Mødedato: 25.10.2002, kl. 07:30

Høringssvar vedr. kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter

Høringssvar vedr. kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter

Det rådgivende Integrationsudvalg

Det rådgivende Integrationsudvalg

DAGSORDEN

for ordinært møde fredag den 25. oktober 2002

 

Sager til beslutning

2. Høringssvar vedr. kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter

IU 78/2002 J.nr. IU 31/2002

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg,

at det under sagsfremstillingen foreslåede høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget afgives.

 

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indgik i 2002 en aftale om køb af kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter. En tilsvarende samarbejdsaftale skal nu indgås for 2003.

Sagen har været behandlet i Kultur- og Fritidsudvalget den 29. august 2002 (KFU 310/2002) og i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 2. oktober 2002 (FA 421/2002). Begge udvalg godkendte den forelagte indstilling. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede samtidig at sagen skulle sendes i høring i Integrationsrådet og Det Rådgivende Integrationsudvalg.

Aftalen for 2003 er udarbejdet på baggrund af aftalen for 2002 samt et evalueringsnotat for Projektrådgivningens indsats fra dens start i marts 2002 og frem til august 2002. Notatet peger på, at aftalen i alt væsentligt har været hensigtsmæssig.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Det Rådgivende Integrationsudvalg afgiver det under sagsfremstillingen foreslåede høringssvar.

SAGSBESKRIVELSE

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indgik i 2002 en aftale om køb af kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter. En tilsvarende samarbejdsaftale skal nu indgås for 2003.

Sagen har været behandlet i Kultur- og Fritidsudvalget den 29. august 2002 (KFU 310/2002) og i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 2. oktober 2002 (FA 421/2002). Begge udvalg godkendte den forelagte indstilling. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede samtidig at sagen skulle sendes i høring i Integrationsrådet og Det Rådgivende Integrationsudvalg.

Aftalen mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen for 2002 har vist sig at fungere hensigtsmæssigt, og aftalen for 2003 ligner i høj grad den tidligere aftale. Der er udarbejdet et evalueringsnotat for Projektrådgivningens indsats siden dens start i marts 2002 og frem til august 2002. Dette notat danner baggrund for aftalen for 2003. Ændringerne for 2003 omfatter hovedsageligt ændrede succeskriterier samt målepunkter herfor. Succeskriterierne er følgende:

  • At der sættes yderligere fokus på de etniske minoritetsforeninger med henblik på at fremme etableringen af partnerskaber mellem etniske minoritetsforeninger og andre kultur- og fritidsfor-eninger. Projektrådgivningen har p.t. identificeret omkring 150 etniske minoritetsforeninger.
  • Måles på om Projektrådgivningen har etableret kontakt til mindst 25% af de etniske minoritetsforeninger.
  • Måles på om der er etableret partnerskabsprojekter for/med mindst 5 etniske minoritetsforeninger.
  • Måles på om 10% af ansøgningerne til Brobygningspuljen på årsbasis kommer fra etniske minoritetsforeninger.
  • At fokus på det kulturelle og ikke-idrætslige område øges.
  • Måles på om der er defineret særligt prioriterede områder inden for det ikke-idrætslige område.
  • Måles på om 30% af Projektrådgivningens samlede aktivitetsportefølje - inklusiv Brobygningsprojekterne - ligger inden for dette område.

  • At de initiativer, Projektrådgivningen har iværksat i 2002, søges overdraget til foreningslivet eller frivilliggrupper.
  • Måles på om 75% af initiativerne iværksat i 2002 videreføres af foreningslivet eller frivilliggrupper i 2003.
  • At Projektrådgivningen har medvirket til igangsættelse af projekter og indsatser over for målgrupperne.
  • Måles på om Projektrådgivningen medvirker aktivt som ressourcepersoner i mindst 10 projekter.
  • Måles på om Projektrådgivningen af egen drift har startet mindst 4 projekter.
  • At arbejdet med at udvikle ledelse, organisation, produkter og ydelser føl-ger Københavns Kommunes kvalitetsmodel. Det overvejes at søge Kvalitetsprisen til december 2003.
  • Måles på om udviklingen af Projektrådgivningens arbejde følger Københavns Kommunes kvalitetsmodel.

Det rådgivende Integrationsudvalg har allerede afgivet høringssvar omkring retningslinierne for tildeling af brobygningsmidler til integration af etniske minoriteter i foreningslivet. I høringssvaret tilkendegav udvalget, at kunne tiltræde de retningslinier, der er opstillet, men at udvalget så nogle problemstillinger i, at der på daværende tidspunkt ikke var taget stilling til visse økonomiske aspekter. Dette er efterfølgende sket. Spørgsmålet, der nu ligger til høring angår derfor alene muligheden for administrativt at kunne uddele op til 50.000 dkr. årligt.

Økonomiudvalget indstiller, at Det Rådgivende Integrationsudvalg afgiver følgende høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget:

"Det Rådgivende Integrationsudvalg har følgende bemærkninger til kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter, jf. FA 421/2002.

Vedr. samarbejdsaftalen 2003:

Det Rådgivende Integrationsudvalg finder det positivt, at samarbejdsaftalen mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen ønskes videreført i 2003. Det er grundlæggende Det Rådgivende Integrationsudvalgs holdning, at tiltag, der gavner integration bør videreføres.

Det Rådgivende Integrationsudvalg finder det desuden meget positivt, at der i aftalen for 2003 er opsat nye succeskriterier samt målepunkter herfor. Det er udvalgets opfattelse, at det er vigtigt ikke blot at konstatere, at de første målsætninger er opfyldt, men hele tiden at opsætte nye succeskriterier med målepunkter. Således kan nye erfaringer indarbejdes i integrationsindsatsen, som på denne måde forbedres yderligere.

Det er Det Rådgivende Integrationsudvalgs opfattelse, at de succeskriterier, som er opstillet for 2003 er relevante. Bl.a. er det udvalgets opfattelse, at det er gavnligt, at der i fremtiden også vil blive fokuseret på de ikke-idrætslige aktiviteter. Om end det som udgangspunkt er vigtigt at støtte idrætsaktiviteter for unge, er det samtidig vigtigt, at der tillige er aktiviteter, der henvender sig til den gruppe af unge, der ikke ønsker at deltage i idrætsaktiviteterne.

Det Rådgivende Integrationsudvalg finder det positivt, at det i evalueringsnotatet påpeges, at integrationen i forhold til foreningslivet ikke udelukkende handler om at hverve medlemmer, men at det tillige er vigtigt, at integrationsindsatsen også fortsætter efter indmeldelsen i en fritidsforening.

Vedr. brobygningsmidler:

Det Rådgivende Integrationsudvalg kan støtte forslaget om, at der gives mulighed for at bevilge op til 50.000 dkr. årligt, der kan uddeles administrativt. På denne måde sikres det – således som det også fremgår af sagsbeskrivelsen i FA 421/2002 – at det er muligt at støtte mindre foreningers aktiviteter, der relaterer sig til Projektrådgivningens opsøgende arbejde. Det er udvalgets opfattelse, at dette vil gavne integrationsindsatsen i positiv retning, hvilket Det Rådgivende Integrationsudvalg naturligvis går ind for."

ØKONOMI

Der er ikke taget stilling til de økonomiske konsekvenser.

HØRING

--

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser

ANDRE KONSEKVENSER

--

BILAG

Bilag 1: Høringsskrivelse af 4. oktober 2002 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med sagsfremstilling og beslutningsprotokollatet fra udvalgets møde den 2. oktober med bilag (FA 421/2002).

 

Hans Simmelkjær

/Flemming D. Hansen

 

Til top