Mødedato: 22.08.2013, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Parkeringsvilkår i Indre By

Indre By Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen angående parkeringsforhold i Indre By.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

1. at lokaludvalget indsamler forslag fra borgere til ændring af parkeringsforholdene.

2. at lokaludvalget godkender et brev til Teknik- og Miljøforvaltningen samt Teknik- og Miljøudvalget om parkeringsforhold i Indre By.

3. at lokaludvalget udpeger minimum to lokaludvalgsmedlemmer eller -suppleanter, som skal være med til at vurdere borgernes forslag sammen med forvaltningen.

Problemstilling

På lokaludvalgsmødet d. 13. juni drøftede Indre By Lokaludvalg parkeringsvilkår for beboere i Indre By med udgangspunkt i en henvendelse fra en borger. Drøftelsen udmundede i en beslutning om, at lokaludvalget på lokaludvalgsmødet d. 22. august skulle godkende et brev til Teknik- og Miljøudvalget med forslag til ændringer i parkeringsordningen i Indre By.

Løsning

Formanden foreslår, at Indre By Lokaludvalg indsamler forslag fra borgere om konkrete ændringer ved parkeringsforholdene i Indre By. Borgerne inviteres til at komme med forslag ved annoncering i Cityavisen samt gennem lokaludvalgets hjemmeside, facebook-side og nyhedsbrev. Minimum to lokaludvalgsmedlemmer eller -suppleanter skal sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen vurdere de indkomne forslag.

Formanden foreslår, at lokaludvalget sender følgende brev til Teknik- og Miljøforvaltningen samt Teknik- og Miljøudvalget:

”Indre By Lokaludvalg drøftede på lokaludvalgsmødet d. 13. juni parkeringsvilkårene for beboere i Indre By på baggrund af en henvendelse fra en borger. Lokaludvalget ønsker, at gøre Teknik- og Miljøudvalget samt Teknik- og Miljøforvaltningen opmærksom på de synspunkter der blev fremlagt i den forbindelse.

Lokaludvalget har forståelse for, at beboere i Indre By, og særligt i Middelalderbyen, kan være frustrerede angående parkeringsforholdene. For en række af Indre Bys gader gælder det, at beboerlicensen ikke gælder mandag-fredag kl. 10-17. Derfor kan parkering blive en dyr fornøjelse for beboerne på trods af, at de har beboerlicens. Det kan virke som forskelsbehandling, at en beboerlicens i nogle områder og perioder skal suppleres med P-billet.

Forslag til ændring af parkeringsvilkår
Lokaludvalget vil bede kommunen om at overveje følgende forslag til ændring af parkeringsvilkårene i Indre By:

  • Sæt en begrænsning på udstedelsen af beboerlicenser i Middelalderbyen. Det kan sende et signal om, at beboerne ikke kan forvente at parkere lige foran deres hoveddør, og samtidig mindske beboernes frustration over, at de betaler for en parkeringsplads, der ikke findes.
  • Overvej om parkeringszonerne kan udvides eller gøres mere fleksible, så beboerne har mulighed for at parkere i et større område med en beboerlicens.
  • Skab alternativer til gadeparkering, f.eks. ved at indgå samarbejdsaftaler med private aktører om muligheden for, at beboerlicenser kan benyttes i parkeringshuse, f.eks. om aftenen og natten, hvor parkeringshusene formentlig ikke udnyttes fuldt ud.
  • Forbedring af parkeringsmuligheder ved knudepunkter for offentlig transport, f.eks. ved metrostationer.

På langt sigt mener lokaludvalget, at Københavns Kommune bør arbejde for at begrænse biltrafikken i Middelalderbyen, men ændringer i forholdene og vilkårene skal indfases over en rimelig periode, så beboerne har mulighed for at tilpasse sig.

Borgerdialog om parkeringsforhold
Indre By Lokaludvalg vil i løbet af september bede bydelens borgere og brugere om at komme med idéer og forslag til, hvordan man kan gøre parkeringsforholdene mere hensigtsmæssige i Indre By. Det kan for eksempel være, at man kan vende parkeringspladserne, optegne parkeringsbåse eller på anden måde optimere parkeringsforholdene.

Vi vil gerne invitere repræsentanter for Teknik- og Miljøforvaltningen til at bistå lokaludvalget i vurderingen og behandlingen af de forslag, vi måtte modtage.

Venlig hilsen

Bent Lohmann

Formand”

Økonomi

Annoncering i Cityavisen af tre uger vil koste cirka 5000 kr. Pengene tages fra posten ”Borgerdialog”.

Videre proces

Sekretariatet sender brevet til Teknik- og Miljøforvaltningen samt Teknik- og Miljøudvalget. Borgerne inviteres til at komme med forslag med frist i slutningen af september. Efter fristen aftales med møde med repræsentanter fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

1: Der blev stemt om indstillingen:
Et flertal af lokaludvalget ønskede ikke, at der indsamles forslag fra borgerne til ændring af parkeringsforholdene. Dermed bortfalder 2. og 3. at.
Til top