Mødedato: 18.06.2025, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6

B-sag: Høringssvar om ny handleplan for biodiversitet i København

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om ny handleplan for biodiversitet i København, som ses i løsningsafsnittet.

Problemstilling

I 2023 vedtog Borgerrepræsentationen en biodiversitetsstrategi for København, som løber fra 2022 til 2050. Sammen med strategien blev der vedtaget en handleplan for årene 2022-2025.

Da den nuværende handleplan udløber med 2025, har Teknik- og Miljøforvaltningen den 20. maj 2025 sendt et udkast til en ny handleplan for årene 2026-2029 i høring i lokaludvalgene. Der er svarfrist den 30. juli 2025. 

Den nye handleplan indeholder 24 initiativer, som efter styregruppens vurdering med fordel kan implementeres i årene 2026-29 med henblik på realisering af Københavns Kommunes biodiversitetsstrategi. I styregruppen, som driver arbejdet med implementering af strategien, er Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Danmarks Naturfredningsforening repræsenteret.

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget sender dette høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Christianshavns Lokaludvalg kvitterer for det gennemarbejdede udkast til handleplan og ser positivt på det øgede fokus på kontinuitet i arealanvendelsen samt på uddannelse af både personale og børn og unge. Det er afgørende for at sikre en varig forankring af biodiversitet i byens udvikling.

Vi bemærker dog, at Københavns Havn og de tilstødende maritime arealer ikke er nævnt i handleplanen. Havneområderne rummer væsentlige naturværdier og potentialer for biodiversitet, både til lands og til vands. Vi anbefaler, at disse områder fremover inddrages mere eksplicit i handleplanens initiativer, herunder i forbindelse med kortlægning, monitorering og udpegning af grønne oaser (jf. initiativer 1.2, 1.3 og 4.3).

Derudover har vi ikke yderligere bemærkninger.

Med venlig hilsen"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet sender lokaludvalgets høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Efter høringen opdaterer Teknik- og Miljøforvaltningen handleplanen med afsæt i høringssvarene, hvorefter den forelægges til behandling i Teknik- og Miljøudvalget d. 27. oktober og vedtagelse i  Borgerrepræsentationen 4. december 2025.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at høringssvaret skal indeholde bemærkninger om,
- at lysforureningen fra Kløvermarkens Idrætsanlæg påvirker fuglelivet
- at der bør etableres uforstyrrede steder til lands og til vands, fx. et stenrev i Erdkehlgraven
- at der bør gøres noget ved vandkvaliteten i Indre Stadsgrav og Ydre Stadsgrav.

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, som ses i løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.

Til top