Mødedato: 12.01.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Nye træer og ikoniske træer

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte proces for udpegning af steder til plantning af nye træer og for udpegning af ikoniske træer i Indre By.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender processen for udpegning af steder til plantning af nye træer og for udpegning af ikoniske træer i Indre By, der fremgår af løsningsafsnittet.
  2. at indre By Lokaludvalg afsætter 20.000 kr. til annoncering i lokale medier om muligheden for at komme med forslag til lokaludvalget til ikoniske træer og nye træer. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  3. at Indre By Lokaludvalg beder Miljøpunkt Indre By-Christianshavn stå for offentlige ture forskellige steder i Indre By med henblik på at drøfte forslag til ikoniske træer og ny træer med borgerne.

Problemstilling

Københavns Kommune har vedtaget en træpolitik og en målsætning om at få plantet 100.000 nye træer. Begge dele indeholder indsatser, som kræver hjælp og input fra byens borgere. Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt om lokaludvalgenes hjælp.

 Forvaltningen har udarbejdet en ’bynatur-pakke’ (se bilaget), som lokaludvalgene kan bruge i forbindelse med inddragelsen af borgerne i bydelen.

Kortlægning af ikoniske træer

Træpolitikken indeholder et princip om at de ’særligt værdifulde træer’ skal udpeges og bevares. Ikoniske træer er en ny kategori, som skal beskytte de værdifulde træer i København, som ikke er dækket af lovgivning (som fredninger og lokalplaner). De ikoniske træer er træer, som kommunen ønsker at synliggøre som særligt værdifulde og give en særlig beskyttelse med en politisk beslutning.

Forvaltningen vil kortlægge ikoniske træer i byen og give lokaludvalget mulighed for at bidrage med egne eller borgernes forslag til ikoniske træer i bydelen. Definitionen af et ikonisk træ fremgår af bilaget.

Processen og tidsplanen for udpegning af ikoniske træer

Et træ kan ende med at blive udpeget som et af kommunens ikoniske træer, hvis træet står på et kommunalt areal, og hvis den forvaltning, der ejer arealet hvor træet står, indstiller over for det gældende politiske udvalg, at træet er ikonisk. Derefter skal det politiske udvalg godkende indstillingen.

I løbet af 2017 vil Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejde en indstilling til udvalgene på Rådhuset med en liste over forslag til ikoniske træer. Listen vil tage udgangspunkt i bl.a. lokaludvalgenes forslag og en vurdering af, hvilke træer der lever op til kriterierne.
Der er ingen garanti for at et træ, som er forslået af en borger eller et lokaludvalg, ender med at blive udpeget som et ikonisk træ. 

For træer på private arealer vil en fremhævelse som ikonisk træ kræve en aftale med ejeren.


Forslag til nye træer

Teknik- og Miljøudvalget besluttede i maj 2016 en målsætning om, at der skal plantes 100.000 nye træer over en tiårig periode. Målsætningen gælder for hele byen – dvs. også for private arealer, skolegårde, parker, gader og meget mere. Teknik- og Miljøforvaltningen skal hvert tredje år udarbejde en prioriteringsplan, der viser, hvor det er muligt at plante træer.

Prioriteringsplanerne skal danne grundlag for forslag til budgetforhandlinger, men også fungere som et kortgrundlag, hvor man som borger eller medarbejder i Københavns Kommune kan se, hvor der er mulighed for om at plante træer. Den første prioriteringsplan skal ligge klar til politisk behandling primo 2017.

Lokaludvalgene har mulighed for at bidrage med egne og borgernes forslag til, hvor de ser mulighed for at plante træer i bydelen. I bilaget er der tre spørgsmål fra forvaltningen, som man skal svare på, når man skal indberette et konkret forslag til træplantninger.

Processen og tidsplanen for indmelding af mulige træplantninger

Lokaludvalgenes indmelding af mulige ny træplantninger ønskes før den 1. juli 2017.

Da den første prioriteringsplan skal være klar primo 2017 vil den hovedsagelig bygge på forvaltningens egen viden. Lokaludvalgenes bidrag vil løbende indarbejdes, men vil først kunne præge den næste udgave af prioriteringsplanen i 2018.

