Mødedato: 20.11.2002, kl. 14:00

Kvarterløftprojekter i Kgs. Enghave

Kvarterløftprojekter i Kgs. Enghave

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. november 2002

 

Sager til beslutning

6. Kvarterløftprojekter i Kgs. Enghave

BTU 561/2002 J.nr. 621.0020/02

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der meddeles bindende tilsagn til bygningsfornyelse efter byfornyelseslovens kap. 3, § 11, stk. 5 af 3 ejendomme i Kongens Enghave, indenfor et beløb på 18,845 mio.kr. af den i år 2002 af Erhvervs-og Boligstyrelsen til Kvarterløft Kongens Enghave tildelte særlige ramme på 20 mio. kr.

RESUME

Erhvervs- og Boligstyrelsen har ved skrivelse af 16. april 2002 givet Københavns Kommune tilsagn om en ekstraordinær byfornyelsesramme til Kvarterløft Kongens Enghave på 20 mio. kr., hvoraf op til 1 mio. kr. kan anvendes til den særlige informationsindsats m. m. i området.

Forvaltningen foreslår herefter efter indstilling af 14. oktober 2002 fra styregruppen for Kvarterløft Kongens Enghave kaldet BUF (Byudviklingsforum), at Bygge- og Teknikudvalget tiltræder, at der tildeles støtte efter byfornyelseslovens § 11, stk. 5 til 3 ejendomme med i alt 18,845 mio. kr. af den for 2002 afsatte særlige ramme til bygningsfornyelse i kvarterløftområdet Kongens Enghave.

Tildelingen foreslås fordelt mellem 2 private andelsboligforeninger og 1 udlejningsejendom med tilsammen 451 boliger. Foreningerne og boligorganisationen supplerer bevillingen med en egenfinansiering på 11,155 mio. kr., svarende til ca.37 % af den samlede investering.

Andelsboligforeningerne med 302 boliger og et samlet boligareal på 18.495 m2 foreslås tildelt 16,765 mio. kr. og egenfinansierer 10,635 mio. kr. (39%), mens boligorganisationen med 149 lejligheder og et samlet boligetageareal på 9.999 m2 foreslås tildelt 2,080 mio. kr. med en egenfinansiering på 0,520 mio. kr. (20%).

Arbejderne omfatter renovering af friarealer og altaner.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

På mødet den 12. juni 2002 (BR 331/02) bemyndigede Borgerrepræsentationen Bygge- og Teknikforvaltningen til at fordele den af Erhvervs- og Boligstyrelsen tildelte ekstraordinære ramme i Kvarterløft Kongens Enghave, jf. styrelsens som bilag A i kopi vedlagte skrivelse af 16. april 2002.

Det lokale sekretariat for Kvarterløft Kongens Enghave har på vegne af Byudviklingsforum kaldet BUF (styregruppen for Kvarterløft) med den som bilag B vedlagte skrivelse af 14. oktober 2002 meddelt, at styregruppen den 9. oktober 2002 har vedtaget at indstille, at 3 ejendomme tildeles de i skrivelsen opgjorte midler

Om de enkelte indstillinger fra Byudviklingsforum Kongens Enghave oplyses:

