Mødedato: 30.04.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om mere liv på Kalvebod Brygge

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen at afdække mulighederne for at skabe et mere levende miljø langs Kalvebod brygge, jf. motiveringen, og på den baggrund fremlægge en sag til politisk behandling med forslag til politiske initiativer.

(Stillet af Venstre)

Motivering

København er beriget med mange blå åndehuller, og både københavnere og gæster nyder at opholde sig langs havnen, ikke mindst i de lune måneder.

Derfor er det ærgerligt, at vi ikke udnytter havnens potentiale til fulde langs store dele af Kalvebod Brygge. Her er langt fra det samme levende miljø som andre strækninger langs havnen, ikke mindst fordi der ikke er de samme opholdsmuligheder, rekreative tilbud eller caféliv.

Det er samtidig et oplagt sted at give mulighed for udeservering, da der kun bor få, og de virksomheder, som har til huse langs bryggen, næppe vil være forstyrret af, at lydniveauet stiger lidt i løbet af aftentimerne.

Derfor ønsker vi, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og fritidsforvaltningen afdækker muligheden for at skabe et mere levende miljø langs Kalvebod Brygge. Dette skal ske i dialog med de lokale grundejere og under hensyntagen til beboelsesejendomme.

Afdækningen bør fx se på følgende elementer:

  • Muligheder for at skaber attraktive opholdsrum langs vandet, og fx indtænke adgang til toiletfaciliteter
  • Muligheder for at etablere flere caféer/barer/restauranter i området, herunder med udeservering
  • Muligheder for at skabe flere rekreative tilbud langs bryggen og på/i vandet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. april 2025

Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

"Partierne deler visionen om mere liv langs havnen, ligesom vi fortsat ønsker at fortsætte udviklingen for mere liv og aktivitet i vandet. Vi forstår faktisk ikke, hvorfor ambitionerne for at udvikle livet langs havnefronten skal begrænse sig til strækningen ved Kalvebod Brygge. Vi ønsker derfor at brede indsigterne og intentionerne bag dette initiativ ud til resten af strækningen langs havnekanten."

Til top