Beslutning om ansøgninger til Bydelspuljen september 2025
Indstilling
Forpersonen indstiller på baggrund af drøftelser i fagudvalg og forretningsudvalg:
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 15.000 kr. til ansøgning # A: "Praktisk Økologi Festival"
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 12.300 kr. til ansøgning # C: "Æbledag på Brønshøj Torv 2025"
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 9.500 kr. til ansøgning # D: "Vi gør Tingbjerg renere"
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til ansøgning # J: "Hjælp til markedsføring af Brønshøj Sangskriver Festival 2025" med den begrundelse, der fremgår af forretningsudvalgets indstilling
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 30.000 kr. til ansøgning # K: "Stjernestunder på BRØK - efterår 2025" og udpeger Kirsten Møller til at følge projektet
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til ansøgning # L: "Kreativ Pause" med den begrundelse, der fremgår af forretningsudvalgets indstilling
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 15.000 kr. til ansøgning # M: "Levende fortællinger med Monster i Tingbjerg"
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 40.000 kr. til ansøgning # N: "Lys i vintermørket 2025" og udpeger Christoffer Rosenkrands til at følge projektet
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 25.000 kr. til ansøgning # O: "Foredrag og musikalsk underholdning for Brønshøj-Husums seniorer" og udpeger en person til at følge projektet
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 25.000 kr. til ansøgning # P: "Det er derfor jeg SKÆLVER" og udpeger en person til at følge projektet
Problemstilling
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har til ansøgningsfristen i august modtaget 16 ansøgninger til Bydelspuljen.
Ansøgninger til Bydelspuljen behandles som udgangspunkt som B-sag. Dog skal ansøgninger drøftes på lokaludvalgsmødet, hvis en eller flere forhold gør sig gældende: 1. Forretningsudvalget ønsker en drøftelse af en puljeansøgning i lokaludvalget. 2. Der er uoverensstemmelse mellem anbefalinger fra fagudvalg og/eller forretningsudvalg. 3. Der kan være spørgsmål om inhabilitet.
Lokaludvalget skal på den baggrund drøfte og træffe beslutning om følgende ansøgninger:
# |
Ansøger |
Projekttitel |
Ansøgt beløb i kr. |
Fagudvalg |
Fagudvalg anbefaler (lav/høj) |
FU indstiller |
A |
Praktisk Økologi |
Praktisk Økologi Festival |
15.000 |
MU |
10.000 |
15.000 |
C |
Brønshøj Mostelaug |
Æbledag på Brønshøj Torv 2025 |
12.300 |
MU, BUFI |
6.300 / 12.300 |
12.300 |
D |
Seniorbofællesskabet Mosefundet Ruten |
Vi gør Tingbjerg renere |
9.500 |
MU |
7.000 |
9.500 |
J |
Brønshøj Sangskriver Festival |
Hjælp til markedsføring af Brønshøj Sangskriver Festival 2025 |
8.750 |
KU |
0 |
0 |
K |
Foreningen JAZZiVÆRK |
Stjernestunder på BRØK - efterår 2025 |
30.000 |
KU |
20.000 |
30.000 |
L |
Anja Kolby og Pia Galschiøtt |
Kreativ Pause |
20.792 |
KU, SOSU |
0 |
0 |
M |
Monster Teaterskole v/Teater Bæst |
Levende fortællinger med Monster i Tingbjerg |
15.000 |
BUFI, KU |
15.000 / ? |
15.000 |
N |
BRØK - Brønshøj Kulturhus |
Lys i vintermørket 2025 |
40.000 |
KU |
40.000 |
40.000 |
O |
Brønshøj-Husum Aktiv-Center |
Foredrag og musikalsk underholdning for Brønshøj-Husums seniorer |
25.000 |
SOSU |
25.000 |
25.000 |
P |
The Art of Transformation |
Det er derfor jeg SKÆLVER |
25.000 |
KU, SOSU |
0 / 25.000 |
25.000 |
|
I alt |
|
201.341 |
|
123.300 / 154.300 |
171.800 |
Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget udpege et medlem, der kan følge det pågældende projekt, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.
