Mødedato: 30.08.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Christianshavn fri for plastikposer

Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte, hvordan det kan involveres i et projekt, der skal gøre Christianshavn fri for plastikposer og om det skal stille lokaludvalgets mødelokale i Christianshavns Beboerhus til rådighed for projektet.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter, hvordan det kan involveres i et projekt, der skal gøre Christianshavn fri for plastikposer. Se beskrivelsen af projektet i afsnittet "Problemstilling."
  2. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter, om det skal stille lokaludvalgets mødelokale i Christianshavns Beboerhus til rådighed for projektet, jf. projektbeskrivelsen i afsnittet "Problemstilling."

Problemstilling

Forslag fra lokaludvalgets arbejdsgruppe Miljøgruppen:

"Miljøgruppen vil gerne støtte op om et projekt om at sy stofposer, som butikkerne kan dele ud af i stedet for plastikposer. Formålet er at gøre Christianshavn fri for plastikposer.  Projektet kræver koordinering. Miljøgruppen foreslår, at Stofposegruppen kan bruge Lokaludvalgets lokale i Christianshavns Beboerhus til at holde møde ca. en gang om måneden. Lokaludvalgsmedlem Kirsten V. Andersen vil gerne være tovholder mellem stofposegruppen og lokaludvalget. Det vil kun indebære mødeaktiviteter, altså ikke opbevaring af materialer eller maskiner.

I referatet fra Miljøgruppens møde den 15. august 2017 er der lidt mere information om projektet."

Fra referatet af Miljøgruppens møde den 15. august 2017
"Ad 5, Stofposer for et plastikposefrit Christianshavn

Tanja præsenterede sit projekt. Se artikel i Christianshavnerens april-nummer. Se link til artikel på side 4: http://www.christianshavneren.dk/upl/website/forside/april20170.pdf  Tanja er også blevet interviewet på ChristianshavnsKvarter.dk: http://christianshavnskvarter.dk/2017/03/christianshavn-skal-vaere-plastikpose-fri/

Der produceres 100 milliarder plastikposer i Europa om året!

Christianshavn skal være platikpose-frit, og de handlende skal have genbrugsposer hængende/liggende, som man frit kan tage eller aflevere der. Genbrugsen vil gerne levere stof, som ikke kan bruges til beklædning mere. Der skal indkøbes garn, knager/kasser, logo-materiale. Der skal tales med butikkerne. Der skal helst være et sted, hvor stoffet kan opbevares, til der bliver syet af det. Man kan sy hjemme eller sammen med andre. Vi skal gerne have et logo, som kan sys, limes eller stemples på poserne.

Der var stemning for, at Miljøgruppen bakker projektet op. Tanja vil tale med Christianshavns skole og spørge, om børnene har lyst til at lave et logo og et navn til projektet, og der kunne være en præmie til bedste forslag i form af æbler til hele klassen eller lignende. Tanja vil skrive en artikel i Christianshavneren inden torsdag. Kirsten skriver til sekretariatet om at få et punkt på dagsorden til CLU-mødet, om Stofgruppen kan låne lokaludvalgets lokale til møde en gang om måneden. Kirsten skriver til Christianshavnerdagens gruppe og beder om et bord, hvor vi kan præsentere projektet. Marie vil tale med Beboerhuset og især Sygruppen den røde tråd, der har symaskiner og måske vil deltage. Måske har Beboerhuset endda et sted, hvor der kan opbevares materialer. Tanja vil undersøge, om Irmas pulje kan ansøges om 5000 kr. til materialer. Sabine vil undersøge, hvordan man organiserer sig både i Thy, se facebookgruppen Sy for Thy, og hvordan de gør på Møn. Vi var flere i gruppen, som gerne vil deltage på den ene eller anden måde.

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter, hvordan det kan involveres i projektet og herunder, om lokaludvalgets mødelokale i Christianshavns Beboerhus skal stilles til rådighed for projektet.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

 

Beslutning

  1. Med udgangspunkt i projektet, der er beskrevet i afsnittet "Problemstilling", drøftede lokaludvalget, om og i givet fald hvordan det kan involveres i et projekt, der skal gøre Christianshavn fri for plastikposer.
  2. På forslag fra Jette Arendrup besluttede lokaludvalget at tilkendegive overfor projektets tovholder, at lokaludvalgets mødelokale i Christianshavns Beboerhus ikke er til rådighed for projektet
  3. På forslag fra Poul Cohrt besluttede lokaludvalget at opfordre projektets tovholder til at spørge Christianshavns Beboerhus, om beboerhusets systue kan benyttes til projektet.
  4. På forslag fra Asbjørn Kaasgaard besluttede lokaludvalget at opfordre projektets tovholder til at søge lokaludvalget om støtte til projektet.
Til top