Mødedato: 27.02.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet på 1. sal i Hal C, Arsenalvej 6

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.

Beslutning

Ulovligt parkerede taxaer i Prinsessegade

En repræsentant for Christianias Naboer takkede for indstillingen på lokaludvalgets dagsorden om foranstaltninger mod ulovlig parkering i Prinsessegade. Han oplyste, at taxaerne, der parkerer ulovligt, er til gene for de svage trafikanter. Han foreslog, at lokaludvalget i brevet, som indstillingen handler om, beder kommunen om at henvende sig til justitsministeren og Retsudvalget om problemet, idet Christianias Naboer har erfaret, at politiets bøder ikke har effekt og at myndighederne intet andet gør. Endelig orienterede han om politiets tryghedsvandringer omkring Christiania, som der er fire af om året.

Poul Cohrt svarede, at der er hjemmel til at tage taxabevillingen fra vognmanden, men at der skal meget til. Han svarede videre, at lokaludvalgets kontaktgruppemøder med politiet for institutionerne m.fl. omkring Christiania vil blive genoptaget. Møderne har en anden karakter end politiets tryghedsvandringer, bl.a. fordi politiets deltagere i kontaktgruppemøderne har beslutningskompetence.

Jane Lytthans svarede, at politiets invitationer til tryghedsvandringer bør sendes ud til lokaludvalget, idet man både kan have tryghedsvandringer og kontaktgruppemøder.

Jens Loft Rasmussen svarede, kommunen bør tage sagen om ulovlig parkering op med politiet, idet man må formode, at kommunen og politiet mødes med jævne mellemrum. Man ser dog jævnligt politi i Prinsessegade og på Danneskiold-Samsøes Allé.

Lis Schertiger-Nielsen svarede, at cykelparkeringen på fortovet foran indgangene til Christiania er et problem, da fodgængerne ikke kan komme forbi.

Jette Arendrup svarede, at man kan tage fotos af nummerplader på taxaer, der parkerer ulovligt, og sende dem til taxaselskabet og til politiet.

En anden repræsentant for Christianias Naboer oplyste, at man risikerer at blive truet, hvis man tager fotos af nummerplader på taxaer.

En repræsentant for Bedsteforældre for Sikre Skoleveje oplyste, at han bakker op om indstillingen til lokaludvalget og om Christianias Naboers synspunkter. Han oplyste videre, at han tager fotos af nummerplader på taxaer, der parkerer ulovligt.

 

Lokalplanforslaget for Kuglegården og Basecamp

En repræsentant for A/B Halvtolv spurgte, om lokalplanforslaget indeholder krav om almene boliger. Han mente, at lokalplanforslagets placering af boliger, hotel og rekreative arealer ikke hænger sammen og var tvivlende overfor den rekreative værdi ved byggeriet på Basecamp.  

Poul Cohrt svarede, at der i lokalplanforslagets §3 stk. 2 stilles krav om almene boliger.

Til top