Mødedato: 27.02.2008, kl. 16:00

KKU Dagkursus´ lokaler på Kildevældsskolen

KKU Dagkursus´ lokaler på Kildevældsskolen

Børne- og Ungdomsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 27. februar 2008

 

 

6.      KKU Dagkursus´ lokaler på Kildevældsskolen  J.nr. 2008-12607

 

 

Udvalget skal drøfte redegørelse i anledning af henvendelse fra Pædagogisk Råd på Kildevældsskolen om KKU-Dagkursus placering på skolen.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at                            udvalget tager forvaltningens redegørelse til efterretning

 

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 27. februar 2008

Redegørelsen blev taget til efterretning.

 

 

PROBLEM STILLING

I brev fra Pædagogisk Råd på Kildevældsskolen af 21. januar 2008, bilag 1, samt ved foretræde i BUU på mødet den 30. januar 2008 er fremlagt følgende problemstillinger:

1.      At en enig skole er imod placering af KKU på Kildevældsskolen

2.      At der i sammenhæng med KKU foregår kriminalitet, stofhandel og overfald som en del af dagens orden

3.      At politiet ønsker en anden placering af KKU

4.      At KKU ikke vil sidde i det lokale SSP – udvalg trods opfordring

 

LØSNING

BUF har på baggrund af henvendelsen udarbejdet en redegørelse i sagen, bilag 2. 

Henvendelsen fra Kildevældsskolen er delt over to emner: 1) Utilfredshed med KKU – Dagkursus' placering på skolen og 2) en række kompromitterende udsagn om handlinger begået af elever fra KKU- dagkursus.

1. Pædagogisk Råd på Kildevældsskolen er tilsyneladende ikke tilfreds med KKUs placering på Kildevældsskolen og ser gerne, at KKU flytter ud.

2. De påståede handlinger begået af KKUs elever er - på nær et par enkelte episoder - ikke dokumenterede. Der er ingen viden om, hvilke unge, det præcist drejer sig om. Det kan være elever eller unge bosiddende i området. 

De episoder, der har krævet handling, har skolerne taget hånd om, dog uden en gensidig orientering eller systematisk orientering af forvaltningen.

Det er forvaltningens vurdering, at der dels er nogle problemer i området omkring Kildevældsskolen, dels er tale om visse samarbejdsproblemer mellem de to typer institutioner på samme adresse.

Kildevældsskolen udvides med den nye skolestruktur til også at omfatte 110 elever med særlige behov, hvorefter skolens mangfoldighed udvides væsentligt.

Forvaltningen har iværksat følgende indsatser:

Der sættes fokus på et forpligtende samarbejde mellem Kildevældsskolens ledelse og ledelsen på KKU – dagkursus. Kildevældsskolens ledelse etablerer månedlige samarbejdsmøder, hvor den gensidige information sikres. I første halvdel af skoleåret 08/09, deltager distriktets Børne- og Ungdomschef, som et led i implementering af specialklasserækkens indflytning på Kildevældsskolen. Efter indkøringsperioden deltager Børne- og Ungdomschefen ad hoc.

Herudover vil følgende blive sat i værk: KKU-Dagkursus indgår i SSP-samarbejdet. Der iværksættes en kampagne mod hashrygning i SSP regi. KKUs leder forventes at indstille til KKUs bestyrelse, at den afsætter midler ud af sin budgetramme til en målrettet indsats i området.

Forvaltningen har herudover udarbejdet notat omhandlende muligheder for (om)placering af KKU Dagkursus, jf. bilag 3. KKU-Dagkursus blev besluttet fastholdt på Kildevældsskolen ifm. strukturforliget, da analyserne viste, at både Dagkursus og specialklasserækken kan være der. I udgangspunktet er alle parter indstillede på at drøfte en ny placering af KKUs Dagkursus, men ingen af de steder, der kunne komme i betragtning lige nu synes oplagte. Derudover er der ikke p.t. afsat anlægsmidler til en flytning. Hensigtsmæssigheden i en flytning begrundet i pædagogiske argumenter må desuden knytte an til både Kildevældsskolens og Ungdomsskolens/Dagkursus tilbud.

 

 

ØKONOMI

Ungdomsskolens og SSP-organisationens bevillinger dækker de nye initiativer.

 

BILAG

1.      Henvendelse fra Pædagogisk Råd på Kildevældsskolen

2.      Forvaltningens redegørelse i anledning af henvendelsen fra Kildevældsskolen

3.      Oversigtsnotat vedrørende lokaliteter for KKU Dagkursus

 

 

 

                       Else Sommer                                   Jan Dehn

 

 

 


 

Til top