Mødedato: 10.06.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Behandling af indkomne ansøgninger til Pulje til talent og eliteidræt (frist 1. april)

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen har besluttet, at Team Copenhagen fra 1. april 2025 er en del af kulturområdet, og at tilskud til idrætsligt talent- og elitearbejde fremover skal besluttes af Kultur- og Fritidsudvalget efter forudgående høring i Talent- og Eliterådet.

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til i alt syv ansøgninger om tilskud fra Støtte til talent- og eliteidræt i sæson 2025/2026 på baggrund af anbefaling fra Talent- og eliterådet.

Ansøgerne er:

  • Copenhagen Beachvolley
  • Dansk Bjerg- og Klatreklub
  • Hovedstadens Svømmeklub
  • Judo Copenhagen
  • Nørrebro Taekwondo Klub
  • Fægteklubben Trekanten
  • Sportsdanserforeningen KAF

Der er 2,1 mio. kr. til rådighed i puljen til uddeling i sæson 2025/2026. Dette svarer til niveauet fra tidligere år, når der tages hensyn til, at indtil 2023 er Eliteakademiet også blevet konteret som uddeling.

Der er i alt ansøgt for 1 mio. kr., hvoraf der indstilles tilskud for 0,738 mio. kr. Som følge af momskompensation er nettotrækket på puljen 0,679 mio. kr.

Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte ansøgningsfrist for puljen i 2026.

Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende tilpasning af støttekoncept til den Københavnske talent- og eliteidræt, der forholder sig til den nye strategi. Samtidig foreslås det fremover at give mulighed for flerårige bevillinger og støtte indsatser, der involverer specialforbund.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender at give tilskud til syv ansøgninger vedr. tilskud i sæson 2025/2026, som anbefalet af Talent- og Eliterådet.

     

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender 1. oktober 2025 som ansøgningsfrist for puljen i 2026.

     

  3. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender tilpasning af støttekoncept til den Københavnske talent- og eliteidræt.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget skal for første gang tage stilling til uddeling af tilskud fra Støtte til talent- og eliteidræt. Puljen har til formål at styrke talentudviklingen og eliteidrætten i Københavns Kommune, gennem støtte til folkeoplysende foreningers målrettede indsatser.   

Der er indkommet i alt syv ansøgninger (bilag 5-11) om tilskud fra Støtte til talent- og eliteidræt for sæson 2025/2026.

Løsning

Talent- og eliterådet har gennemgået alle ansøgninger på møde den 23. april 2025. Rådet har med udgangspunkt i Team Copenhagens støttekoncept (bilag 4) drøftet og vurderet, om ansøgningerne lever op til det rette idrætsfaglige niveau og kvalitet for talentudvikling og eliteidræt i København, samt hvorvidt der kan ydes øremærket tilskud til aktørens lovlige kommunale aktiviteter. Talent- og eliterådets bemærkninger fremgår af bilag 1.

Til mødet er der 2,1 mio. kr. i Støtte til talent- og eliteidræt i sæson 2025/2026. Der er samlet ansøgt for 1 mio. kr., hvoraf Kultur- og Fritidsforvaltningen på baggrund af Talent- og Eliterådets anbefaling indstiller for 0,738 mio. kr.  Et samlet økonomisk overblik fremgår af bilag 2.

Ansøgningsfrist for puljen 2026

Forvaltningen foreslår på baggrund af udvalgets ønske om kortest mulig tid mellem ansøgning og behandling, følgende frist for puljen 2026. Ansøgningsfrist den 1. oktober 2025, med behandling den 11. december 2025. Her ydes tilskud for et halvt eller helt år i 2026. 

Tilpasning af støttekoncept

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 13. marts 2025, at støttekonceptet fortsætter frem til den 31. december 2025. Team Copenhagens Eliteråd vedtog i efteråret 2024 en ny strategi for arbejdet med talent- og eliteidrætten i København (bilag 3.). Den nye strategi er ikke fuldt afspejlet i støttekonceptet, hvorfor Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at tilpasse støttekonceptet.

På Talent- og eliterådets møde den 23. april godkendte rådet forvaltningens indstilling til tilpasning af støttekonceptet til forelæggelse for Kultur- og Fritidsudvalget (bilag 4.)

De foreslåede tilpasninger er:

  • Indsatser, der støttes økonomisk, skal understøtte den nye strategi. Herunder at kunne indeholde trivselsindsatser.
  • Mulighed for at indgå flerårige aftaler.
  • Indsatser, der involverer samarbejde mellem klub og specialforbund.

Politisk handlerum

Udvalget kan beslutte at,

  • Bevilge tilskud for det ansøgte beløb eller give afslag til en eller flere af de indstillede.
  • Vælge en anden ansøgningsfrist og dato for behandling af puljen for 2026.
  • Vælge andre punkter til tilpasning af støttekonceptet eller ændre de foreslåede. 

Økonomi

Hvis der bevilges tilskud til en eller flere ansøgere, anvises dækning på udvalgets konto (Støtte til talent- og eliteidræt).

Videre proces

Såfremt en eller flere ansøgninger imødekommes, vil forvaltningen afklare sagerne og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde et tilsagnsbrev, som indeholder forudsætninger for tilskuddet. Der vil blive meddelt afslag til de øvrige ansøgere.

Forvaltningen vil informere om puljen og dens ansøgningsfrister og behandlingsdatoer på KK.dk.

 

Mikkel Boje

                                                      /Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2025

Indstillingen blev godkendt uden afstemning

Til top