Mødedato: 26.09.2001, kl. 14:00

Forslag til lokalplan "Vanløse Center"

Forslag til lokalplan "Vanløse Center"

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. september 2001

 

Sager til beslutning

5. Forslag til lokalplan "Vanløse Center"

BTU 396/2001 J.nr. 611:227.0001/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forslag til lokalplan for et område ved Vanløse Station vedtages med henblik på offentliggørelse

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at offentliggørelse annonceres i områdets lokalpresse

at den foreslåede dialogstrategi bestående af en planens hjemmeside, en lokal udstilling samt et borgermøde (dialogmøde med deltagelse af repræsentanter for partierne i Borgerrepræsentationen) vedtages

RESUME

I Bygge- og Teknikudvalgets møde den 7. marts 2001 (BTU 88/2001) blev forvaltningens redegørelse om udarbejdelse af lokalplan og eventuelt tillæg til Kommuneplan 1997 for nærmere angivne ejendomme ved Vanløse Station drøftet.

Det foreliggende lokalplanforslag er udarbejdet efter de af Bygge- og Teknikudvalget tiltrådte retningslinier. Anledningen til forslaget er et ejerønske om syd for Vanløse Station at opføre en tilbygning på ca. 5.500 m2 etageareal, indeholdende blandt andet et supermarked på 3.000 m2, en udvidelse af det eksisterende bibliotek i den nuværende biblioteksbygning og nye lokaler til KUC. Samtidig åbnes mulighed for en ordning af forholdene på stationsforpladserne nord og syd for Vanløse Station, herunder for en regulering af udbygningen af cykelparkeringen.

Lokalplanen har til formål at styrke bydelscentret omkring Vanløse Station ved at muliggøre en udvidelse af butiksarealet og arealet til kulturelle formål og at muliggøre opførelse af det ansøgte projekt til etablering af et supermarked og udvidelse af den eksisterende biograf og biblioteksbygning, samt at muliggøre etablering af "et bydelstorv" med byarkitektoniske kvaliteter på stationsforpladserne. Endvidere er medtaget bestemmelser om, at der i forbindelse med nybyggeriet etableres underjordisk parkeringsanlæg i størrelsesordenen 100 pladser.

Lokalplanen er i overensstemmelse med rammerne for lokalplanlægning i det offentliggjorte forslag til Kommuneplan 2001 bortset fra, at lokalplanen åbner mulighed for syd for Vanløse Station at opføre en tårnagtig bebyggelse i indtil 6 etager. En sådan tilføjelse til rammebestemmelserne indgår i indstillingen om endelig vedtagelse af Kommuneplanforslag 2001. Vedtagelsen af denne ændring er en forudsætning for, at den heromhandlede lokalplan kan vedtages endeligt.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Lokalplanforslaget er foranlediget af, at Holberg Fenger Invest A/S, der ejer ejendommen Jernbane Allé 36-38, som rummer Vanløse Bio og Vanløse Bibliotek, ønsker at opføre en tilbygning på ca. 5.500 m2 etageareal mellem biografbygningen og Vanløse Station. Tilbygningen skal blandt andet rumme et supermarked på 3.000 m2, en udvidelse af biblioteket i den nuværende biblioteksbygning samt nye lokaler til KUC. Herudover er det tanken at etablere en restaurant i kælderen samt en ekstra biografsal, således at biografen kan få status som premierebiograf.

Der er i forbindelse hermed efter drøftelser med forvaltningen fremsendt et skitseprojekt for den påtænkte tilbygning, udarbejdet af Henning Larsens Tegnestue A/S. I projektet indgår bl.a. en tårnbygning på 6 etager som en markering af centret i tilknytning til stationen.

I forbindelse med etablering af endestation for Metroen ved Vanløse Station vil man desuden gennemføre en renovering af stationsforpladsen og udbygge cykelparkeringen i tilknytning til stationen. Denne renovering overvejes gennemført i maj 2003.

Forslag til lokalplan

Lokalplanen, der omfatter Vanløse Station og arealerne nord og syd herfor, mellem Vanløse Allé og Lindehøjen, har til formål at styrke bydelscentret omkring Vanløse Station ved at muliggøre en udvidelse af butiksarealet og arealet til kulturelle formål og at muliggøre opførelse af det ansøgte projekt til etablering af et supermarked og udvidelse af den eksisterende biograf og biblioteksbygning, samt at sikre en fremtidig udformning af stationsforpladserne således, at de både indeholder nødvendige funktioner for stationen, herunder cykelparkering, og fungerer som bydelstorv.

