Mødedato: 21.02.2019, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Temadrøftelse – om botilbud til hjemløse ud fra oplæg om handleplan for hjemlø-seområdet

 

Det indstilles,

  1. at Bispebjerg Lokaludvalg fra Thomas Land Christiansen fra Center for Social Politik og Udvikling får en orientering om Socialudvalgets handleplan for hjemløseområdet.
  2. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter temaet om botilbud til hjemløse.
  3. at Bispebjerg Lokaludvalg træffer beslutning om opbakning til botilbud for hjemløse på lokaludvalgsmødet den 21. marts 2019.

 

Baggrund for temadrøftelse

Bylivsudvalget har været på besøg i Herberget i Hillerødgade og mødt forstander Flemming Jantzen, som har gjort opmærksom på, at der er behov for boliger til hjemløse.

På Herberget i Hillerødgade 62-64 er der plads til 100 hjemløse samt 20-40 ”gadehjemløse” i natherberget. Ca. 45 beboere kan få tildelt eget aflåst værelse i en periode op til 6 måneder. Disse beboere er under udslusning. Hertil har herberget en lille kvindeafdeling specielt for voldsramte.

Herberget er organiseret under Kirkens Korshær og har døgnbemanding med ca. 45 ansatte og ganske få frivillige. De styrer suverænt, hvem der indskrives. Københavns Kommune har fraskrevet sig denne ret.

Brugerne er hjemløse med svære sociale problemer, oftest stof- og alkoholmisbrugere eller hjemløse med svagt socialt netværk. Her er alle aldersgrupper, kvinder og mænd. 80 procent er fra København. For de resterende 20 procent er det hjemkommunerne, der betaler for opholdet. En lille gruppe er uden cpr.nr. - oftest udlændinge.

Forstander Flemming Jantzen fortalte, at herbergerne i KBH oplever et flaskehalsproblem, hvor en større og større gruppe hjemløse bor der for længe på trods af, at de ønsker egen bolig. I Hillerødgade er ca. 60 procent af de hjemløse klar til at flytte i egen bolig. Ifølge Flemming er det billigere for kommunen at give beboerne en bolig fremfor at betale for et døgnbemandet tilbud.

Orientering fra forvaltningen

Bylivsudvalget har inviteret Thomas Land Christiansen fra Center for Social Politik og Udvikling til at fortælle om Socialudvalgets handleplan for hjemløseområdet.

Handleplanen indeholder forslag til tiltag, der kræver budgettilførsel for at blive realiseret:

  1. Flere boliger, som en borger i hjemløshed kan betale
  2. Flere midlertidige eller længerevarende pladser i botilbud til borgere med hjemløshedsproblematikker.
  3. Styrket rehabiliterende indsats til byens hjemløse.
  4. Tidssvarende fysiske rammer på byens tilbud til udsatte.

 

Forvaltningen arbejder med konkretisering af budgetforslag, der tilsammen udgør en hjemløsepakke med nye boligløsninger som omdrejningspunkt:

  • Udslusningsboliger (frikommuneforsøg) hvor kommunen har mulighed for at anvise borgere fra botilbud til almene familieboliger og give støtte til huslejen i op til fem år samt bostøtte.
  • Inklusionsboliger (frikommuneforsøg) hvor kommunen forventer at kunne oprette boliger for ca. 25 personer pr. år med huslejetilskud og bostøtte.
  • Skæve boliger som er en boligform til borgere som har svært ved at passe ind i et almindeligt boligmiljø.
  • Containerboliger på midlertidige grunde, hvor forvaltningens eksisterende pilotprojekt med en containerbolig på en midlertidig grund udvides.

Læs evt. mere om handleplanen her:

https://www.kk.dk/indhold/socialudvalgets-modemateriale/20062018/edoc-agenda/a414c69c-66e2-41c0-a98d-2f753e0be98a

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning og drøfter spørgsmålet om hjemløse.

Økonomi

Ingen økonomi forbundet med indstillingen.

 

 

Beslutning

Ad 1: Orienteringen blev taget til efterretning.

Ad 2 og 3: En kort drøftelse af temaet. På lokaludvalgsmødet den 21. marts træffes der beslutning om hvordan der i lokaludvalgets regi kan arbejdes videre med skæve boliger.
Til top