Mødedato: 30.05.2001, kl. 14:00

Ombygning af krydset Kalkbrænderihavnsgade/Århusgade

Ombygning af krydset Kalkbrænderihavnsgade/Århusgade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 30. maj 2001

 

 

Sager til beslutning

 

13. Ombygning af krydset Kalkbrænderihavnsgade/Århusgade

 

BTU 275/2001 J.nr. 21226.0028/01

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at Københavns Havn ombygger det signalregulerede kryds Kalkbrænderihavnsgade/Århusgade til et firebenet kryds

 

RESUME

Københavns Havn har anmodet om godkendelse af et skitseprojekt til en ombygning af krydset Kalkbrænderihavnsgade / Århusgade til et firebenet, signalreguleret kryds. Hermed skabes der mulighed for at ændre den trafikale betjening af Havnen og flytte Frihavnens grænse. Krydset er dimensioneret sådan, at krydset mindst kan afvikle de beregnede trafikmængder i år 2010.

Københavns Havn finansierer etablering af krydset. Driften af krydset overgår herefter til Københavns Kommune. Der forventes ikke øgede driftsudgifter som følge af ombygningen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Københavns Havn har anmodet om godkendelse af et skitseprojekt til en ombygning af krydset Kalkbrænderihavnsgade/Århusgade til et firebenet, signalreguleret kryds.

Baggrunden for ønsket om ombygning af krydset er, at Københavns Havn som led i udviklingsplanerne for havnen vil styrke adgangsforholdene til området omkring Frihavnen. Frihavnen og arealerne omkring Nordbassinet skal således fremover betjenes via en genåbning af en del af Århusgade, mens de øvrige arealer ved Kalkbrænderiløbet, Færgehavn Nord med videre fortsat skal betjenes via Sundkrogsgade. Hermed vil der ske en fordeling på de to kryds Kalkbrænderihavnsgade/Sundkrogsgade og Kalkbrænderihavnsgade/Århusgade af den forventede øgede trafik fra området omkring Frihavnen.

Ved at flytte Frihavnens grænse til nord for Lüdersvej skabes der mulighed for, at trafik til og fra de planlagte boligområder ved Nordbassinet kan køre fra og til Kalkbrænderihavnsgade via Århusgade uden at skulle gennem Frihavnen og uden for megen omvejskørsel. Sundkrogsgade afbrydes ca. 600 m fra Glückstadsvej og kan hermed ikke benyttes som adgangsvej til Frihavnen.

I dag er krydset et trebenet, signalreguleret kryds, idet Århusgade mod Frihavnen er afbrudt af Frihavnsgitteret. Trafikbetjening af de ovenfor nævnte arealer foregår i dag via Sundkrogsgade.

 

Beskrivelse af det signalregulerede kryds

Krydset Kalkbrænderihavnsgade / Århusgade ombygges til et firebenet signalreguleret kryds. Bilag 1 viser krydsets placering i det omkringliggende vejnet, mens krydsets fremtidige udformning fremgår af bilag 2. De to bomanlæg for banen til Lersøen og for Frihavnens havnespor integreres med krydsets signalanlæg. Der påregnes særskilte signalfaser for Kalkbrænderihavnsgade, for venstresving herfra mod Frihavnen, for Århusgade og for trafik fra Frihavnen. Signalanlægget etableres med trafikstyring og særlige funktioner ved togpassage (rangering). Med det på tegningen viste antal vognbaner for de forskellige tilfarter i krydset samt senere udbygning med en ekstra venstresvingsbane mod Frihavnen kan krydset mindst afvikle de beregnede trafikmængder i år 2010. Der er her taget højde for den ventede udbygning i og omkring nordbassinet, den planlagte færgeterminal på DanLinkarealerne samt en skø nnet generel trafikvækst på 2 % årligt i Kalkbrænderihavnsgade. Ombygningen af krydset forventes ikke at have indflydelse på trafikken på vejnettet på Østerbro bortset fra Kalkbrænderihavnsgade.

Til orientering viser bilag 2 også Havnens planer til en ombygning af de private fællesveje på Havnens område. Ombygningen af disse veje er ikke omfattet af denne godkendelse. Trafik fra Løfasvej skal køre til højre ad Århusgade, rundt i rundkørslen og tilbage ad Århusgade til Kalkbrænderihavnsgade. Det indgår i Havnens planer, at Løfasvej vil skulle lukkes i forbindelse med en eventuel byudvikling af arealerne ved Nordbassinet.

 

Økonomi

Københavns Havn finansierer etablering af krydset. Driften af krydset overgår herefter til Københavns Kommune. Der forventes ikke øgede driftsudgifter som følge af ombygningen.

Når Københavns Kommune skønner, at det vil være nødvendigt at udvide venstresvinget fra Kalkbrænderihavnsgades nordlige del til Århusgade til to vognbaner finansierer Københavns Havn også denne udvidelse.

 

Høring

Politiet har været hørt i forbindelse med udformningen af krydset/trafikafviklingen. Politiet havde ingen indvendinger mod udformningen af krydset.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Oversigtskort

Bilag 2: Plan af signalreguleret kryds Kalkbrænderihavnsgade / Århusgade samt forslag til ændret udformning af private fællesveje på Københavns Havns arealer.

 

Ole Bach

 

 

Til top