De forslag, som lokaludvalgene melder ind, vil forvaltningen vurdere enkeltvis som egnede eller ej til at indgå i prioriteringsplanen.

Løsning

Formanden foreslår følgende tidsplan:

  • Marts-april 2017: Lokaludvalget annoncerer i lokale medier muligheden for at komme med forslag til lokaludvalget til ikoniske træer og nye træer.
  • Marts-april 2017: Miljøpunktet står for offentlige ture forskellige steder i Indre By med henblik på at drøfte forslag til ikoniske træer og ny træer med borgerne
  • Lokaludvalgsmødet den 8. juni 2017: Beslutning om hvilke forslag til ikoniske træer og nye træer, der skal meldes ind til Teknik- og Miljøforvaltningen. Dette på baggrund af borgernes ønsker til lokaludvalget og Miljøpunktets forslag.

Byudviklingsgruppen foreslår, at følgende forslag indgår i den videre proces:

  • Gyldenløvesgade, Nørre Voldgade, Vester Voldgade (supplering af eksisterende træer, der er store huller på stykket mod havnen), begyndelsen af Kalvebod Brygge

  • Gl. Strand kunne bruge nogle erstatningstræer for de fældede/væltede for at give pladsen det gamle præg, gerne med bænke under. Det samme gælder Thorvaldsens Plads, der er alt for vindblæst. Også Søren Kierkegaards Plads ved Diamanten og området ved Bryghuset er for vindblæst.

  • Israels Plads har mistet nogle træer, der kunne sættes op igen. Legepladsen mangler i alle fald træer, som kunne forlænge Ørstedsparken.

  • Man bør være opmærksom på gadeforløb, hvor fortovet er for smalt, men hvor man med fordel kan plante visse trætyper som gror op ad husene (i samråd med husejeren).

Økonomi

Lokaludvalget afsætter 20.000 kr. til annoncering i lokale medier om muligheden for at komme med forslag til lokaludvalget til ikoniske træer og nye træer. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Se ovenfor.

 

Beslutning

Lokaludvalget behandlede denne sag sammen med dagsordenens punkt 14 "Årsplan for det lokale miljøarbejde i 2017".

 

  1. Lokaludvalget godkendte processen for udpegning af steder til plantning af nye træer og for udpegning af ikoniske træer i Indre By, der fremgår af løsningsafsnittet.

  2. Lokaludvalget afsatte 20.000 kr. til annoncering i lokale medier om muligheden for at komme med forslag til lokaludvalget til ikoniske træer og nye træer. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  3. Lokaludvalget besluttede at bede Miljøpunkt Indre By-Christianshavn om at stå for offentlige ture forskellige steder i Indre By med henblik på at drøfte forslag til ikoniske træer og ny træer med borgerne.
  4. På forslag fra Anton Skovle besluttede lokaludvalget at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om at tage træerne på de kommunale og statslige kirkegårde med i projektet. 

    På forslag fra Kirsten Sloth besluttede lokaludvalget at undlade at bruge begrebet "ikonisk" i sin omtale af sagen og i stedet tale om "særligt værdifulde træer".

    På forslag fra Gunna Starck besluttede lokaludvalget, at plantning af nye træer i Kronprinsessegade skal tages med i den videre proces.

    På forslag fra Gunna Starck besluttede lokaludvalget, at blodbøgen i Kongens Have  skal tages med i den videre proces som et særligt værdifuldt træ

    På forslag fra Henrik Anton Svendsen besluttede lokaludvalget, at plantning af træer langs H.C. Andersens Boulevard ved Rådhuspladsen skal tages med i den videre proces.

    På forslag fra Henrik Anton Svendsen besluttede lokaludvalget, at plantning af træer ved de kommende cykelstativer i Rømersgade skal tages med i den videre proces.

    På forslag fra Lis Langsø besluttede lokaludvalget, at to fredede træer på Gammel Strand skal tages med i den videre proces som særligt værdifulde træer .
Til top