Mødedato: 27.11.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Skolernes maksimale kapacitet 2014/15 - høringssvar

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om skolernes maksimale kapacitet 2014/15.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Børne- og Ungdomsforvaltningen om skolernes maksimale kapacitet 2014/15, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen har den 31. oktober 2013 sendt en sag om skolernes maksimale kapacitet 2014/15 i offentlig høring med svarfrist den 27. november 2013 kl. 10.00.

Børne- og Ungdomsforvaltningen oplyser, at fastlæggelsen af skolernes maksimale kapacitet er afgørende for optagelsen af elever på skolerne. Grunddistrikterne er vedtaget, og indskrivningen til det kommende skoleår er i gang. Nu skal skolernes maksimale kapacitet fastlægges, således at den enkelte skole får klare rammer for, hvor mange klasser den maksimalt må oprette, og dermed hvor mange elever skolen må indskrive på frit skolevalg.

Løsning

Arbejdsgruppen Kultur, Skole og Fritid foreslår følgende høringssvar:
"Som høringsvar henviser Christianshavns Lokaludvalg til den 11.11.13 fremsendte henvendelse til Børne-og Ungdomsudvalget m.fl. (”Skolerne på Christianshavn - En ny situation efter budget 2014”,sagsnr. 2013-0238511),hvori vi redegør for vores holdning og ideer til, hvorledes kapacitetsproblemerne på Christianshavn Skole bedst løses – i lyset af budget 2014.

I den nævnte henvendelse skriver vi bl.a., at ”allerede i 2014 er der 500 nye boliger klar på Margretheholm, foruden dem der er etableret. Hermed stiger børnetallet markant og om 3-4-år er der behov for et 5. spor”.

Overordnet peger vi på en nybygning i hvert fald til indskolingen i stedet for årelange lappeløsninger. Vores forslag går, som nævnt i ovenstående henvendelse, på at bygge nyt på Arsenaløen tæt på den kommende Børneby på Trekantsgrunden og Hal C – enten på det kommunalt ejede område og /eller den del af det, der tidligere hed Basecamps garageanlæg.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

Børne- og Ungdomsforvaltningen oplyser, at Børne- og Ungdomsudvalget tager stilling til sagen i sit møde den 4. december 2013.

Beslutning

Godkendt.
Til top