Mødedato: 18.08.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Bemærkninger til udkast til revideret restaurations- og nattelivsplan

Indre By Lokaludvalg skal tage formandens bemærkninger til udkast til revideret restaurations- og nattelivsplan til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager formandens bemærkninger til udkast til revideret restaurations- og nattelivsplan, der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning. Bemærkningerne er sendt til Kultur- og Fritidsforvaltningen den 11. august 2016.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen har bedt om indledende bemærkninger til udkast til revideret restaurations- og nattelivsplan, som forvaltningen præsenterede for Samarbejdsforum den 27. juni 2016. Svarfristen er den 10. august 2016.

Hensigten er, at restaurations- og nattelivsplan skal være en vision for restaurations- og nattelivet, som understøtter Københavns Kommunes ambition om at være en attraktiv storby med livskvalitet og ”kant”. Restaurations- og nattelivet kan bidrage positivt til både vækst og udvikling. En forudsætning for et godt restaurations- og natteliv er, at alle, som medvirker til at gøre nattelivet attraktivt, også tager et medansvar for at finde løsninger på de gener, nattelivet medfører. Dette arbejde fokuseres omkring 4 indsatsområder og 8 mål. 

Indsatsområder

  • Vi vil begrænse gener fra nattelivet
  • Vi vil udvikle Københavns bydele
  • Vi vil skabe tryghed og ligebehandling i nattelivet
  • Vi vil have et veldrevet restaurationsmiljø.

Mål

  1. Københavns Kommune vil arbejde for at indskærpe de gældende regler ved en målrettet kontrolindsats hos restaurationer.

  2. Samarbejdsforum for nattelivet udvides, og der etableres nye dialogfora til løsning af konkrete klager.

  3. Københavns Kommune vil sammen med HORESTA og Danske Restauranter og Caféer undersøge, hvordan betingelserne for restaurationsdrift i de nye bydele kan forbedres.

  4. Københavns Kommune vil arbejde for, at sammenhængen imellem koncepter og betingelser for restaurationers drift tydeliggøres. 

  5. Københavns Kommune vil sammen med Horesta og Danske Restauranter og Caféer udarbejde et fælles oplæg til forebyggelse af diskrimination i nattelivet.

  6. Københavns Kommune vil gå i dialog med relevante aktører for at sikre udbredelse og håndhævelse af principperne i ansvarlig udskænkning.

  7. Opkvalificering af medarbejdere skal sikre hurtig support om ansøgninger og vilkår for alkoholbevillinger

  8. Kommunen vil arbejde for at øge antallet af forhåndsgodkendelser til etablering af restaurationer via flere ”stjernemøder”.

Løsning

Formanden har som medlem af Samarbejdsforum sendt følgende bemærkninger til Kultur- og Fritidsforvaltningen om udkast til revideret restaurations- og nattelivsplan, som han foreslår, at lokaludvalget tager til efterretning:

"Kultur- og Fritidsforvaltningen har bedt om indledende bemærkninger til udkast til revideret restaurations- og nattelivsplan, som forvaltningen præsenterede for Samarbejdsforum den 27. juni 2016. Svarfristen er den 10. august 2016.

Nedenfor er mine bemærkninger. Indre By Lokaludvalg får dem til efterretning i sit møde 18. august 2016. Efter mødet sender jeg jer de supplerende bemærkninger, som lokaludvalget måtte have. 

  • Planen bør indeholde et indledende afsnit, hvor man sætter planen ind i en overordnet kontekst om, hvilket København og særligt Indre By, kommunen vil have.
    Det foreliggende udkast forholder sig kun til den eksisterende situation på restaurations- og nattelivsområdet, men forholder sig ikke til byen.

     

  • Som grundlag for en beslutning om en revideret restaurations- og nattelivsplan bør der foreligge en redegørelse fra forvaltningen om, hvor stramt kommunen kan administrere restaurations- og nattelivet inden for lovgivningen.
    Indtrykket er, at Københavns Kommune administrerer lovgivningen mere liberalt end andre kommuner, fordi politikerne i Københavns Kommune ikke er vidende om, hvad der er muligt.

     

  • Som grundlag for en beslutning om en revideret restaurations- og nattelivsplan bør der foreligge en analyse af balancen mellem ønsket om et levende restaurations-, gadesalgs- og natteliv og hensynet til borgere og erhverv i restaurations, gadesalgs- og nattelivsområder, der skal sikres rimelige leve- og erhvervsvilkår.

     

  • Planen bør indeholde bemærkninger om konsekvensen for restauratører, der ikke overholder lovgivningen og vilkårene for deres bevilling.
    Planen skal indeholde en bemærkning om, at lovgivningen og vilkårene for bevillingen håndhæves konsekvent uden advarsler og indskærpelser.

     

  • Planen bør forholde sig til foodtrucks:
    Hvor mange er det rimeligt at tillade henset til, at de er unfair konkurrence i forhold til butikker, cafeer mv, der betaler husleje? Foodtrucks skal ikke tillades placering foran butikker mv. På Kultorvet er butikkerne spærret inde.

     

  • Planen skal være eksplicit med hensyn til hvilke områder af Indre By, der aldrig vil kunne omdannes til restaurations- og nattelivsområder.
    Beboere i Nyboder-kvarteret er med rette bekymret for, at nattelivsområdet i Gothersgade er ved at blive udvidet og en dag vil ramme deres kvarter.

     

  • Planen skal være eksplicit med hensyn til hvilke områder af Indre By, der tillades kl. 12-bevillinger, kl. 2-bevillinger og kl. 5-bevillinger.

     

  • Man skal gå bort fra bevillinger med 8 års gyldighed.  En periode på max. 4 år er mere rimelig.

     

  • I smalle gader i Indre By bør der kun være kl. 22-bevillinger. Gaderne rummer beboelse og er derfor ikke egnet til natteliv.

     

  • Planen skal indeholde en opfordring om, at kunder, der køber drikkevarer i glas inde i barer, klubber eller restauranter, hindres i at tage det med ud på gaden.

     

  • Planen omtaler begrebet ”boligenklaver”. Begrebet bør uddybes.

     

  • Planen skal indeholde kvalitative krav til restauratørerne for så vidt angår restaurationernes udseende udadtil, herunder udeserveringer. Kravene skal gå igen i bevillingerne som vilkår for bevillingen.

     

  • Udeserveringer: Man skal ikke tillade satellitpladser langt fra restaurationen.

     

  • Planen bør forholde sig til partybusserne, der kører rundt i Indre By.

     

Afslutningsvis foreslår jeg, at de øvrige lokaludvalg inddrages i arbejdet med planen, da den vil være gældende for hele kommunen.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet sender de supplerende bemærkninger, som lokaludvalget måtte have, til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Forvaltningen arbejder efter følgende tidsplan:

August-november 2016: Behandling af udkast til restaurations- og nattelivsplanen i Bevillingsnævnet og Kultur- og Fritidsudvalget, herunder stillingtagen til de bemærkninger, arbejdsgrupperne under Samarbejdsforum måtte have.

November 2016 – primo januar 2017: Offentlig høring. Alle berørte aktører høres.

Februar-marts 2017: Behandling af høringssvar i Bevillingsnævnet og Kultur- og Fritidsudvalget.

April-juni 2017: Endelig godkendelse af udkast til restaurations- og nattelivsplanen i Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Beslutning

Lokaludvalget tog formandens bemærkninger til udkast til revideret restaurations- og nattelivsplan, der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning.

Til top