Mødedato: 24.08.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispositionsforslag for parken ved Bispeengen med åbning af Lygte Å, Nørrebro

Se alle bilag

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal på baggrund af Budget 2025 om igangsættelse af ”Nyt liv til Parken ved Bispeengen” og Budget 2026 om foranalyse af Lygte Å bl.a. ved Bispeengen tage stilling til et samlet løsningsforslag for Parken ved Bispeengen. Løsningsforslaget viser, hvordan parkens rekreative funktioner, en opgraderet legeplads, cykelruten Grøndalsruten og et muligt åbent vandløb fra Lygte Å kan integreres i ét samlet projekt. Der er overordnet set lokal opbakning til projektet. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal på baggrund af dispositionsforslaget tage stilling til løsningsforslaget, hvortil forvaltningen udarbejder budgetnotat for åbning af Lygte Å i parken, til forhandlingerne om Budget 2027.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at dispositionsforslaget, jf. bilag 4 danner grundlag for den videre projektering samt anlæg af Parken ved Bispeengen.
     
    Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
     
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 23,2 mio. kr. til projektet ”Nyt liv til Parken ved Bispeengen” på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

I Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø) blev der afsat 25,0 mio. kr. til projektet ”Nyt liv til Parken ved Bispeengen”, som skal udvikle parken med nye rekreative funktioner, bedre forbindelser og en opgradering af den eksisterende legeplads. Ved Budget 2026 (BR 2. oktober 2025) (A, B, C, F, I, V, Ø, Å, Finn Rudaizky, Helle Jønch og Troels Chr. Jakobsen) blev der afsat og frigivet 5,0 mio. kr. til en foranalyse af mulighederne for at føre den rørlagte Lygte Å op på overfladen, herunder gennem parken ved Bispeengen, som en del af nærværende dispositionsforslag.

For at realisere potentialet i begge projekter er der behov for at samtænke parkprojektet og et muligt vandløb, da vandløbet vil påvirke parkens disponering, terræn og funktioner.

Løsning

Forvaltningen har i samarbejde med Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen udarbejdet et samlet løsningsforslag for Parken ved Bispeengen, der viser, hvordan en park med en naturinspireret bemandet legeplads og et muligt åbent vandløb kan realiseres i sammenhæng med parkens øvrige rekreative og transitfunktioner.

Parkprojektet udspringer af et idéoplæg i forandringsplanen for AKB Lundtoftegade og kvarterplanen for Områdefornyelse Bispeengen. Der er nedsat en projektgruppe (Parkgruppen) bestående af lokale beboer og aktører, som gennem en række workshops har bidraget til udviklingen af parken, herunder input til vandløbets placering, størrelse og cykelstiens udtryk, samt parkens rekreative funktioner.

Løsningsforslaget er opbygget med flere sammenhængende elementer.

Park og legeplads
For at skabe en mere attraktiv og tryg park med et tydeligt lokalt samlingspunkt opgraderes den eksisterende bemandede legeplads med nye naturinspirerede funktioner og legefaciliteter, og parken udvikles med en mere varieret natur, bedre opholdsmuligheder, belysning og overskuelighed. Helt konkret flyttes den bemandede legeplads mod AKB Lundtoftegades arealer, for at centrere pavillonerne som huser legepladsens indendørsfaciliteter og for at skabe plads til Lygte Å.  På legepladsen introduceres et vandelement, der ligner et vandløb, sansestier, krible-krable områder, og til de større børn nyttehaver, udekøkken og en bålplads for at højne leg og oplevelsesmuligheder i naturen.

Forbindelser og cykelrute
For at styrke sammenhængen til de omkringliggende byområder og forbedre tilgængeligheden til parken for områdets brugere etableres forbedrede stiforbindelser gennem parken for både gående og cyklister, herunder en delstrækning af den grønne cykelrute Grøndalsruten.