  1. AKB - karrè 5-, beliggende Borgbjergsvej 44-60/ Borgmester Christiansens Gade 29-33/ Louis Pios Gade 17-31/ Sigvald Olsens Gade 1-5 har et samlet etageareal på 10.341 m2, fordelt på 149 boliger og 4 erhverv og er i bydelsatlas for Kongens Enghave betegnet med middel bevaringsværdi med karakter 5 i SAVE-systemet. Det indstilles, at der ydes støtte til renovering af friarealer med 2.080.000 kr., under forudsætning af, at boligorganisationen egenfinansierer 520.000 kr.
  2. A/B Enggården, beliggende Hammelstrupvej 1-27/ Wagnersvej 32-38/ Rubinsteinsvej 22-30, har et samlet etageareal på 10.735 m2 fordelt på 181 boliger og 2 erhverv. Ejendommen er i bydelsatlasset betegnet med middel bevaringsværdi med karakter 5 i SAVE-systemet. Det indstilles, at der ydes støtte til renovering af altaner med 9.415.000 kr. Andelsboligforeningen egenfinansierer derudover 7.485.000 kr. til arbejdernes gennemførelse. Den samlede udgift svarer til 1.574 kr./pr.m2.
    Det foreslås at der gives mulighed for, at støtten til ejendommen A/B Enggården kan anvendes til et projekt med udvidelse af boliger ved inddragelse af loftrum i stedet for renovering af ejendommens altaner.
  3. A/B Elleparken, beliggende Sjælør Boulevard 29-43/ Händelsvej 1-3/ Rubinsteinsvej 1-15, har et samlet etageareal på 8.322 m2 fordelt på 121 boliger og 5 erhverv. Ejendommen er i bydelsatlasset betegnet med middel bevaringsværdi med karakter 6 i SAVE-systemet. Det indstilles, at der ydes støtte til renovering af altaner med 7.350.000 kr. Andelsboligforeningen egenfinansierer derudover 3.150.000 kr. til arbejdernes gennemførelse. Den samlede udgift svarer til 1.262 kr./pr.m2.

Der er indgået forpligtende aftaler med de 3 ejendomme om udvikling af projekter, der skal føre til lejlighedssammenlægninger, herunder om at ejendommene medfinansierer omkostningerne til et sådant udviklingsprojekt.

Adresse

Støttebeløb

Egenfinansiering

I alt

Borgbjergsvej 44-60/ Borg-

mester Christiansens Gade

29-33/ Louis Pios Gade 17- 31/ Sigvald Olsens Gade 1-5

 

 

2.080.000

 

 

520.000

 

 

2.600.000

Hammelstrupvej 1-27/ Wagnersvej 32-38/ Rubinsteins- vej 22-30

 

9.415.000

 

7.485.000

 

16.900.000

Sjælør Boulevard 29-43/ Händelsvej 1-3/ Rubinsteins- vej 1-15

 

7.350.000

 

3.150.000

 

10.500.000

I alt

18.845.000

11.155.000

30.000.000

 

 

Bygge- og Teknikforvaltningens bemærkninger og forslag

Forvaltningen kan anbefale indstillingen fra den lokale styregruppe kaldet BUF.

Der er tale om maksimerede bevillinger, hvori indgår bidrag til Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse m.v. Der ikke medtaget udgifter til genhusning, da ingen af de indstillede projekters gennemførelse nødvendiggør dette.

I byfornyelseslovens § 23 stk. 4 er anført, at ejeren skal have oplysninger om, hvorvidt kommunalbestyrelsen vil optage forhandling om støtteafkald i medfør af byfornyelseslovens §57.

Hertil bemærkes, at forvaltningen ikke agter at optage en sådan forhandling om det støtteberettigede beløbs størrelse, idet forhandlingsmulighederne anses for udtømt ved, at der som betingelse for støtten til ovennævnte arbejder kræves, at der egenfinansieres i det omfang, der fremgår ovenfor, og at bevillingen maksimeres til de anførte beløb.

Økonomi

Gennemførelsen af bygningsfornyelsesopgaven skønnes at give en belastning på den kommunale økonomi på følgende måde:

Såfremt samtlige støtteberettigede udgifter på 18.845.000 kr. anses for tabsgivende vil de i henhold til lovbekendtgørelse nr. 135 af 1. marts 2001 blive udbetalt kontant til ejerne.

Derefter opnår kommunen refusion fra staten på 50%. Den kommunale udgift udgør herefter 9.422.500 kr.

Kassemæssig dækning anvises af det på budgettet 2002 og følgende år for Bygge- og Teknikforvaltningen, under 44010 Plan & Arkitektur, konto 0.15.3 til byfornyelse optagne rådighedsbeløb.

Budgetansvarlig institution: 44010 Plan & Arkitektur

 

BILAG VEDLAGT

  1. Erhvervs- og Boligstyrelsens skrivelse af 16. april 2002
  2. BUF for Kongens Enghaves skrivelse af 14. oktober 2002.
  3. Kortbilag visende de omhandlede ejendommes beliggenhed.

 

Jens Ole Nielsen

 

Til top