Lokalplanen fastlægger anvendelsen af arealerne nord og syd for stationsbygningen til serviceerhverv, såsom butikker, restauranter, administration, liberale erhverv, erhvervs- og fritidsundervisning, hoteller samt håndværk og andre virksomheder, der naturligt kan indpasses i området. Bruttoetagearealet til butiksformål begrænses til i alt 4.500 m², og den maksimale dagligvarebutiksstørrelse til 3.000 m², mens udvalgsvarebutikker ikke må være større end 1.000 m². Endvidere kan der indrettes kollektive anlæg og institutioner, samt andre sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle og miljømæssige servicefunktioner, der er forenelige med anvendelsen til serviceerhverv, ligesom indtil 10 % af etagearealet kan anvendes til boliger.

For stationsbygningen fastlægger lokalplanen anvendelsen til kollektive trafikanlæg, såsom sporanlæg og togstation med tilhørende administration, ligesom der kan indrettes publikumsorienterede servicefunktioner, som har tilknytning til stationen.

For området syd for stationsbygningen fastsættes den maksimale bebyggelsesprocent til 130, medens den for området nord for stationsbygningen fastsættes til 95. For stationsbygningen fastsættes en maksimal bebyggelsesprocent på 110.

Herved muliggøres det foreliggende projekt, samtidig med at det sikres, at den i forslag til Kommuneplan 2001 indeholdte forudsætning om, at bebyggelsesprocenten for lokalplanområdet under ét ikke må overstige 110, vil være tilgodeset.

Lokalplanen fastlægger endvidere såvel nord som syd for banen nærmere angivne byggefelter, inden for hvilke ny bebyggelse skal opføres. Endvidere indeholder lokalplanen nærmere bestemmelser om bebyggelsens udformning.

For de ubebyggede arealer foreskriver lokalplanen, at friarealet skal udgøre mindst 15 % af erhvervsetagearealet og mindst 60 % af boligetagearealet, samt at nærmere angivne arealer i tilknytning til stationen skal anlægges som offentligt tilgængelige pladsarealer, og at der ikke må etableres parkering eller tilkørsel på disse arealer. Pladsarealerne skal både rumme bl.a. cykelparkering for banedriften og fungere som "bydelstorv". Der skal etableres opholdsarealer for beboere og brugere, eventuelt på tagterrasser.

Spørgsmålet om fastlæggelse af biografbygningen som bevaringsværdig har været særligt vurderet, idet denne rummer fine arkitektoniske kvaliteter. Forvaltningen vurderer, at biografbygningen er inddraget i den samlede komposition på en sådan måde, at der samlet set er sket en arkitektonisk forbedring af bebyggelsen.

På denne baggrund finder forvaltningen ikke, at projektet bør begrænses af bevaringsbestemmelser, som hindrer ombygning af den eksisterende biograffacade.

Parkeringsdækningen skal i området syd for stationsbygningen være af størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 55 m2 etageareal, idet der dog højst stilles krav om 100 parkeringspladser, hvilket er aftalt med andrager. Parkeringen skal etableres i kælder, og vil medvirke til at forbedre parkeringssituationen omkring Jernbane Allé som bydelscenter.

I området nord for stationsbygningen skal parkeringsdækningen være af størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal.

Kommuneplanlægning

Lokalplanforslaget er med hensyn til anvendelsen til serviceerhverv i overensstemmelse med rammerne for lokalplanlægning i Kommuneplan 1997 (S1-område) og er herudover i overensstemmelse med rammebestemmelserne i forslaget til Kommuneplan 2001, hvorefter bebyggelsesprocenten i S1-områderne på begge sider af banen beregnes under ét. Det maksimale etageantal i S1-områder er 5 eksklusive tagetage. Det forudsættes derfor, at kommuneplanrammerne tilføjes en bestemmelse om bebyggelse i indtil 6 etager. Kommuneplanforslaget, herunder tilføjelsen om bebyggelse i 6 etager, forudsættes færdigbehandlet, inden den endelige vedtagelse af lokalplanen.

Forslag til dialogstrategi

I forlængelse af indstilling vedrørende koncept for dialog med borgerne om byens fysiske planlægning, der er tiltrådt af Borgerrepræsentationen i mødet den 29. marts 2001 (BR 111/01), foreslås følgende dialogstrategi.