Løsning
Alle indkomne ansøgninger har været sendt til drøftelse i lokaludvalgets fagudvalg. Fagudvalgenes kommentarer og anbefalinger vedrørende ansøgningen kan læses nedenfor. På baggrund af fagudvalgenes drøftelser er forretningsudvalget kommet med indstillinger.
Fagudvalgene har i nogle tilfælde anbefalet at støtte projekter med mindre end det ansøgte beløb af hensyn til en økonomisk prioritering. Forretningsudvalget anbefaler i stedet at bruge restmidler fra Pulje B - Egne projekter og københavnerinddragelse (mindreforbrug og budgetterede projekter, der ikke gennemføres) på Bydelspuljeansøgninger og dermed støtte flere projekter med hele det ansøgte beløb.
# A - Landsforeningen Praktisk Økologi: Praktisk Økologi Festival
En lokal frivilliggruppe under Landsforeningen Praktisk Økologi søger støtte til at afholde et arrangement om bæredygtigt havebrug, biodiversitet og konservering af egne rene råvarer. Festivalen afholdes på Energicenter Voldparken den 25. oktober 2025. Festivalen består af 30 små værksteder, hvor frivillige ildsjæle viser, hvordan man kan arbejde bæredygtigt med sin have eller altankasse. Værkstederne omfatter blandt andet: “Tørring af havens afgrøder", "Hønsehold", "Gravefri have", "Fermentering af grøntsager" osv. Der vil også være gratis frøbytte, bogbytte og fælles frokost. Festivalen er åben for alle, både medlemmer af Praktisk Økologi og alle andre. Ansøger forventer 250-300 deltagere på dagen. Der er deltagerbetaling. Der søges om 15.000 kr.
Sekretariatets bemærkninger: Miljøudvalget fandt, at udgifterne til lokaleleje og forplejning er forholdsvis høje og ønskede udgifterne udspecificeret. Se ansøgers svar i bilag til ansøgningen.
Miljøudvalget anbefaling: Projektet er godt og relevant, men af hensyn til lokaludvalgets samlede økonomi anbefales delvis støtte på 10.000 kr.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 15.000 kr. som ansøgt.
# C - Brønshøj Mostelaug: Æbledag på Brønshøj Torv 2025
Brønshøj Mostelaug søger støtte til at afholde arrangementet Æbledag på Brønshøj Torv den 4. november 2025. Til arrangementet kan deltagerne i fællesskab at moste deres æbler og smage forskellige æblerelaterede opskrifter fra en lokal madleverandør. Desuden er der kreativ workshop med æbler for børn. Arrangementet er gratis og åbent for alle. Ansøger forventer 400 deltagere. Der søges om 12.300 kr.
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets anbefaling: Støtte som ansøgt: 12.300 kr. Det er et godt arrangement og en hyggelig tradition, der også er velbesøgt af børnefamilier.
Miljøudvalgets anbefaling: Projektet er godt og relevant, men af hensyn til lokaludvalgets samlede økonomi anbefales delvis støtte på 6.300 kr. og foreslår, at der ikke gives støtte til udgifterne til "Smagsprøver".
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 12.300 kr. som ansøgt.
# D - Seniorbofællesskabet Mosefundet Ruten: Vi gør Tingbjerg renere
Seniorbofællesskabet Mosefundet Ruten søger støtte til at afholde et affaldsindsamlings-arrangement i Tingbjerg den 2. november 2025. Arrangementet er gratis og åbent for alle. Ansøger forventer ca. 40 deltagere, heraf 10-15 beboere fra seniorbofællesskabet. De affalds-snappere, veste, m.m., som indkøbes i forbindelse med arrangementet, vil blive brugt flere gange, da det er ansøgers hensigt at fortsætte med affaldsindsamling en søndag om måneden og støtte op om nationale og internationale miljø-fokus-dage. Der søges om 9.500 kr.
Miljøudvalgets anbefaling: Projektet er godt og relevant, men af hensyn til lokaludvalgets samlede økonomi anbefales delvis støtte på 7.000 kr.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 9.500 kr. som ansøgt. Støtten gives på betingelse af, at det indkøbte udstyr så vidt muligt fortsat kommer bydelen til gode, hvis Mosefundet Ruten stopper deres aktiviteter, fx ved at videregive udstyret til kommunale aktører i bydelen, fx et kulturhus.
