Mødedato: 02.05.2001, kl. 14:00

Træplantninger på H.C. Andersens Boulevard og Nørre Allé

Træplantninger på H.C. Andersens Boulevard og Nørre Allé

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 2. maj 2001

 

 

Sager til beslutning

 

9. Træplantninger på H.C. Andersens Boulevard og Nørre Allé

 

BTU 200/2001 J.nr. 2241.0041/01

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der udføres træplantning på H.C. Andersens Boulevard på strækningen mellem Ny Kongensgade og Rysensteensgade

at der udføres forbedring af forholdene for de eksisterende lindetræer i siderabatten på Nørre Allé på strækningen fra Fr. Bajers Plads til Vibenshus Runddel

 

RESUME

H.C. Andersens Boulevard

H.C. Andersens Boulevard er en af de højest prioriterede gadestrækninger i København, når det handler om at fastholde København som en grøn by.

Forvaltningen har udarbejdet forslag til en genplantning af de 2 trærækker på strækningen fra Ny Kongensgade til Rysensteensgade.

Forslaget omfatter plantning af i alt 18 træer i nyetablerede plantebede og medfører, at antallet af p-pladser på strækningen reduceres fra 66 til 51.

Anlægsarbejdets budget er på 1,4 mio. kr. og finansieres af de driftsmidler i Vej & Park, der er afsat til træplantning i 2001.

Anlægsarbejdet gennemføres i sommeren/efteråret 2001.

 

Nørre Allé - siderabat

I forlængelse af den nye træplantning i midterrabatten på strækningen fra Fr. Bajers Plads til Vibenshus Runddel, ønsker Vej & Park at forbedre vækstforholdene for de eksisterende lindetræer i siderabatten.

Forslaget omfatter en udvidelse af de eksisterende plantekummer ved 53 lindetræer samt etablering af nye plantekummer til 7 nye træer. Som en konsekvens reduceres antallet af p-pladser på vejsiden fra 85 til 42.

Anlægsarbejdets budget er på 1,1 mio. kr. og financieres af de driftsmidler i Vej & Park, der er afsat til træplantning i 2001.

Anlægsarbejdet gennemføres i sommeren/efteråret 2001.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

H.C. Andersens Boulevard.

Forvaltningen ønsker at genskabe denne markante træplantning, som danner en grøn port, både fra Langebro mod Rådhuspladsen samt fra Rådhuspladsen mod det åbne havnerum.

De eksisterende elmestammehække i begge sider på strækningen fra Ny Kongensgade til Rysensteensgade har måttet lade livet på grund af elmesyge og er blevet fældet indenfor de sidste 2 år. Træerne stod i en ca. 1 meter smal rabat mellem kørebane og parkeringsareal.

Det vil ikke være muligt at genplante træerne i den smalle rabat på grund af miljøbelastningen fra den øgede trafik, saltning samt ét for træerne alt for lille jordvolumen.

 

Nørre Allé – siderabat.

Nørre Allé hører til Københavns historiske alléer, som i sin tid forbandt fæstningsbyen med det omgivende landskab. Alléen består af to rækker lindetræer og strækker sig fra Skt. Hans Torv til Vibenshus Runddel.

I forlængelse af etablering af den nye træplantning i midterrabatten på strækningen fra Fr. Bajers Plads til Vibenshus Runddel, ønsker forvaltningen at forbedre vækstforholdene for de eksisterende 53 lindetræer i siderabatten mod Universitetet samt at plante 7 nye træer.

Træerne er ca. 25 år gamle og står i små granitkummer på 3 x 2 meter. Træerne vil med de nuværende vækstbetingelser i den begrænsede plantekumme ikke kunne udvikle sig yderligere, og det er derfor nødvendigt at forbedre vækstforholdene, således at de to rækker lindetræer kan udvikle sig til en harmonisk allé.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

H.C. Andersens Boulevard.

For at give de nye træer forbedrede vækstbetingelser har Vej & Park udarbejdet forslag til etablering af plantebede på dele af parkeringsarealet i begge sider, jf. bilag 1.

Forslaget omfatter plantning af 18 træer i plantebede på 3 x 5 m på en del af parkeringsarealet. I de nye plantebede vil jorden blive udskiftet i ca. 0,8 m's dybde, plantebedene vil blive sikret med en kantsten, og der vil blive opsat saltbeskyttelsesplader. Træerne vil således kunne sikres gode vækstbetingelser med mulighed for at udvikle sig til fuldkronede træer, både i kraft af det større jordvolumen og den større afstand til kørebanen.

For at gennemføre forslaget vil det være nødvendigt at reducere antallet af p-pladser på strækningen fra 66 til 51 pladser. Der er udført tællinger af parkerede biler på stedet og belægningsprocenten svinger mellem 48 og 73 %, jf. bilag 2. Forvaltningen er opmærksom på, at belægningsprocenten i Tivolis åbningssæson er større, men finder det ikke desto mindre vigtigt at prioritere ordentlige vækstvilkår for træer på dette sted.

Arbejdet gennemføres i sommeren/efteråret 2001.

 

Nørre Allé – siderabat.

For at forbedre vækstvilkårene for de eksisterende lindetræer i siderabatten mod Universitetet, foreslås de eksisterende plantekummer udvidet fra 3 x 2m til 8 x 2 m. I den udvidede kumme udskiftes jorden i ca. 0,8 m's dybde og den eksisterende granitkantsten forlænges i plantekummens fulde længde. Dette vil betyde mere end en fordobling af træernes vækstareal, som desuden vil blive sikret mod saltsprøjt med saltbeskyttelsesplader. Træerne vil således være sikret gode vækstbetingelser i fremtiden, jf. bilag 4 og 5.

For at gennemføre forslaget vil det være nødvendigt at reducere antallet af p-pladser på Universitetssiden fra 85 til 42 pladser. De udførte tællinger af parkerede biler på denne strækning af Nørre Allé viser en belægningsprocent på 10–27 % , jf. bilag 6.

Arbejdet gennemføres i sommeren/efteråret 2001.

 

Økonomi

H.C. Andersens Boulevard.

Projektet er budgetteret til 1,4 mio. kr. ekskl. moms og indgår i Vej & Parks driftspulje for træplantning i 2001.

 

Nørre Allé – siderabat.

Projektet er budgetteret til 1,1 mio. kr. ekskl. moms og indgår i Vej og Parks driftspulje for træplantning i 2001.

 

BILAG VEDLAGT

H.C. Andersens Boulevard

Bilag 1: Skitseforslag til træplantning, dateret 1. marts 2001.

Bilag 2: Søjlediagram vedr. optælling af parkerede biler.

Bilag 3: Foto af eksisterende forhold.

 

Nørre Allé - siderabat

Bilag 4: Planudsnit af eksisterende kummer i siderabat, dateret februar 2001.

Bilag 5: Planudsnit af udvidelse af kummer i siderabat, dateret februar 2001.

Bilag 6: Søjlediagram vedr. optælling af parkerede biler.

Bilag 7: Foto af eksisterende forhold.

 

Ole Bach

 

 

Til top