Stisystemet disponeres med en østlig gangsti og en vestlig cykelforbindelse. Den østlige sti langs AKB Lundtoftegades arealer udføres med samme belægningstype som på de tilstødende boligområder for at understøtte en sammenhængende oplevelse på tværs af arealerne.

Den vestlige cykelforbindelse er i dag en nedslidt asfaltsti og reetableres med ny overfladebelægning med små sten. Løsningen vurderes at være den mest skånsomme i forhold til de eksisterende træer og understøtter samtidig et mere naturpræget udtryk i parken.

Af hensyn til parkens eksisterende træer, samt lokal modstand mod en cykelkorridor, begrænses udvidelsen af den eksisterende vestlige cykelforbindelse til 2-2,5 meter. Dette betyder, at der kun er begrænset plads til dobbeltrettet færdsel, fx med ladcykler. Stien etableres med tydelig afmærkning af cykelforløb og på strækninger med delt anvendelse for gående og cyklister anvendes forskellige belægningstyper, hvor der er plads for at understøtte trafikal læsbarhed og tryghed. Dele af Grøndalsruten etableres som fællesti for at skåne træerne.

Yderligere etableres naturstier langs med å-forløbet og på tværs af parken som lokale smutveje og mulighed for at komme tæt på åen, hvis der afsættes midler.

Vandløb
I løsningsforslaget indgår på baggrund af foranalysen, jf. Budget 2026, et muligt åbent vandløb med vand fra Lygte Å som et rekreativt og naturbaseret element med historisk reference. Vandløbet kan skabe nye naturkvaliteter langs brinkerne og bidrage til øget biodiversitet, forbedret mikroklima og højere naturoplevelse for parkens brugere. Samtidig indgår projektet i en samlet, langsigtet indsats for åbning af Københavns rørlagte åer.

Vandet pumpes op i det nye åbne vandløb, mens det eksisterende rørsystem bevares under jorden. Det betyder, at vandmængden kan reguleres. I projektudviklingen er der foretaget en afvejning mellem vandløbets størrelse og placering samt hensynet til de eksisterende træer og parkens øvrige funktioner. I dispositionsforslaget er vandløbet dimensioneret til 50 l/s, svarende til den gennemsnitlige vandmængde, der i dag føres gennem Lygte Å mellem Emdrup Sø og De Indre Søer. Det giver mulighed for et synligt og terrænnært vandløb gennem den centrale del af parken og videre mod Bispeengbuen. Rådgiver vurderer, at 50 l/s giver et robust og velfungerende vandløb, der passer til parkens smalle profil og begrænsede terrænfald.

Ved vandløbets afslutning mod Ågade anbefales en tilbagetrukket central løsning. Dette skaber et mere afskærmet og sammenhængende parkforløb med brug af overskudsjord fra vandløbet til små bakker med ny beplantning.

Vandløbet vil variere i bredden afhængigt af pladsforholdene i parken. På de smalleste strækninger vil vandløbet være ca. 2 meter bredt og ca. 30 cm dybt.

Da etablering af vandløbet forudsætter særskilt finansiering og senere politisk beslutning, er projektet disponeret med arealreservation, så vandløbet kan integreres i anlægget eller etableres efterfølgende uden væsentlige ombygninger. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat om åbning af Lygte Å ved Bispeengen, jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.

Forvaltningen vurderer, at en samlet realisering af parkprojektet og vandløbet giver de bedste muligheder for at skabe synergi mellem rekreative funktioner, leg og bynatur. En eventuel finansiering i Budget 2027 vil samtidig kunne reducere anlægsomkostninger og gener ved senere ombygninger

Høring

Dispositionsforslaget har været i høring hos Nørrebro Lokaludvalg og parkgruppen fra den 18. juni til den 29. juli 2026. Høringssvar og forvaltningens bemærkninger fremgår nedenfor.

Der er overordnet opbakning til projektet. Høringssvarene koncentrerer sig særligt om to temaer: Grøndalsruten og vandløbets udformning.

