Mødedato: 12.09.2013, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.

Beslutning

En borger orienterede om problemerne i Nørre Kvarter, især i Studiestræde, cykelparkering og udeserveringer på fortovet, hvilket presser fodgængere ud på kørebanen. Borgeren efterlyste et initiativ, der sikre bedre fremkommelighed for fodgængere. Borgeren oplyste, at han har sendt fotos til Teknik- og Miljøforvaltningen, der dokumenterer forholdet, uden at få svar. 

Gunna Starck svarede, at problemet skyldes, at det er blevet gratis at etablere udeserveringer, hvilket der formentlig ikke ændres på de kommende år, og at reglerne for tiden ikke håndhæves. Med vedtagelsen af kommunens budget for 2014 er der dog afsat midler til skærpet håndhævelse af reglerne - måske med hjælp fra parkeringsvagterne -samt til cykeloprydning..

Ole Benny Nielsen svarede, at håndhævelse af reglerne er blevet et politisk tema på Rådhuset. Han oplyste, at der er afsat midler til cykelstativer i Studiestræde.

Steen Juhl Olesen oplyste, at det af en rapport fra Trængselskommisionen fremgår, at der mangler 30.000 cykelparingspladser i Hovedstadsområdet.

Marietta Bonnet svarede, at hun ser kommunens forsøg på at håndtere problemerne som lappeløsninger og efterlyste en cykelpolitik, der også omfatter cykelparkering.

Lis Langsø oplyste, at cykelparkering og udeserveringer giver problemer med fremkommeligheden på redningsvejen ved metrobyggepladsen på Gammel Strand.

Peter Raben svarede, at parkeringsvagter bør få til opgave at kontrollere, om restauratørerne overholder reglerne for udeserveringer. Endvidere, at der er behov for utraditionelle løsninger for så vidt angår cykelparkering, som lokaludvalget kunne efterlyse i form af en idékonkurrence. Han så fx. gerne en cykelparkering på en platform over baneterrænet ved Vesterport st.

Kjeld A. Larsen svarede, at der er behov for en prioriteringsstrategi, hvor byrummet i Indre By indrettes til fordel for fodgængere, mens brokvartererne indrettes til fordel for cyklister. Han så gerne en ring af cykelparkeringsmuligheder rundt om Middelalderbyen.

Hans-Henrik T. Ohlsen svarede, at giv et praj-tjenesten på kommunens hjemmeside,  http://givetpraj.kk.dk/, også bør omfatte en mulighed for at indmelde problemer med fremkommelighed som følge af udeserveringer og andre former for møbleringer i byrummet.







Til top