Mødedato: 16.05.2001, kl. 14:00

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Estlandsgade, Saxogade, Istedgade og Dannebrogsgade

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Estlandsgade, Saxogade, Istedgade og Dannebrogsgade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 16. maj 2001

 

 

Sager til beslutning

 

2. Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Estlandsgade, Saxogade, Istedgade og Dannebrogsgade

 

BTU 221/2001 J.nr. 451:180.0001/00

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at det i Borgerrepræsentationens møde den 25. januar 2001 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt i karreen, begrænset af Estlandsgade 2-10, Saxogade 77, 81-85, Istedgade 65-75, 79-85 og Dannebrogsgade 40-44, 46A-C, 48 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 4.100.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget 2 indsigelser og lignende til forslaget.

Sagen var på dagsordenen i Bygge- og Teknikudvalgets møder den 18. april 2001 og den 2. maj 2001, hvor den blev udsat. Bygge- og Teknikforvaltningen har siden udarbejdet vedlagte supplerende bilag, notat af 8. maj 2001 fra Byggeri & Bolig, til belysning af cykelparkeringen i karreen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen vedtog i mødet den 25. januar 2001 (Sag nr. 3/01) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.

 

Offentlighed

Forslaget har været offentliggjort i perioden 7. februar 2001 – 4. april 2001 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Lyrskovgade 4.

 

Indsigelser

I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte indsigelser, ændringsforslag og bemærkninger.

 

1) Brev af 14. marts 2001 fra Foreningen Socialt Boligbyggeri, Rådhuspladsen 59 (ejer af ejendommen Dannebrogsgade 42-44)

Foreningen Socialt Boligbyggeri gør indsigelse imod, at 12 parkeringspladser i gården nedlægges.

Ejendommen Dannebrogsgade 42-44 er efter en længere ombygningsperiode nu atter i brug og delvist udlejet som plejecenter til Sundhedsdirektoratet, Sjællandsgade 40. Centeret beskæftiger ca. 50 medarbejdere bosat over hele Sjælland.

Som argument anføres, at der er behov for parkering til medarbejderne.

Herudover er det nødvendigt, at plejecenterets minibus kan afsætte kørestolsbrugere ved en rampe ved gårdfacaden, ligesom vare- og madtransport kun kan ske fra gårdsiden.

Der henvises endvidere til en tinglyst deklaration på ejendommen, hvori det er anført, at det nuværende parkeringsareal i gården er forbeholdt denne ejendom.

 

Bemærkning

Som det fremgår af forslaget nedlægges parkeringspladserne i gården, men det vil fortsat være tilladt for plejecenteret at hente og bringe beboere og daghjemsklienter samt at få leveret varer til hjemmet med bil fra gårdsiden via ejendommens port.

Når parkeringspladserne er forudsat nedlagt, skyldes det krav fra brandvæsenet, der i forbindelse med udarbejdelsen af forslaget på sædvanlig måde har forholdt sig til brandredningen fra de enkelte ejendomme.

Det skal i øvrigt bemærkes, at Borgerrepræsentationen den 1. marts 2001 vedtog reviderede retningslinier for "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri". Det anbefales heri, at grønne gårde samt øvrige friarealer - som forudsætning for støttetilsagn i forbindelse med byfornyelse og støttet boligbyggeri samt opførelse, ombygning og istandsættelse af kommunalt byggeri -holdes fri for parkering.

 

2) Brev af 28. marts 2001 fra Andelsboligforeningen Istedgade 73-75 v/advokat Henrik Bræmer (ejer af ejendommen Istedgade 73-75)

Advokat Henrik Bræmer gør indsigelse imod, at andelsboligforeningens cykelskur fjernes. Hvis det alligevel sker, ønsker foreningen, at der opføres et nyt skur af samme størrelse som det nuværende, alene til brug for foreningens beboere.

Det tilføjes, at såfremt kravet ikke umiddelbart efterkommes, ønskes foretræde for Bygge- og Teknikudvalget. Der tages forbehold for muligheden for at fremkomme med en nærmere detaljeret redegørelse vedrørende indsigelsen.

 

Bemærkning

Det nævnte cykelskur, der hovedsageligt er beliggende på andelsboligforeningens ejendom, fjernes – sammen med andre meget lange skure – som led i en forbedring af karreens gårdarealer.

Som det fremgår af forslaget, indrettes der – efter aftale med ejere og beboerrepræsentanter – cykelparkering flere steder i det nye gårdanlæg.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at de fremførte indsigelser, ændringsforslag og bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget.

 

BILAG VEDLAGT

Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 22. november 2000.

 

Endvidere vedlagt

Notat af 8. maj 2001 fra Byggeri & Bolig vedrørende fælles gårdanlæg i karreen Estlandsgade, Saxogade, Istedgade og Dannebrogsgade

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag 1: Brev af 14. marts 2001 fra Foreningen Socialt Boligbyggeri.

Bilag 2: Brev af 28. marts 2001 fra Andelsboligforeningen Istedgade 73-75.

 

 

/Ole Sperling

 

 

Til top