Mødedato: 12.09.2001, kl. 14:00

Afgift ved entréarrangementer

Afgift ved entréarrangementer

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. september 2001

 

Sager til beslutning

5. Afgift ved entréarrangementer

BTU 375/2001 J.nr. 21511.0067/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at Musikforeningen 5-Øren overensstemmende med gældende regler betaler 5 kr. pr. entrébillet ved billetpriser på under 150 kr. og 7 kr. ved større billetbeløb

at minimumsafgiften for entréarrangementer bortfalder

at Musikforeningen betaler afgift for øl/vin og madsalgsboder henholdsvis kr. 414,00 og kr. 155,00 pr. salgsbod, som det følger af gældende regler

at Bygge- og Teknikudvalget forelægges til stillingtagen de få sager årligt, hvor arrangører ønsker fritagelse for entréafgift, fordi kommunen samtidig giver tilskud til samme entréarrangement

RESUME

Musikforeningen 5-Øren anmoder ved brev af 16. april 2001 om fritagelse for betaling af entréafgift for musikarrangementer på 5-Øren og 10-Øren med den begrundelse, at foreningen modtager honorarstøtte til kunstnere fra Kultur og Fritidsudvalget. Foreningen peger på vedtagelse om, at arrangementer er afgiftsfri, hvis kommunen giver tilskud til samme arrangement. Musikforeningen klager desuden over, at alle entrearrangementer er omfattet af afgift, hvor det tidligere kun har været arrangementer, hvor billetprisen har oversteget 60 kr., og at minimumsafgiften er så høj som 30.000 kr. per arrangement.

Forvaltningen vurderer, at vedtagelsen om afgiftsfrihed ved kommunalt tilskud er for vidtgående i sin konsekvens. Det skyldes, at mange arrangementer under en eller anden form modtager kommunal støtte, og det kan i princippet være marginale tilskudsbeløb, der kan føre til fritagelse for en stor afgift. For at sikre rimelighed indstilles, at disse få sager årligt forelægges udvalget til stillingtagen.

Forvaltningen indstiller, at minimumsafgiften for entrearrangementer bortfalder, fordi der opkræves en afgift af alle solgte entrebilleter. Dermed er behovet for en minimumsafgift reelt bortfaldet. Dette er en imødekommelse af Musikforeningen, der ikke kan betale 30.000 kr. i minimumsafgift ved afvikling af små arrangementer.

Sagen var på Bygge- og Teknikudvalgets møde den 30. maj 2001, den 15. august 2001 og den 29. august 2001, hvor den blev udsat. Vej & Park har siden udarbejdet vedlagte supplerende bilag, notat af 22. august 2001 vedrørende afgift ved entrearrangementer.

SAGSBESKRIVELSE

Musikforeningen 5-Øren anmoder ved brev af 16. april 2001, vedlagt som bilag 1, om fritagelse for betaling af entréafgift for musikarrangementer på 5-Øren og 10-Øren med den begrundelse, at foreningen modtager honorarstøtte til kunstnere fra Kultur og Fritidsudvalget. Foreningen peger på vedtagelse om, at arrangementer er afgiftsfri, hvis Kommunen giver tilskud. Musikforeningen klager desuden over, at alle entrearrangementer er omfattet af afgift, og at minimumsafgiften er så høj som 30.000 kr. per arrangement.

Foreningen oplyser uddybende, at entréindtægterne går til foreningens fortsatte virke med formidling af koncerter på 5-Øren, 10-Øren og i Amager Bio, og at afgifter virker hårdt økonomisk. I årene før de nye afgiftsregler har Musikforeningen alene betalt afgifter af entrearrangementer, hvor billetprisen har oversteget 60 kr. og da med en afgift på 5 kr. per billet. Mindsteafgiften per arrangement har været 2.500 kr. Musikforeningen har under disse regler afholdt adskillige arrangementer gratis hvert år, hvilket var følgen, når foreningen fastsatte billetprisen på 60 kr. eller mindre.

Forvaltningen vurderer, at vedtagelsen om afgiftsfrihed ved kommunalt tilskud er for vidtgående i sin konsekvens. Det skyldes, at mange arrangementer under en eller anden form modtager kommunal støtte, og til tider er det marginale tilskudsbeløb, der kan føre til fritagelse for afgift. For at sikre rimelighed indstilles, at disse få sager årligt forelægges udvalget til stillingtagen.

Forvaltningen indstiller, at minimumsafgiften for entrearrangementer bortfalder. Afgiften per billet ønskes fortsat med 5 kr. per billet indtil 150 kr. og 7 kr. ved større entrebeløb.

Forvaltningen vurderer, at en afgift per billet på 5 kr. er beskeden, og at alle arrangementer burde kunne afholdes. Det bemærkes, at kommunen stiller arealer til rådighed som modydelse.

Økonomi

Afgiftsreglerne er 5 kr. per billet indtil billetpris på 150 kr, og 7 kr. per billet ved højere pris.

For salgsboder betales særskilt efter sædvanlige regler herfor med aktuelt 414 kr. pr. øl/vin salgsbod og 155 kr. pr. madbod eller andet.

Den 18. maj 2001 oplyses det ved telefonisk henvendelse til arrangøreren, at koncerten, der afholdes den 19. maj, indtil videre og excl. salg på selve dagen har solgt ca. 35.000 billetter med en billetpris på 60 kr. indtil 1. maj, mens prisen efter 1. maj er steget til en billetpris på 100 kr. plus gebyr på 20 kr., altså 120 kr. Antages det, at 35.000 kr. billetter sælges til kr. 60 kr, da giver det en bruttoindtægt på kr. 2.100.000 kr. Afgiften til Kommunen vil i det tilfælde andrage 5 kr. x 35.000 billetter, altså kr. 175.000,-.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Ansøgning fra Musikforeningen 5-Øren af 16. april 2001.

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 30. maj 2001

Endvidere vedlagt

Notat af 22. august 2001 fra Vej & Park vedrørende afgift ved entrearrangementer

 

Ole Bach

 

 

Til top