Mødedato: 20.12.2023, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Anbefalinger fra Københavnersamlingen - gennemgang

Det indstilles,

1. At Bispebjerg Lokaludvalg gennemgår anbefalingerne fra Københavnersamlingen og de forslag, som er rettet mod lokaludvalget.

Baggrund

I løbet af efteråret 2023 har der været gang i en Københavnersamling på Bispebjerg. Formålet er at styrke borgerdialogen i København ved at bringe københavnerne tættere på beslutningsprocessen. Det gøres ved at etablere en række lokale samlinger rundt i København. En københavnersamling har til opgave at rådgive og udarbejde anbefalinger - ikke at beslutte eller designe. De sikrer et armslængdeprincip og så giver det mulighed for minoritetsudtalelser.

Her i Bispebjerg har den lokale samling bestået af en gruppe børn og unge, der skulle undersøge de unges trivsel.

De har arbejdet med følgende spørgsmål: 

"Forskning har vist, at unge fra Bispebjerg ofte bliver undervurderet og mødt af negative fortællinger og forventninger. I virkeligheden er det sådan, at bydelens unge er mere i arbejde, mere i uddannelse, og har det bedre end mange går og tror. Men der er også unge i Bispebjerg, som ikke trives, og som ikke er en del af byens fællesskaber - det vil vi gerne lave om på.

Vi har brug for din hjælp til at finde ud af, hvordan vi sikrer at alle unge i bydelen trives?"

Københavnersamlingen på Bispebjerg var unge i alderen 14-23 år, der mødtes 5 gange og undervejs deltog 9-17 medlemmer i forløbet. Analyse og Tal har rådgivet i forbindelse med rekrutteringen. Lokaludvalgsmedlemmer Trine Schaltz og Thue Nikolajsen har deltaget undervejs.

Proces

På lokaludvalgsmødet i januar deltager to medlemmer af Københavnersamlingen på Bispebjerg. Her vil der blive mulighed for at give de unge en direkte tilbagemelding. 

Derudover vil relevante politiske udvalg behandle anbefalingerne fra Københavnersamlingen.

Bilag

Bilag 1 - Anbefalinger Københavnersamling Bispebjerg 2023 - sendes ud med dagsorden. 

Løsning

1. Lokaludvalget gennemgår de anbefalinger, der er rettet mod Bispebjerg Lokaludvalg.

 

Beslutning

 

Ad. 1. Lokaludvalget gennemgik anbefalingerne som forberedelse til kommende møde i januar, hvor to unge deltager.

Til top