Mødedato: 20.02.2020, kl. 18:30
Mødested: Energi Center Voldparken, Kobbelvænget 65, 2. sal i køkkenet

Ansøgning om støtte til "Halloween i Brønshøj"

Indstilling

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg, at

1. lokaludvalget træffer beslutning om at støtte "Halloween i Brønshøj" med 25.000 kr. af 2020-puljemidler.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Kulturhuset Pilegården søger støtte til at afholde halloween i haven bag Pilegården den 23. oktober 2020 kl. 16-19. Der vil være en række aktiviteter - gyserrute, kamparena, livemusik af bandet Palle Pirat, ansigtsmalere, historiefortælling og show, mulighed for at skære græskar, lanterne-workshop, snobrød, keramikworkshop, salg af mad og drikke samt lys, lyd og oppyntning i hele haven.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er familier, børn, unge og ældre. Arrangementet er åbent for alle, og det er gratis at deltage. Ansøger forventer 1500 deltagere. Ansøger har en række samarbejdspartnere, der står for de forskellige aktiviteter: Rollespilsakadamiet, Rollespilsfabrikken, FDF-spejdere og Bellahøj 21st Barking, Pilegårdens Keramikværksted, CphDans, NY Start, Fritidshjemmet Det blå Tårn, Rotary Foreningen, Brønshøj Kirkes pigekor, Brugsen Brønshøj Torv, Den lille gode slagter, Cafe Pilen, Brønshøj Bistro samt en række frivillige borgere. Der annonceres for arrangementet i Brønshøj-Husum Avis, via flyers, plakater, Facebook og Instagram samt Pilegårdens hjemmeside.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 29.000 kr.
Forventede udgifter: 36.000 kr.
Forventet egenfinansiering: 7.000 kr.

Arrangementet rummer udgifter til materialer til de forskellige aktiviteter, honorar til musikere, ansigtsmalere og hekse, oppyntning, lys og lyd. Udover økonomisk egenfinansiering bidrager ansøger med inventar og opsætning, lokaleleje og PR, medarbejdertimer samt frivillig arbejdskraft. 

Tidligere tilsagn

Kulturhuset Pilegården har de sidste 3 år modtaget støtte fra Bydelspuljen til et årligt Halloween-arrangement, senest i 2019 hvor lokaludvalget bevilgede 25.000 kr.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget (KU), som indstiller til, at støtteniveauet for 2019 fastholdes, og at der bevilges 25.000 kr. i støtte. Forretningsudvalget (FU) støtter denne indstilling om delvis støtte. Begrundelsen for den delvise støtte er prioritering af lokaludvalgets resterende puljemidler.

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om fuld støtte til ansøgningen, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020. 

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Sune og Christoffer er inhabile og forlader mødet under behandlingen af dette dagsordenspunkt.

Indstillingen om delvis støtte til "Halloween i Brønshøj" på 25.000 kr. godkendes.

Lis Søkvist melder sig til at følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmøde d. 23. januar om at følge projekter, der får bevilget 25.000 kr. eller mere.

Til top