På baggrund af områdets centrale beliggenhed i bydelen, herunder de trafikale forhold, etableres der i offentlighedsperioden følgende dialogaktivitet:

  • Etablering af en særlig hjemmeside, der opbygges med en informationsdel og en dialogdel.
  • Gennemførelse af en udstilling i lokalområdet.
  • Gennemførelse af et borgermøde i lokalområdet. I betragtning af den særlige lokalinteresse, der hidtil har været om sagen, foreslås mødet tilrettelagt som et dialogmøde med deltagelse af repræsentanter for partierne i Borgerrepræsentationen. Mødet foreslås disponeret med et oplæg om lokalplanforslaget fra forvaltningen og efterfølgende debat med et panel af politikere.

Høring

I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget har Plan & Arkitektur foretaget høring af Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Miljøkontrollen, Københavns Energi og Københavns Vand under Miljø- og Forsyningsforvaltningen.

Økonomiforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samt Københavns Vand har ikke bemærkninger til lokalplanforslaget.

Skov- og Naturstyrelsen under Miljø- og Energiministeriet har til orientering fremsendt kopi af styrelsens skrivelse af 3. maj 2000 til Ørestadsselskabet vedrørende bygningerne ved Vanløse Station.

Det fremgår heraf, at styrelsen ikke i forbindelse med planer om nedrivning af pakhuset ved Vanløse Station har til hensigt at rejse sag om bygningsfredning, men at styrelsen lægger til grund, at broanlægget over Jernbane Allé, hovedbygningen indbygget i broanlæggets østlige brovederlag, det højt liggende perronanlæg med tilbehør, det lavtliggende perronanlæg med tilbehør, omstigningstunnel mellem de to perronanlæg samt kommandoposten opretholdes i overensstemmelse med anlæggets oprindelige arkitektoniske udtryk.

Bemærkninger

I lokalplanforslaget er stationsanlægget forudsat bibeholdt.

Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyser, at det mellem KUC og Holberg Fenger Invest A/S er aftalt, at der i tilbygningen reserveres KUC et samlet areal på ca. 1.500 m2, hvilket efter KUC`s erfaringer må betragtes som et minimumsareal for driften. Endvidere bør det anføres, at der skal etableres parkeringskælder under den ny tilbygning, og det bør præciseres i indstillingen, at udvidelsen af det eksisterende bibliotek vil ske i den nuværende biblioteksbygning.

Bemærkninger

Lokalplanforslaget er udformet på en sådan måde, at Kultur- og Fritidsforvaltningens ønsker er muliggjort.

Miljøkontrollen anbefaler med henvisning til Borgerrepræsentationens tiltrædelse af forslaget til "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" i mødet den 1. marts 2001, at der i lokalplanens formålsparagraf indgår et afsnit om økologiske tiltag. Miljøkontrollen anbefaler desuden, at det af samme paragraf fremgår, at det også er en del af lokalplanens formål at beskytte brugere og beboere mod forurening og andre ulemper. Miljøkontrollen anbefaler endvidere, at paragraffen om foranstaltninger mod forureningsgener opdeles i specifikke bestemmelser vedrørende støjgener, gener fra virksomheder samt jordbunds- og grundvandsforhold, eventuelt med henvisninger til love mv. i fodnoter, hvor det skønnes nødvendigt.

Miljøkontrollen forventer med udbygning af centerfunktionerne og den kommende Metro en betragtelig stigning i trafikken, især på Jernbane Allé, Vanløse Allé, Apollovej og Jydeholmen.

Støjbelastningen fra den kommende Metro vurderes ikke at ville overstige grænseværdien på 60 dB(A) i en afstand på ca. 15 m fra spormidten.

Miljøkontrollen vurderer, at der ikke i eller omkring lokalplanområdet findes virksomheder, der vil medføre miljømæssige gener for brugerne.

Miljøkontrollen oplyser, at det umatrikulerede jernbaneterræn nord for banen er forurenet med petroleum og andre olieprodukter, og at der skal søges om tilladelse inden ændring af arealet til mere følsom anvendelse.

For arealet syd for banen er Miljøkontrollen ikke i besiddelse af konkret viden om forurening af jorden eller grundvandet. Opmærksomheden henledes på, at der mange steder i København findes forurening i fyldjorden og i overfladejorden fra storbyaktiviteter.

Endelig oplyses, at arealet ligger i et område med drikkevandsinteresser.

