Mødedato: 09.08.2001, kl. 15:00

Den Frie Udstillings Bygning - tilskud til restaurering

Den Frie Udstillings Bygning - tilskud til restaurering

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 9. august 2001

 

5. Den Frie Udstillings Bygning - tilskud til restaurering

(KFU 267/2001)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget ikke yder tilskud til restaurering af Den Frie Udstillings Bygning.

 

RESUME

Kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling søger om støtte til restaurering af en række indvendige arealer og omlægning af en del af de omliggende arealer.

Formålet med restaureringsprojektet er at bringe Den Frie Udstillings Bygning op til nutidig standard med henblik på at styrke bygningens kunstneriske funktion.

Bygningen er kunstnerejet og uden offentlige driftstilskud. Der er p.t. modtaget 8.031.000 kr. i fondsstøtte til restaureringsprojektet, der er budgetteret til 8.955.000 kr.

Der er på Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2001 ikke optaget midler til renovering af kulturinstitutioner, og med baggrund i kommunens egne museers væsentlige behov for renovering og restaurering indstiller forvaltningen, at der meddeles afslag på ansøgningen om restaureringsstøtte.

 

SAGSBESKRIVELSE

Kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling har i brev af 7. marts 2001 til Københavns Kommune, Plandirektoratet, søgt om støtte til restaurering af en række indvendige arealer samt omlægning af en del af de omliggende arealer (bilag 1).

Plandirektoratet har i brev af 29. marts 2001 meddelt, at man ikke råder over midler til indvendig restaurering og har videresendt ansøgningen til Kultur- og Fritids-forvaltningen (bilag 3).

Kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling er organiseret som en selvejende institution, der har til formål dels at arrangere den årlige forårsudstilling, dels at udleje foreningens bygning til udstillinger. Foreningens økonomiske grundlag udgøres af kontingentydelser, salgsprovisioner og lejeindtægter. Der modtages ikke offentlige driftstilskud. Den Frie Udstillings midler er således begrænsede, hvorfor større istandsættelses- og restaureringsprojekter er afhængige af fondsstøtte. Den Frie Udstilling har indtil videre modtaget tilsagn om 8.031.000 kr. i støtte fra bl.a. Velux Fonden, Augustinus Fonden, Sonningfonden m.fl. Restaureringsprojektet er i alt budgetteret til 8.955.000 kr.

Udstillingsbygningen er tegnet af J. F. Willumsen og har siden 1981 været under etapevis restaurering. Bygningen har siden 1986 været fredet som et historisk monument. Den ansøgte restaurering omfatter forbedring af udstillingsforhold, publikums- og personalefaciliteter, fornyelse af installationer samt bygningens omgivelser. Der er fra Skov- og Naturstyrelsen opnået tilladelse til restaurerings-projektet (bilag 4).

Det er hensigten at bringe bygningen op til nutidig standard med henblik på at styrke bygningens kunstneriske funktion. Ambitionen er, at bygningen fortsat skal være et fristed for samtidskunst på højt plan.

Kultur- og Fritidsudvalget har i budgettet for 2001 afsat midler til de kommunale udstillingssteder: Thorvaldsens Museum, Københavns Bymuseum og Nikolaj Udstillingsbygning. Herudover ydes der faste tilskud til Kunstforeningen Gl. Strand og Fotografisk Center.

Som bl.a. nævnt i forbindelse med afrapporteringen fra virksomhedskontrakterne med museerne på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 7. juni 2001 eksisterer der et vedvarende, stort vedligeholdelsesbehov på museerne, som ikke kan afholdes inden for de på budgettet afsatte beløb.

Der er på Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2001 ikke optaget midler til renovering af kulturinstitutioner, og med baggrund i kommunens egne museers væsentlige behov for økonomisk støtte til renovering og restaurering indstiller forvaltningen, at der meddeles afslag på Den Frie Udstillings ansøgning om restaureringsstøtte.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

BILAG

1. Ansøgning 7. marts 2001 fra Den Frie Udstilling med bilag

2. Brev af 10. juli 2001 fra Den Frie Udstilling

3. Brev af 29. marts 2001 fra Plandirektoratet

4. Brev af 8. marts 2001 fra Skov- og Naturstyrelsen

 

Ida Munk

/ Merete Evers

 

 

 

Til top