Mødedato: 10.06.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Første udkast handleplan for tilgængelighed

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle første udkast til handleplanen, herunder tilgang og titel.

Handleplanen tager udgangspunkt i principperne for universelt design. Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet et udkast til handleplanen, der sætter ord på denne tilgang og foreslår mulige handlinger for arbejdet med universelt design i udviklingen af kultur- og fritidsfaciliteter.

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser. Men hvis tilgængeligheden skal forbedres i kultur- og fritidsfaciliteterne, må der forventes at være omkostninger forbundet hermed.

Udkastet til handleplanen er udarbejdet på baggrund af inddragelse af Handicaprådet og Ældrerådet og sendes i offentlig høring på høringsportal Bliv Hørt efter behandling i Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at ”Handleplan for tilgængelighed og universelt design” sendes i offentlig høring frem til den31. august 2025

 

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede med Kultur- og Fritidspolitikken, at der skal udarbejdes en handleplan for bedre tilgængelighed og adgang for personer med handicap og ældre. Handleplanen skal imødekomme behovet for at øge tilgængeligheden til og i byens kultur- og fritidsfaciliteter, så flere får mulighed for at tage del i kultur- og fritidsaktiviteter.

Handleplanen skal efter udvalgets godkendelse i høring i 9 uger, da høringsperioden løber over sommerferien. Handicaprådet og Ældrerådet har dog anmodet om, at høringsperioden forlænges til ultimo august, så det passer med rådenes mødekalender.

 

Løsning

Universelt design som afsæt

I Kultur- og Fritidspolitikken er der fokus på at sikre tilgængelighed til og arbejde for at løfte handicapvenligheden på kultur- og fritidstilbuddene i København. Det foreslås, at handleplanen tager udgangspunkt i en bredere forståelse af tilgængelighed med universelt design som tilgang. Universelt design handler om at udforme ”produkter, omgivelser, ordninger og tilbud, således at de i videst muligt omfang kan anvendes af alle personer uden behov for tilpasning eller særlig udformning” (FNs Handicapkonvention).

Ambitionen om at arbejde med en bredere forståelse med universelt design som tilgang læner sig op ad Københavns Kommunes Handicappolitiks målsætning om, at ”Københavns Kommune vil arbejde med universelt design, så byen bliver mere tilgængelig for alle”. Som det også hedder i Handicappolitikken: ”Det er ikke nødvendigvis funktionsnedsættelsen i sig selv, der er hindringen, men den måde, vi har indrettet os på, som gør det vanskeligt eller endda umuligt for nogle mennesker at deltage.”

Planen har fortsat et særligt fokus på både ældre og borgere med handicap, men det vil ske indenfor rammen af universelt design, da denne tilgang vil tilgodese en bredere brugergruppe og komme flere til gavn. Indsatserne forventes herved integreret i flere projekter på en måde, så de samtidig understøtter mål for deltagelse i kultur- og fritidslivet i de øvrige handleplaner.

 

Inddragelse af Københavns Handicapråd og Ældreråd

I arbejdet med handleplanen har Handicaprådet og Ældrerådet været inddraget. Der var fra begge råd opbakning til at tage afsæt i universelt design i udvikling af kultur- og fritidsfaciliteter. Det blev bl.a. fremhævet, at en større brugergruppe favnes med denne tilgang, hvor man åbner for de blinde vinkler, og både har blik for brugere med fysiske og kognitive funktionsnedsættelser, brugere med neurodivergens og sansesensitive. Derudover pegede rådene på, at det er vigtigt at tænke på tværs af forvaltninger, så der både sikres adgang til og mulighed for deltagelse i kultur- og fritidslivet. Rådene fremhævede derudover inddragelse af et nedsat team for universelt design i Teknik- og Miljøforvaltningen. Forvaltningen har dialog med dette team og har inddraget viden herfra, ligesom forvaltningen deltager i tværgående netværk vedr. universelt design nedsat af Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Indhold i udkast til handleplan

Tilgængelighed og adgang er allerede et opmærksomhedspunkt både i forbindelse med renoveringer og nybyggeri af kultur- og fritidsfaciliteter. Bygningsreglementet foreskriver minimumskrav til nyt byggeri og større ombygninger. Derudover samarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen med Foreningen God Adgang (godadgang.dk), som gennemgår bygningerne mhp. at beskrive forbedringsmuligheder i forhold til at sikre gode adgangsforhold.

Forvaltningen arbejder allerede med universelt design i udvalgte fyrtårnsprojekter. Det gælder fx nyt havnebad Fisketorvet, ny svømmehal på Beauvaisgrunden og ny idrætshal på Ørestad Boulevard, hvor der er særligt fokus på både adgangsforhold og aktivitetsmuligheder for borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Der vil med planen kunne arbejdes videre med fyrtårnsprojekter samt at identificeres tiltag og mindre greb, der kan anvendes ved alle større moderniseringer og nybyggeri.

I udkastet til handleplanen indgår et handlingskatalog, som giver et overblik over mulige konkrete handlinger, der kan prioriteres for at sikre implementering af handleplanen. Man kan for eksempel afsætte puljemidler til at forbedre tilgængeligheden som moderniseringsprojekter i forbindelse med planlagt vedligehold af faciliteter.

Nogle af initiativerne i udkastet vil kunne realiseres inden for den eksisterende økonomiske ramme, mens andre vil forudsætte finansiering.

 

Politisk handlerum

Kultur- og Fritidsudvalget kan vælge, at handleplanen skal basere sig på en anden tilgang end universelt design.

Udvalget kan også vælge allerede nu at forholde sig til forslagene til nye handlinger og give retning ift. disse. Der er dog tale om et høringsudkast, og det må forventes, at høringen vil bidrage med relevant input til udvalgets stillingtagen.

 

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser, men hvis tilgængeligheden skal forbedres, så må der forventes omkostninger forbundet hermed. Det gælder særligt i den eksisterende bygningsmasse.

 

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget har bemærkninger til udkastet, indarbejdes disse af forvaltningen. Udkastet til handleplan sendes herefter i offentlig høring i minimum 9 uger, da høringsperioden løber over sommerferien. Udvalget forelægges revideret udkast til behandling den 23. oktober.

Kultur- og Fritidsudvalget kan ifm. udvalgets budgetseminar den 14. august 2025 vælge at stille evt. budgetønsker ifm. Budget 2026.

 

Mikkel Boje

  /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2025

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top