Mødedato: 24.08.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Handleplan til budgetoverholdelse

Se alle bilag
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkendte den 15. juni 2026 sag om forventet regnskab samt, at forvaltningen på mødet den 24. august 2026 skulle fremlægge handleplan til at sikre budgetoverholdelse for forvaltningen. I denne sag skal udvalget tage stilling til de tiltag, der skal sikre budgetoverholdelse i 2026.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at tiltag til at sikre budgetoverholdelse i 2026 gennemføres.

Problemstilling

I forventet regnskab 2026 pr. maj, der blev behandlet i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget den 15. juni 2026, fremgår et forventet merforbrug på 17,8 mio. kr. Udvalget godkendte på mødet, at forvaltningen udarbejder handleplan for at sikre budgetoverholdelse til fremlæggelse på mødet den 24. august 2026. Ved behandlingen på mødet i Økonomiudvalget den 16. juni 2026 besluttede Økonomiudvalget desuden, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal bringe det forventede regnskab i balance.

Løsning

Forvaltningen har indarbejdet forbrugsreducerende tiltag, der på dette fremskredne tidspunkt af året kan reducere udgifterne. Desuden har forvaltningen arbejdet på at afdække løsninger i økonomi, hvor tiltagene vil påvirke serviceniveauet mindst muligt, og hvor forvaltningen bedst muligt kan opretholde kernedriften af byen og levere på de politiske målsætninger.

Kommunens udgifter til håndtering af kartelsagen vurderes desuden at være reduceret siden budgetopfølgningen fremlagt i juni. Udvalget forelægges orientering om kartelsagen særskilt på samme udvalgsmøde.

Siden Klima-, Miljø-, og Teknikudvalget behandlede forventet regnskab pr. maj den 15. juni 2026, er forvaltningen blevet informeret af Økonomiforvaltningen om, at Økonomiaftalen har medført en positiv midtvejsregulering for Københavns Kommune som helhed. Økonomiudvalget skal den 25. august 2026 tage stilling til udmøntning af denne. Såfremt Økonomiudvalget beslutter at udmønte midtvejsreguleringen på ca 8.4 til Klima-, Miljø-, og Teknikudvalget, vil forvaltningen udmønte denne til at nedskrive det forventede merforbrug. I hvilket omfang, det forventede merforbrug kan nedskrives, vil afhænge af størrelsen af den tildelte midtvejsregulering.

Forvaltningen vil dermed tilpasse de forbrugsreducerende tiltag i nedenstående handleplan, således at disse annulleres i det omfang, det vurderes muligt med den tildelte midtvejsregulering. Såfremt udvalget ikke tildeles midtvejsregulering, vil forvaltningen fortsat implementere de nedenstående tiltag med henblik på at sikre budgetoverholdelse

Det er vurderingen, at den økonomiske situation er forbedret væsentligt med budgetopskrivningen fra midtvejsreguleringen og nedskrivning af budgetudfordring ved Kartelsagen.

Nedenfor beskrives hovedindholdet i handleplanen.

Forventede merindtægter vedr. promillegebyr

Forvaltningen vurderer, at der vil komme indtægter fra promillegebyret på 2,3 mio. kr. Promillegebyret er det kommunale gebyr på almene byggerisager og sager vedrørende renovering af selvejende kollegier, der opkræves for den kommunale håndtering af sagen.

Udskyde investeringer i materiel på vejvedligehold

Det er muligt at undlade at indkøbe to store maskiner til vejvedligehold for i alt 3,5 mio. kr. Konsekvensen er, at der er risiko for nedbrud af eksisterende maskiner, hvilket vil påvirke driften i forvaltningens vejvedligeholdelse.

Udskydelse af vejvedligeholdelse

Endvidere vurderer forvaltningen det er muligt at udsætte vejvedligeholdelse for ca. 5 mio. kr. i 2026. Set i lyset af den høje anlægsaktivitet i byen vurderes dette at være en fornuftig disponering, som kun i begrænset omfang vil øge vedligeholdelsesefterslæbet.

Politisk handlerum

Udvalget kan beslutte at;

  • fravælge nogle af de forbrugsreducerende tiltag og bede forvaltningen om at gennemføre andre tiltag for at opnå budgetoverholdelse.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Forventet regnskab pr. maj 2026 dækker over forbrug for årets første fire måneder og forventninger til årets forbrug resten af budgetåret. Derfor kan der ske udviklingen i økonomien både i forbindelse med en eventuel midtvejsregulering og i de planlagte udgifter resten af året. Forvaltningen følger derfor udviklingen tæt, og vil søge at tilpasse forbruget til de ændrede forudsætninger, der kan ske. Såfremt det vurderes muligt at undgå ovenstående forbrugsreducerende tiltag, vil forvaltningen søge at undgå disse.

Udvalget behandler forventet regnskab 2026 pr. september til oktober 2026, hvor forvaltningen vil give en ny status på det forventede regnskab.

Søren Wille

                          / Marie-Louise Kudsk Hædersdal


Til top