Miljøkontrollen anbefaler på baggrund af ovennævnte bemærkninger, at der i lokalplanen optages bestemmelser, som fastsætter at brugerne skærmes mod støj og anden forurening fra vej og jernbane samt anden virksomhed i området. Det indendørs støjniveau i boliger og institutioner må ikke overstige 30 dB(A), i lokaler til detailhandel, bibliotek og lignende må det ikke overstige 35 dB(A). Det udendørs støjniveau må på primære opholds- og friarealer ikke overstige 60 dB(A). Samtidig henvises der til fodnote om undergrundsforhold med reference til lov om forurenet jord samt til miljøbeskyttelsesloven, og til fodnote om trafikstøj i boligområder.

Bemærkninger

I forbindelse med Borgerrepræsentationens vedtagelse i 1998 af de miljømæssige retningslinier for "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" samt vedtagelse tidligere i år af en revision heraf er det tiltrådt, at de vedtagne minimumskrav optages som bestemmelser i lokalplanerne i det omfang, planloven giver hjemmel hertil. I den her omhandlede lokalplan indføjes i formålsparagraffen efter sædvanlig praksis i en fodnote en henvisning til Borgerrepræsentationens vedtagelser. Miljøkontrollens ønsker er endvidere tilgodeset gennem optagelse af bestemmelser i lokalplanforslaget i det omfang planloven muliggør det.

Københavns Energi gør opmærksom på bygassens positive egenskaber i tilknytning til byøkologi og krav om ressourcerigtige løsninger. Det nævnes, at i forhold til anvendelse af el til husholdningsbrug, offentlige institutioner, erhverv og boligopvarmning er der energimæssige fordele ved at anvende bygas, og CO2-belastningen og dermed bidrag til drivhuseffekten er under halvdelen sammenlignet med el. Det påpeges derfor, at det er oplagt generelt at bibeholde gasinstallationer til madlavning i forbindelse med byfornyelse og etablere gasinstallationer ved indretning af nye boliger, både i eksisterende ejendomme og i nybyggeri i områder, hvor der er mulighed for bygasforsyning. Derudover anbefales gasforsyning til institutions- og erhvervsbyggeri, hvor bygas kan anvendes i storkøkkener, vaskerier mv. I det aktuelle lokalplanområde kan bygas primært anvendes til madlavningsform&arin g;l i restauranter, kantiner og eventuelle hoteller. Der henvises til revisionen af "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri", hvorefter der nu udover krav om, at gasinstallationer skal renoveres/bevares ved byfornyelse, er vedtaget et krav om gas ved nybyggeri.

Bemærkninger

Ved revisionen af de også ovenfor i forbindelse med Miljøkontrollens høringssvar nævnte miljømæssige retningslinier for "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" blev tilslutning af nybyggeri til bygas et nyt minimumskrav, hvis ejendommene ligger inden for eller op til forsyningsområdet. I henhold til Borgerrepræsentationens beslutning skal de vedtagne minimumskrav optages som bestemmelser i lokalplanerne i det omfang, planloven giver hjemmel hertil. Under henvisning hertil er der i lokalplanens § 8 bestemmelse om, at bebyggelse ikke må tages i brug før bebyggelsen er tilsluttet Københavns Energis fjernvarmeforsyning og bygasforsyning.

Hovedstadens Udviklingsråd har oplyst, at det foreliggende lokalplanforslag ikke forudsætter VVM-screening.

Økonomi

-

Miljøvurdering

Der henvises til ovenstående udtalelse fra Miljøkontrollen samt bemærkningerne hertil.

Høring

-

Andre konsekvenser

-

BILAG VEDLAGT

  1. Redegørelse for lokalplanforslaget samt luftfoto af området.
  2. Forslag til lokalplan "Vanløse Center".

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

  1. Skitseforslag af april 2000 fra Holberg Fenger Invest A/S og Henning Larsens Tegnestue A/S.
  2. Skrivelse af 16. juli 2001 fra Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, bilagt styrelsens skrivelse af 3. maj 2000 til Ørestadsselskabet.
  3. Høringssvar af 24. juli 2001 fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.
  4. Høringssvar af 17. juli 2001 fra Miljøkontrollen.
  5. Høringssvar af 20. juli 2001 fra Københavns Energi.
  6. Høringssvar af 13. juli 2001 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
  7. Høringssvar af 26. juli 2001 fra Københavns Vand

 

Jens Ole Nielsen

 

Til top