Mødedato: 25.06.2020, kl. 18:00
Mødested: Festsalen i Bethesda, Rømersgade 17

Status på turismen

Indre By Lokaludvalg skal drøfte turismen i Indre By med udgangspunkt i oplevelsen af bydelen under nedlukningen i forbindelse med coronakrisen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter turismen i Indre By med udgangspunkt i oplevelsen af bydelen under nedlukningen i forbindelse med coronakrisen.

Problemstilling

Med mail den 23. maj 2020 gav en borger udtryk for, at lokaludvalget skal benytte lejligheden til at se kritisk på den turistinvasion, bydelen er sluppet for under coronakrisen.

Hun oplyste, at hun midt i 1990'erne købte et sommerhus, fordi det blev for plagsomt i weekenderne med det store turist- og festpres i byen.  Men hun elsker byen København og synes, der var fantastisk ved nedlukningen at opleve den ro og fuglesang, der indtrådte.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter turismen i Indre By med udgangspunkt i oplevelsen af bydelen under nedlukningen i forbindelse med coronakrisen.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Beslutning

 

 

  1. Lokaludvalget drøftede turismen i Indre By med udgangspunkt i oplevelsen af bydelen under nedlukningen i forbindelse med coronakrisen. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
  • Christianshavns Lokaludvalg vil øge sit fokus på turismen. De to lokaludvalg kan evt. samarbejde om temaet.
  • Man flytter turistattraktioner ind til byen, fx. museer, samtidig med at Wonderful Copenhagen vil sprede turismen. Hvad vil Københavns Kommune med turismen?
  • Stilheden i byen under nedlukningen har været slående. Man har ikke hørt rullekufferter.
  • Borgerrepræsentationen er fodslæbende vedr. turismen. Venedig og Amsterdam har sat ind med begrænsninger. I Amsterdam er der indført alkoholfri zoner, turstmål er lukket ned og man arbejder generelt for at få færre turister.
  • Man kunne indføre bybilletter, som turister skal købe for at komme ind i Indre By.
  • Der skal arbejdes systematisk med at sprede turismen, sådan som Wonderful Copenhagens strategi 10xCPH lægger op til.
  • Man skal i turismestrategien fokusere på, hvad der er interessant for turisterne. Turismen skal være bæredygtig.
  • Med en borgerpanelundersøgelse kan lokaludvalget få afdækket, hvordan borgerne oplevede nedlukningen af Indre By og dermed fraværet af turister.
  • Pga. coronakrisen har restauratørerne fået en midlertidig tilladelse til at udvide deres udeserveringer. Lokaludvalget skal holde øje med, at det vitterlig er en midlertidig tilladelse.
  • Bliver turistindtægterne i København?

2. Lokaludvalget besluttede at gennemføre en borgerpanelundersøgelse om, hvordan borgerne oplevede  fraværet af turister under nedlukningen af Indre By.

  3. Lokaludvalget udpegede Michael Thorup, Lars Vedel Jørgensen, Susan Brinck og Niels Kongshaug til at planlægge og gennemføre borgerpanelundersøgelsen sammen med sekretariatet.

Til top