# J - Brønshøj Sangskriver Festival: Hjælp til markedsføring af Brønshøj Sangskriver Festival 2025
Foreningen Brønshøj Sangskriver Festival søger støtte til at knytte en professionel aktør på marketingsområdet til festivalen, som afholdes den 14. og 15. november 2025 i BRØK – Brønshøj Kulturhus. Ansøger ønsker gennem markedsføring at øge publikumsantallet til 400 i 2025. Festivalen havde i 2024 ca. 300 gæster. Kampagnen, som vil være SoMe-baseret, har særligt fokus på aldersgruppen 18-30 år. Festivalen er åben for alle. Der tages entré. Der søges om 8.750 kr.
Sekretariatets bemærkninger: Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede i november 2024 30.000 kr. til afholdelse af Brønshøj Sangskriver Festival 2025. Foreningen havde søgt om 40.000 kr., der bl.a. skulle dække markedsføringsudgifter på 7.000 kr. Lokaludvalget begrundede den delvise støtte med en økonomisk prioritering af lokaludvalgets puljemidler. Desuden ønskede lokaludvalget en større egenfinansiering fra ansøger eller medfinansiering fra andre.
Kulturudvalgets anbefaling: Afslag, af hensyn til den økonomiske prioritering af lokaludvalgets puljemidler. Udvalget henviser til, at projektet allerede modtog støtte i november 2024.
Forretningsudvalgets indstilling: Lokaludvalget giver afslag på at støtte projektet. Lokaludvalget har allerede bevilget støtte til Brønshøj Sangskriver Festival 2025 (i november 2024) og ønsker ikke at støtte projektet yderligere.
# K - Foreningen JAZZiVÆRK: Stjernestunder på BRØK - efterår 2025
Den lokale forening JAZZiVÆRK søger støtte til at afholde fire koncerter med kendte musikere i BRØK – Brønshøj Kulturhus i samarbejde med kulturhuset. Koncerterne afholdes i perioden 27. september til 31. december 2025. Koncerterne er åbne for alle. Der tages entré. Hvis koncerterne bliver udsolgt, vil i alt ca. 400 personer opleve koncerterne. Der søges om 30.000 kr.
Kulturudvalgets anbefaling: Delvis støtte på 20.000 kr., på grund af en økonomisk prioritering af puljemidlerne. Det er et godt og spændende projekt, der lever op til lokaludvalgets puljekriterier.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 30.000 kr. som ansøgt. Kirsten Møller vil gerne følge projektet.
# L - Anja Kolby og Pia Galschiøtt: Kreativ Pause
To lokale kvinder søger støtte til at afholde seks kreative workshops i perioden 27. oktober til 1. december 2025. Ansøgerne vil gerne afholde arrangementerne i BRØK – Brønshøj Kulturhus eller et andet kulturhus i bydelen. Hver workshop har til formål at skabe mentale pauser gennem kreativitet. Hver workshop vil fokusere på én aktivitet, fx papirblomster, frihåndsbroderi, collager og julepynt. Workshops er åbne for alle, men særligt målrettet personer med ’stressede hjerner’. Der er plads til 12 deltagere pr. workshop. Der er en deltagerbetaling på 50 kr. Der søges om 20.000 kr.
Sekretariatets bemærkninger: Sekretariatet har været i dialog med ansøgerne vedr. eventuelt samarbejde med BRØK. Ansøgerne oplyser, at der endnu ikke er indgået en aftale med BRØK, men vil give besked, hvis et samarbejde falder på plads.
Kulturudvalgets anbefaling: Afslag. Projektet rummer gode intentioner, men honorarandelen er meget høj, honoraret går til ansøgere selv, deltagerantallet er lille i forhold til antal undervisere samt at der mangler lokalt samarbejde.
Social- og Sundhedsudvalgets anbefaling: Afslag på grund af honorar til ansøger selv, begrænset frivilligt engagement og begrænset samarbejde med andre lokale aktører.
Forretningsudvalgets indstilling: Lokaludvalget giver afslag på at støtte projektet. I afgørelsen har lokaludvalget i særlig grad lagt vægt på at honorar til ansøger selv udgør en forholdsvis stor del af del samlede budget og på niveauet af frivilligt engagement og samarbejde med andre lokale aktører.
