over nybyggeri - også er behov for renovering og optimering af eksisterende faciliteter. Deltagerne så også et stort potentiale i at indtage byens udearealer i højere grad - både til midlertidige og blivende aktiviteter. Endelig blev der peget på, at kunst kan være med til at skabe identitet, tilhørsforhold og tryghed i byrum og byggerier. Se den fulde opsamling i bilag 2.  

Løsning

Investeringsplanen for kultur- og fritidsfaciliteter i Københavns Kommune skal anvise handlemuligheder, når der udvikles nye faciliteter indenfor en række udvalgte tematikker. Herved kan planen bidrage til prioriteringer i facilitetsudviklingen.

Planen præsenterer en kortfattet status på de fysiske rammer for Københavns kultur- og fritidsliv. Kommunen er under et dobbelt pres, fordi der er relativt få faciliteter, samtidig med at byen vokser. Det søges imødegået ved, at mange nye faciliteter er undervejs, ligesom der nu er igangsat et systematisk arbejde med planlagt vedligehold. Prioriteringen af nye faciliteter skal også forholde sig til ændringer i idrætsbilledet.

Planen tager på den baggrund udgangspunkt i fire hovedgreb: Storby faciliteter, Fyrtårne, Bolignære faciliteter og Tværgående processer.

Storby faciliteter

København har ikke samme dækning og kapacitet, som i resten af landet, fordi folk bor tæt. Der skal derfor være højere til loftet, når der bygges, så byggerier optimeres. Der skal både være fokus på at dække de lokale hverdagsbehov på tværs af byen og imødekomme det specialiserede, der samler byen og giver den kant. Der kan specialiseres mere, når de lokale behov er dækket.

Fyrtårne

Storbyen har alle de brugere og gæster, der kræves for at drive fyrtårnsfaciliteter. Den begrænsede plads i byen skal bruges til at tilbyde unikke bydækkende tilbud. De muligheder skal udnyttes i udviklingsplaner for nye byområder eller nytænkning af nuværende faciliteter, når mulighederne opstår.

Bolignære faciliteter

Københavnerne skal opleve, at der er aktivitetsmuligheder lige om hjørnet, som giver plads til spontane oplevelser i hverdagen, hvad end det er en badetur i havnen eller motion i de grønne og urbane arenaer. Idrætsanlæg og kulturfaciliteter skal være imødekommende indrettet og tilgængelige for nye brugere. Udviklingen kan understøttes af midlertidige indsatser.

Tværgående processer

Idræts- og kulturtilbud opstår i samspil mellem faciliteter, aktiviteter og organisering. Samtænkning er nødvendig for at nå særlige mål eller målgrupper, jf. de øvrige handleplaner under kultur- og fritidspolitikken. Nye faciliteter er en strategisk beslutning baseret på grundig brugerinddragelse. Tendensen er transformation og udvikling frem for nybyggeri. Flere funktioner, samles for at opnå synergi og høj udnyttelse over hele dagen. Planlægningsprocesser skal bidrage til bæredygtigt byggeri af høj kvalitet.

På denne baggrund er der udfoldet syv temaer: Udvikling af idrætsanlæg, Urbane udefaciliteter, Udvikling af havnen, Børnekultur, Midlertidighed, Bruger- og Foreningsdrevne projekter, Kunst i byggerier.

Hvert tema er udfoldet i bilag 1 med en beskrivelse samt kobling til Kultur- og Fritidspolitikkens andre planer. Derudover indeholder hvert tema bud på pejlemærke og konkrete indsatser og en vurdering af indsatsernes værdi for området. I forbindelse med blandt andet stormødet, er der nogle temaer, som der er kommet flere inputs til end andre, hvorfor det også er muligt at foretage en vægtning mellem hvert tema ift., hvad der optager områdets interessenter.

Politisk handlerum

Kultur- og Fritidsudvalget kan justere forvaltningens oplæg til hovedgreb, temaer og indsatser. Der er tale om et høringsudkast, og høringen må også antages at bidrage med relevant input til udvalgets drøftelse og stillingtagen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, indarbejdes udvalgets eventuelle bemærkninger i handleplanen, inden det reviderede udkast sendes i offentlig høring i minimum 9 uger, da høringsperioden løber over sommerferien. Udvalget forelægges revideret udkast til behandling den 25. september.

Udvalget vil blive præsenteret for en status på arbejdet med handleplanen ifm. udvalgets budgetseminar den 14. august 2025 mhp. afklaring af evt. budgetønsker ifm. Budget 26.

 

Mikkel Boje

                                                                              / Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2025

Indstillingen blev godkendt med stemmerne 10 for og 0 imod. 1 medlem undlod at stemme.

For: Ø, A, C, B, V

Imod: ingen

Undlader: F

 

SF fremsatte følgende protokolbemærkning:

”SF mener ikke, at det giver mening at sende en investeringsplan uden konkrete prioriterende beløb i høring. Derfor undlod vi at stemme. Vi mener, at høringer er meget vigtige.”

Til top