Mødedato: 22.11.2002, kl. 07:30

Høringssvar vedrørende boligrådgivning for ældre

Høringssvar vedrørende boligrådgivning for ældre

Det rådgivende Integrationsudvalg

Det rådgivende Integrationsudvalg

DAGSORDEN

for ordinært møde fredag den 22. november 2002

 

Sager til beslutning

1. Høringssvar vedrørende boligrådgivning for ældre

IU 92/2002 J.nr. IU 36/2002

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg,

at det under sagsfremstillingen foreslåede høringssvar til Sundheds- og Omsorgsudvalget afgives.

 

RESUME

Det Rådgivende Integrationsudvalg har tidligere afgivet et høringssvar (IU 3/2000) omkring etablering af forsøg med kollektive bofællesskaber for ældre indvandrere mv. Sagen er opstået som følge af et medlemsforslag, der blev behandlet i Borgerrepræsentationen den 3. december 1998 (BR 558/98). Sagen blev sammen med et ændringsforslag henvist til behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har efterfølgende i samarbejde med Boligtrivsel i Centrum arbejdet med en boligrådgivning for ældre.

Der foreligger nu en fællesindstilling fra Sundhedsforvaltningen og Økonomiforvaltningen, og da denne indstilling ikke er identisk med den indstilling, som Det Rådgivende Integrationsudvalg allerede har afgivet høringssvar til, skal udvalget høres på ny.

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentant A. Ben Haddou (D) fremsatte den 3. december 1998 et medlemsforslag i Borgerrepræsentationen (BR 558/98) der lød "det besluttes, at Borgerrepræsentationen undersøger mulighederne for etablering af forsøg med kollektive bofællesskaber for ældre indvandrere." Wallait Khan (F) stillede følgende ændringsforslag hertil "at man undersøger mulighederne for, at Københavns Kommune går ind og yder hjælp til familier, som ønsker at passe deres ældre i eget hjem, herunder hjælp til at finde en egnet bolig samt økonomisk støtte til hjælpemidler m.v."

Forslaget samt ændringsforslaget blev henvist til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

På møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 29. november 1999 besluttede udvalget at anmode Det Rådgivende Integrationsudvalg om en udtalelse. Det Rådgivende Integrationsudvalg afgav på den baggrund en udtalelse den 27. januar 2000 (IU 3/2000), hvori Integrationsudvalget tilsluttede sig Sundhedsforvaltningens daværende indstilling, jf. bilag 3.

Sundhedsforvaltningen har efterfølgende i samarbejde med Boligtrivsel i Centrum arbejdet med en boligrådgivning for ældre, der har til formål at hjælpe de ældre til at få indsigt i egen boligsituation med henblik på at understøtte ældres muligheder for at klare sig selv og imødegå de sociale og sundhedsmæssige problemer, som særligt for ældre kan opstå som følge af uhensigtsmæssige boligforhold.

Der foreligger nu en fællesindstilling fra Sundhedsforvaltningen og Økonomiforvaltningen, hvori Sundhedsforvaltningen anser forslaget (BR 558/98) for værende opfyldt ved etableringen af en boligrådgivning for ældre.

Idet den foreliggende fællesindstilling på visse punkter ikke er identisk med den indstilling, som Det Rådgivende Integrationsudvalg allerede har afgivet høringssvar til, forelægges sagen endnu engang Det Rådgivende Integrationsudvalg til udtalelse.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at Det Rådgivende Integrationsudvalg afgiver følgende høringssvar til Sundheds- og Omsorgsudvalget:

"Det Rådgivende Integrationsudvalg finder det positivt, at Københavns Kommunes strategiplan "Boliger for alle" indeholder en særlig boligrådgivningsindsats for ældre med indvandrerbaggrund. Integrationsudvalget finder, at det er et positivt udgangspunkt for udvikling af en integrationspolitik på området.

Det Rådgivende Integrationsudvalg kan tilslutte sig fællesindstillingen udarbejdet af Sundhedsforvaltningen og Økonomiforvaltningen.

Det Rådgivende Integrationsudvalg noterer sig, at der i budgettet for 2002 er afsat midler til etablering af bofællesskaber for ældre indvandrere, som er forudsat anvendt til rådgivning, bistand og fællesudgifter samt at der derimod ikke er indarbejdet midler i Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget til finansiering af boligdelen i bofællesskaber for ældre efter lov om almene boliger m.v.

Det Rådgivende Integrationsudvalg ser gerne at der udarbejdes en statusredegørelse vedrørende boligfællesskaber for ældre indvandrere. Boligrådgivningen har i forbindelse med sit arbejde fået tilkendegivelser fra ældre indvandrere omkring deres opfattelse af boligfællesskaber. Det Rådgivende Integrationsudvalg har den opfattelse, at det vil være relevant, at en statusrapport udarbejdes med udgangspunkt i de tilkendegivelser samt en evaluering af den særlige rådgivningsindsats. Det er Det Rådgivende Integrationsudvalgs opfattelse, at dette vil kunne medvirke til et fremtidigt vurderingsgrundlag, som vil være gavnligt for det videre arbejde.

Det Rådgivende Integrationsudvalg mener desuden, at den særlige rådgivningsindsats over for bofællesskaber for ældre indvandrere ikke bør reducere indsatsen med at udvikle det almene boligtilbud for ældre københavnere, så tilbudene kan rumme forskellige sproglige, religiøse og kulturelle behov."

ØKONOMI

Høringssvaret medfører ingen økonomiske konsekvenser for Det Rådgivende Integrationsudvalg.

HØRING

--

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser

ANDRE KONSEKVENSER

--

BILAG

Bilag 1: Høringsskrivelse af 4. november 2002 fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Bilag 2: SOU 80/2002, Udmøntning af pulje af mobiliteten på boligmarkedet med bilag.

Bilag 3: IU 3/2000, Forslag til beslutning om mulighederne for at etablere forsøg med kollektive bofællesskaber for ældre og ændringsforslag om støtte til familier, som ønsker at passe deres ældre i eget hjem, med tilhørende høringssvar samt beslutningsprotokol.

Bilag 4: BR 558/98.

 

Erik Jacobsen

/Flemming D. Hansen

 

 

Til top