Parkgruppen udtrykker bekymring for, at Grøndalsruten vil medføre øget cykeltrafik gennem parken og dermed skabe utryghed for parkens brugere. Samtidig er der bred opbakning til etablering af et åbent vandløb, og gruppen tilkendegiver, at et markant vandløb kan prioriteres, selv om det kan få konsekvenser for enkelte eksisterende træer.

Nørrebro Lokaludvalg ønsker, at vandløbet afsluttes længere mod Ågade og at de foreslåede jordvolde langs Ågade minimeres for at understøtte en mulig fremtidig videreførelse af åen til Bispeengbuen og undgå, at ny beplantning senere skal fjernes.

Forvaltningen vurderer, at dispositionsforslaget imødekommer de væsentligste ønsker fra parkgruppen og Nørrebro Lokaludvalg. En tydeligere adskillelse af gående og cyklister forventes at skabe bedre trafikal læsbarhed og øget tryghed sammenlignet med den nuværende situation, hvor cykling allerede forekommer i parken. Samtidig vurderer forvaltningen, at der fortsat er mulighed for at tilpasse vandløbets afslutning i projektforslagsfasen, så der skabes en hensigtsmæssig balance mellem parkens rekreative kvaliteter og en mulig fremtidig videreførelse mod Bispeengbuen.

Høringen har ikke givet anledning til væsentlige ændringer i dispositionsforslaget, dog er der skabt yderligere plads til Lygte å ned mod Ågade og jordvolde mod Ågade er reduceret, som følge af høringskommentarer. I det videre arbejde vil der være særligt fokus på udformningen af stiforløbene, hensynet til de eksisterende træer og den endelige udformning af vandløbets afslutning mod Ågade vil blive undersøgt, hvis der gives midler på budget 27.

Parkering og træer

Dispositionsforslaget har ingen konsekvenser for parkering.

Hvis der skal skabes plads til et vandløb med en central afslutning ned mod Ågade, vil dette betyde at op til 13 træer skal fældes. Projektet søger at bevare alle de sunde og markante træer og der suppleres med rum– og levestedsskabende beplantning udenfor træernes rodzoner.  Parkfredningen kan være til hinder for at træerne, særligt længst mod Ågade kan fældes.

Politisk handlerum

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan alternativt vælge, at

  • det indgår i det kommende budgetnotat, at vandløbets afslutning placeres ved Ågade længst muligt mod vest og tæt ved matrikelskel for at mindske risikoen for fældning af et markant egetræ. Løsningen reducerer samtidig vandløbets rekreative værdi, når den placeres langs en høj betonmur samt svækker en sammenhæng til en mulig fremtidig videreførelse til Ladegårdsåen under Bispeengbuen. Derudover forudsættes etablering af en ekstra bro til den vestlige cykelforbindelse.

Da forvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat om åbning af Lygte Å, vil der være behov for udvalgets tilkendegivelse af indhold i budgetnotat.

Hvis åbningen af Lygte Å ikke finansieres ved kommende budgetforhandlinger, vil parkprojektet og et eventuelt fremtidigt vandløbsprojekt skulle udvikles og realiseres som separate anlægsprojekter. Dette vurderes at medføre en mindre helhedsorienteret løsning samt øgede anlægsomkostninger og risiko for senere ombygninger.

Økonomi

I Budget 2025 blev der afsat 25,0 mio. kr. (2025 p/l) til projektet ”Nyt liv til Parken ved Bispeengen”. 2,7 mio. kr. (2025 p/l) blev stjernemarkeret og dermed frigivet ved budgetvedtagelsen. Med denne indstilling skal de resterende 22,3 mio. kr. (2025 p/l) svarende til 23,2 mio. kr. i 2027 p/l  frigives, jf. bilag 8.

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat på baggrund af foranalyse om åbning af Lygte Å jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2027. Det videre forløb afhænger af, om der afsættes finansiering til åbningen af Lygte Å.

                      Søren Wille

                                                                 / Peter Højer

Til top