Forpersonsbeslutning: Henvendelse vedr. ændring af stiforbindelser fra Bystævneparken
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender forpersonsbeslutning om at sende vedhæftede henvendelse til Borgerrepræsentationens medlemmer.
Problemstilling
Behandling af lokalplan for Bystævneparken af Teknik- og Miljøudvalget
25. august vedtog Teknik- og Miljøudvalgt at videresende forslag til lokalplan for Bystævneparken til behandling i Økonomiudvalget og vedtagelse i Borgerrepræsentationen.
Forslaget kan ses her: Endelig vedtagelse af lokalplan Bystævneparken og miljørapport, Brønshøj-Husum | Københavns Kommune
Teknik- og Miljøudvalget vedtog på deres møde følgende:
”at Teknik- og Miljøforvaltningen frem imod behandlingen i Borgerrepræsentationen undersøger mulighederne for, at cykelforbindelserne på Hørtoftevej og Botoftevej erstattes med en gangsti, samt om der kan sikres fortsat adgang fra Toften, og at det beskrives hvordan hækken i højest mulig grad bevares.”.
Behandling af lokalplan for Bystævneparken af Borgerrepræsentationen
Borgerrepræsentationen vedtog lokalplanene endeligt 18. september.
I bilag 12 svarer forvaltningen på spørgsmålet vedr. cykelforbindelser:
Cykelstiforbindelsen mod Hørtoftevej og Botoftevej kan ændres til en gangsti. Ved Botoftevej er der allerede bestemmelse i lokalplanen om adgang for gående via trappe fra Bystævneparken. Ud for Hørtoftevej er det en cykel- og gangsti, som er adgangsgivende til boligerne langs stien. Det vil være muligt at ændre rampen ved Hørtoftevej til en trappe, som ved Botoftevej, dog vil tilgængeligheden være forringet for kørestolsbrugere mv.
Et reelt cykelforbud ved hjælp af skiltning vil være svært at håndhæve og sandsynligvis ikke blive overholdt. Det bemærkes dog, at langt hovedparten af cyklister forventes at ville benytte den planlagte stiforbindelse ind i Bystævneparken via Ærtebjergvej, som bliver den mest direkte forbindelse.
Et ændringsforslag om en trappe ud for Hørtoftevej vil omfatte en mindre ændring af lokalplanen, hvor det samlede greb/princip for at forbinde området med den tilstødende villabebyggelse via stisystem fastholdes. Det vurderes ikke at udløse krav om supplerende høring.
Ændringsforslag fra forvaltningen: ”Forbindelsen mellem Hørtoftevej og Bystævneparken ændres til en trappe, så forbindelsen er for fodgængere, men ikke for cyklister.”
Byudviklingsudvalget
Byudviklingsudvalget diskuterede ændringsforslaget fra Teknik- og Miljøudvalget på deres møde i september. Byudviklingsudvalget mener, at det er af yderste vigtighed, at der bevares så gode cykelforbindelser som muligt mellem Bystævneparken og de omkringliggende områder.
Beslutning i Borgerrepræsentationen 18. september
Borgerepræsentationen vedtog 18. september lokalplanen fra Bystævneparken med det ændringsforslag, at cykelstien ad Hørtoftevej skal ændres til en gangsti.
Enhedslisten, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Radikale Venstre afgav den protokolbemærkning, at det er vigtigt, at kørestols- og rollatorbrugere stadig kan benytte stien.
Referartet fra mødet kan fra 22. september findes her: Mødemateriale for Borgerrepræsentationen | Københavns Kommune
Man kan se en optagelse af behandlingen i Borgerrepræsentationen her: Københavns Kommune - 18-09-2025 - Møde i Borgerrepræsentationen (pkt. 15 , 1:00:37)
Løsning
Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender forpersonsbeslutningen.
På baggrund sf Byudviklingsudvalgets drøftelse har forpersonen for Byudviklingsudvalget og lokaludvalgets forperson truffet beslutning om at sende vedhæftede henvendelse til Borgerrepræsentationen.