Mødedato: 30.04.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om metro til Rigshospitalet og til Brønshøj

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen beslutter at nedsætte en forhandlingsdelegation til at forhandle med finansministeren om, hvordan vi får etableret metro til Rigshospitalet og Brønshøj til ibrugtagning inden 2045.

(Stillet af Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti) 

Motivering

Socialdemokratiet har fremsat forslag om etablering af metro til Rigshospitalet og til Brønshøj og dermed etablerede bydele forud for etablering af metro til Lynetteholmen. Socialdemokratiets forslag er fremsat af deres overborgmesterkandidat.

Da vi i København gerne vil have metrobetjent Rigshospitalet og have metro til Bispebjerg, Bellahøj og Brønshøj, ønsker vi at indgå forhandlinger med regeringen herom.

Vi ønsker derfor at nedsætte en forhandlingsdelegation, som på Københavns vegne kan forhandle med den socialdemokratiske finansminister om Socialdemokratiets forslag.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. april 2025

Et forslag fra SF og Radikale Venstre om udvalgshenvisning til Økonomiudvalget blev godkendt med 54 stemmer imod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, A, C, F, B, V, Å, Finn Rudaizky (Løsgænger) og Helle Jønch (Løsgænger)

Imod stemte: I

 

Alternativet fremsatte ændringsforslag om at tilføje følgende ordlyd efter ”2045”:

”som ikke medfører yderligere prisstigninger på den offentlige transport, og som ikke baserer sig på salg af kommunens arealer af private ejendomsudviklere”.

Som følge af, at medlemsforslaget blev udvalgshenvist, blev ændringsforslaget, fremsat af Alternativet, ikke behandlet.

 

Helle Jønch (løsgænger) afgav følgende protokolbemærkning:

”Hvis vi skal lykkes med at mindske biltrafikken i byen, er det afgørende med en effektiv og tilgængelig offentlig transport for alle borgere. På national plan støtter man udbygning af vejnettet. Udbygningen af metroen bør ligestilles med dette.”

 

SF og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”I partierne glæder vi os over, at det er lykkedes at få mere metro til København, som vi har vedtaget aftalen om tidligere i dag. Vi bekymrer os imidlertid også over de konsekvenser finansieringen vil få for københavnerne og København som by. Selvom det måtte være teknisk muligt at udvide metroen yderligere inden 2045, hvilket er en vision vi deler, så er vi bekymrede for den pris, regeringen vil kræve, da viljen har manglet uanset hvem der har stået i spidsen. For at nå ambitionen er vi klar til at fortætte, hvor det er muligt i byens eksisterende arealer og sikre mere af det nødvendige passagergrundlag for de nye linjer, ligesom vi kan se et potentiale i at sætte de midler kommunen ikke må bruge i spil, men vi mener grundlæggende staten i højere grad på betale for infrastrukturen i København, ligesom de gør i resten af landet.”

Til top