Mødedato: 14.12.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om analyse af barrierer for billige boliger

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen at udarbejde en analyse af de aktuelle barrierer, der forhindrer opførelsen af små billige boliger i København. Analysen skal samle den viden, der er tilvejebragt gennem tidligere analyser og arbejdsgrupper på området, og præsentere løsningsforslag. Den skal herunder pege på mulige ændringer af rammer og lovgivning på nationalt niveau, der er nødvendige for at kunne opnå flere billige boliger til mennesker i hjemløshed og andre med meget lave indtægter i København.

(Stillet af Enhedslisten, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti)

Motivering

Op mod en fjerdedel af landets hjemløse - svarende til 1.370 personer - har hjemkommune i København. Med den nye hjemløsereform bliver ophold på herberg dyrere og behovet for at finde permanente betalbare boliger på hjemløseområdet større, fordi statsrefusionen flyttes fra herbergerne til bostøtte i eget hjem.

For at lykkes med at gøre op med hjemløshed i København og undgå stigende udgifter på socialområdet, er der derfor behov for at bane vejen for langt flere af de helt billige boliger i nybyggeri. Det betaler sig både menneskeligt og økonomisk.

Med billige boliger menes boliger med en husleje på mellem 3.500 - 5.500 kr. i 2023-priser.

Det er ikke nyt, at vi i København kæmper med at få bygget de helt billige boliger. Og det et er ikke, fordi vi mangler ambitionerne eller viljen. Borgerrepræsentationen har gennem årene nedsat en række arbejdsgrupper med netop det fokus.

Men problemet med betalbare boliger kan ikke løses af Københavns Kommune alene. Der er også brug for at få justeret nationale rammer og lovgivning, der lige nu spænder ben for at få ført de gode intentioner ud i livet.

Derfor ønsker vi nu at få skabt et aktuelt overblik over hvilke løsninger, der ligger indenfor rammerne af kommunens egen handleramme, hvilke der knytter sig til nationale rammer og lovgivning og hvilke, der ligger i markedet. En analyse, der belyser, hvilken lovgivning og hvilke aktører, der er afgørende for at lykkes.

Analysen skal kortlægge de aktuelle barrierer og muligheder, der gør sig gældende i København med henblik på at kvalificere dialogen med Christiansborg og andre centrale aktører, og bane vejen for national handling og boligpolitiske initiativer, der kan understøtte, at København og andre større byer kan lykkes med omstillingen til Housing First.

Hvorvidt det kræver frikommuneforsøg for opførelsen af billige boliger, målrettet involvering af filantropiske fonde eller noget helt tredje, skal afdækkes og analyseres. 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. december 2023

Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Til top