# M - Monster Teaterskole v/Teater Bæst: Levende fortællinger med Monster i Tingbjerg
Teater Bæst, der står bag Monster Teaterskole i Tingbjerg, søger støtte til at opføre tre forestillinger på Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus i perioden medio oktober - medio december 2025. Forestillingerne tager udgangspunkt i børnebøger, som udvælges i samarbejde med biblioteket. I forestillingerne levendegør en skuespiller og en fortæller bøgerne sammen med publikum, og børnene kommer på en eventyrlig rejse, hvor de selv er helte i den fælles fortælling. Forestillingerne er gratis, åbne for alle og målrettet børn på 3-7 år og deres familier/pædagoger. Ansøger forventer 70 deltagere. Der søges om 15.000 kr.
Kulturudvalgets anbefaling: Kulturudvalget tog ikke stilling til ansøgningen, fordi udvalget savnede viden om, hvorvidt dele af udgifterne til scenografi og kostumer går til honorarer. Kulturudvalget ønskede, at forretningsudvalget tager stilling på baggrund af ansøgers svar. Ansøger har oplyst, at budgetposter til kostumer og scenografi går til at dække materialeudgifter. Se uddybet svar i bilag til ansøgningen.
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets anbefaling: Støtte som ansøgt, 15.000 kr. Spændende projekt, der virker godt forankret i samarbejdet med biblioteket.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 15.000 kr. som ansøgt.
# N - BRØK – Brønshøj Kulturhus: Lys i vintermørket 2025
Brønshøj Kulturhus ønsker sammen med Foreningen Brønshøj Vandtårn at skabe lys i mørket med opsætning af lyskæder på Brønshøj Vandtårn. Der er som de foregående år, tale om en midlertidig ophængning af 20 lyskæder på vandtårnet. Lyset tændes den 7. december 2025 i forbindelse med et arrangement afholdt af Foreningen Brønshøj Vandtårn og Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Lokaludvalgets støtte vil gå til opsætning og belysning i december, men det er ansøgers intention at lyskæderne bliver hængende til efter nytår, til og med Copenhagen Light Festival i januar. Der søges om 40.000 kr.
Kulturudvalgets anbefaling: Støtte som ansøgt, 40.000 kr. Et væsentligt lysprojekt for bydelen, en del af lokaludvalgets faste markeringer af bydelens vartegn og særlige profilbygning i vintermørket, som mange borgere i bydelen og hele København glædes over.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 40.000 kr. som ansøgt. Christoffer Rosenkrands vil gerne følge projektet.
# O - Brønshøj-Husum Aktiv-Center: Foredrag og musikalsk underholdning for Brønshøj-Husums seniorer
Brønshøj-Husum Aktiv-Center søger støtte til at afholde fem musik- og foredrags-aktiviteter for seniorer i BRØK – Brønshøj Kulturhus i perioden 10. oktober til 20. november 2025. Aktiviteterne er åbne for alle over 60 år. Der tages entré. Ansøger forventer 30-50 deltagere pr. arrangement. Der søges om 25.000 kr.
Social- og Sundhedsudvalgets anbefaling: Støtte som ansøgt, 25.000 kr.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 25.000 kr. som ansøgt.
# P - The Art of Transformation: Det er derfor jeg SKÆLVER
To lokale kunstnere søger gennem det socialorienterede kulturprojekt ”The Art of Transformation” støtte til to arrangementer i BRØK – Brønshøj Kulturhus. Det er to live opførsler af det tværkunstneriske projekt ”Det er derfor jeg SKÆLVER”der søger at udbrede kunstens, og i særdeleshed musikkens, evne til at afstigmatisere lidelse. Performancen rummer bl.a. musik, spoken word og maske-teater. Arrangementerne afholdes 9. og 20. november 2025. Ansøger forventer 220 publikummer i alt til to arrangementer. Arrangementet er åbent for alle, men henvender sig særligt til personer der kæmper med psykisk sårbarhed eller er pårørende. Der er en deltagerbetaling på 75-50 kr. Der søges om 25.000 kr.
