Mødedato: 20.02.2020, kl. 18:30
Mødested: Energi Center Voldparken, Kobbelvænget 65, 2. sal i køkkenet

Ansøgning om støtte til "Juletræet i HUSUM 2020"

Indstilling

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg, at

1. lokaludvalget træffer beslutning om løsning A eller B.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Husum Juletræs Forening søger støtte til at opstille et juletræ med lyskæder i Husum Bypark i slutningen af november 2020, så juletræet står klar til juletræstænding lørdag den 28. november 2020. Juletræstændingen er ikke en del af ansøgningen. Juletræet står i parken hele december og tages ned kort før nytår.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er alle, der passerer Husum Bypark, da træet står offentligt tilgængeligt. Ansøger arrangerer i forbindelse med opsætning af juletræet et juletræstænding-arrangement, særligt for børnefamilier i området, i samarbejde med de lokale erhverv. Der annonceres for dette arrangement i Brønshøj-Husum Avis og på Facebook.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 40.200 kr.
Forventede udgifter: 40.200 kr.

Projektet rummer udgifter til indkøb af selve juletræet, 4 nye lyskæder, opsætning og nedtagning samt elektriker. Ansøger bidrager med frivillig arbejdskraft. 

Tidligere tilsagn

Lokaludvalget har de sidste mange år støttet opsætning af et juletræ i Husum - siden 2014 opsat i Husum Bypark - og senest i 2019, hvor lokaludvalget bevilgede 42.250 kr.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i både Byudviklingsudvalget (BUU), Kulturudvalget (KU) og Forretningsudvalget (FU). Det er en delt indstilling, og lokaludvalget beslutter løsning A eller løsning B.

Løsning A

Lokaludvalget støtter et juletræ i Husum og giver derfor "Juletræet i HUSUM 2020" 40.200 kr. af 2020-puljemidler som ansøgt. Dette under forudsætning af, at der afholdes et socialt arrangement i forbindelse med tændingen af juletræet samt at lokaludvalget ser budgettet for hele arrangementet omkring juletræet for indblik i helheden. 

Løsning B

Lokaludvalget giver afslag på ansøgningen med den begrundelse, at ansøger skal sende en samlet ansøgning med budget for hele arrangementet (også juletræstændingen), så lokaludvalget kan se helheden af arrangementet, som den ansøgte aktivitet indgår i.

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om fuld støtte til ansøgningen, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020. 

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Indstillingerne blev drøftet.

 

Pernille Høholt-Larsen foreslår løsning C, hvor Lokaludvalget ikke behandler ansøgningen, før Lokaludvalget har set en samlet ansøgning og regnskab for hele arrangementet, som juletræet er en del af.

 

Afstemning:

Følgende stemmer for løsning A: Palle, Ernst, Ida, Freddy.

Følgende stemmer imod løsning A: Jarl, Kirsten, Mette, Lis, Stine, Elsebeth, Mikkel, Sune, Martin, Pernille, Torben, Sabah, Christoffer.

Der er flertal imod løsning A.

 

Der stemmes efterfølgende om løsning C.

Følgende stemmer for løsning C: Palle, Kirsten, Mette, Ida, Stine, Elsebeth, Mikkel, Sune, Martin, Freddy, Pernille, Torben, Sabah, Lis.

Følgende stemmer imod løsning C: Christoffer.

Følgende undlader at stemme om løsning C: Jarl, Ernst.

 

Der er flertal for løsning C.

 

Lokaludvalget udsætter behandlingen af ansøgningen til Lokaludvalget har modtaget en samlet ansøgning og regnskab for hele arrangementet, som juletræet er en del af.

 

Ved næste lokaludvalgsmøde vil Lokaludvalget drøfte, hvordan og med hvor mange midler Lokaludvalget støtter juletræsarrangementer i bydelen, f.eks. via  en fast årlig ansøgningsdato for juletræsarrangementer.

Til top