Sekretariatets bemærkninger: Brønshøj-Husum Lokaludvalg behandlede i maj 2025 ansøgning fra The Art of Transformation om støtte til projektet ”DE OVERSETE UNGE”. Det projekt bestod af et samtaleforløb for unge, samt fire arrangementer. Lokaludvalget gav afslag på ansøgningen med den begrundelse ”at projektets aktiviteter og målgruppe er uklart beskrevet og at projektet kommer en forholdsvis snæver kreds til gode.” På baggrund af afslaget har ansøger tilrettet projektet og søger nu lokaludvalget om støtte til to arrangementer.
Social- og Sundhedsudvalgets anbefaling: Projektets formål er godt. Hvis der er tilstrækkeligt med midler i Bydelspuljen vil udvalget vil gerne støtte projektet med op til 25.000 kr.
Kulturudvalgets anbefaling: Afslag, af hensyn til den økonomiske prioritering af lokaludvalgets puljemidler.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 25.000 kr. som ansøgt.
Økonomi
Pengene tages fra lokaludvalgets 2025-puljemidler. Al støtte gives som underskudsgaranti.
Der er til denne ansøgningsfrist søgt for i alt 301.242 kr. Der er ikke flere ansøgningsfrister til lokaludvalgets 2025-Bydelspulje.
Videre proces
Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.
Beslutning
ad 1) Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 15.000 kr. til ansøgning # A:"Praktisk Økologi Festival".
Lise Buch var ikke til stede under sagens behandling pga. inhabilitet.
ad 2) Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 12.300 kr. til ansøgning # C: "Æbledag på Brønshøj Torv 2025"
ad 3) Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 9.500 kr. til ansøgning # D: "Vi gør Tingbjerg renere"
ad 4) Brønshøj-Husum Lokaludvalg gav afslag på støtte til ansøgning # J: "Hjælp til markedsføring af Brønshøj Sangskriver Festival 2025" med den begrundelse, at Lokaludvalget allerede har bevilget støtte til Brønshøj Sangskriver Festival 2025 (i november 2024) og ikke ønsker at støtte projektet yderligere.
ad 5) Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 30.000 kr. til ansøgning # K: "Stjernestunder på BRØK - efterår 2025"og udpegede Kirsten Møller til at følge projektet.
ad 6) Brønshøj-Husum Lokaludvalg gav afslag på støtte til ansøgning # L: "Kreativ Pause" med den begrundelse, der fremgår af forretningsudvalgets indstilling. I afgørelsen har lokaludvalget i særlig grad lagt vægt på at honorar til ansøger selv udgør en forholdsvis stor del af del samlede budget og på niveauet af frivilligt engagement og samarbejde med andre lokale aktører.
ad 7) Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 15.000 kr. til ansøgning # M: "Levende fortællinger med Monster i Tingbjerg".
ad 8) Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 40.000 kr. til ansøgning # N: "Lys i vintermørket 2025"og udpegede Christoffer Rosenkrands til at følge projektet.
Søren Krøigaard og Søren Cloos var ikke til stede under sagens behandling pga. inhabilitet.
Protokolbemærkning fra Chris Andersen: "Belysningen af Brønshøj Vandtårn bør maks. være 2200-2700 Kelvin".
ad 9) Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 25.000 kr. til ansøgning # O: "Foredrag og musikalsk underholdning for Brønshøj-Husums seniorer" og udpegede Pernille Høholt og Søren Krøigaard til at følge projektet
ad 10) Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøftede og stemte om ansøgning # P: "Det er derfor jeg SKÆLVER":
Følgende stemte for at støtte projektet med 25.000 kr.:
Lis Søkvist, Jens-Kristian Jensen, Jan Bötcher, Alina Protsyk, David Grolin, Pernille Høholt, Anni Christensen, Peter Nejsum, Christoffer Rosenkrands.
Følgende stemte imod at støtte projektet med 25.000 kr.:
Ida Berendsen, Kirsten Dyhr-Mikkelsen, Philip Wu, Anne Vibeke Kirkemann, Chris Andersen.
Følgende undlod at stemme:
Lise Buch, Sune Vuorela, Gitte Kirkeby og Søren Cloos.
På baggrund af afstemning var der flertal for at bevilge 25.000 kr. til ansøgning # P: "Det er derfor jeg SKÆLVER":
Søren Krøigaard var ikke til stede under sagens behandling pga. inhabilitet.