Mødedato: 23.01.2019, kl. 18:30
Mødested: Vibenshave, Nyborggade 11, 2100 Kbh. Ø

Tryk af cykelregelfolder til turister 2019

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

Lokaludvalget besluttede 17. januar 2018 at bevilge 7.500 kr. til trykning af cykelregelfolder til uddeling blandt turister.

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter, hvorvidt de vil deltage i projektet omkring genoptryk af cykelregelfolder initieret af Indre By Lokaludvalg.

2. at lokaludvalget bevilger 5.000 kr. i 2019-puljemidler til trykning af cykelregelfoldere (såfremt 1. at imødekommes)

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg har sendt en forespørgsel til Østerbro, Vesterbro, Nørrebro og Christianshavns Lokaludvalg om et samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen om finansiering af en genoptrykning af en folder med cykelregler. Folderen, der er publiceret på flere forskellige sprog, henvender sig til turister i byen, da det er lokaludvalgets oplevelse, at de turister der låner eller lejer cykler er usikre på cykelreglerne og kulturen.

Baggrunden for ønsket om genoptrykning af folderen er, at Teknik- og Miljøforvaltningen oplever en stor efterspørgsel på cykelfolderen fra bl.a. cykeludlejere og hoteller, hvor folderen tidligere har været distribueret. Forvaltningen foreslår derfor, at indgå i et samarbejde med de ovennævnte lokaludvalg om finansiering af en genoptrykning af folderen.

Ved seneste tryk af folderen, fik Østerbro Lokaludvalg igennem at inkludere krydstogtterminalen på Orientkaj på kortet, da mange krydstogtturister cykler rundt. Krydstogtterminalen er også at af de steder, hvor folderne kommer til at ligge.

Løsning

Indre By Lokaludvalg foreslår hermed, at lokaludvalgene går sammen og hver betaler en del af udgiften, fx 5.000 kr. hver. Det kunne blive en fortælling i offentligheden om, at borgerne i de indre dele af Københavns Kommune hjælper turisterne med at cykle mere sikkert sammen med os.

Når cykelregelfolderen er på gaden, vil Indre By Lokaludvalg deres kommunikationskanaler orientere Indre Bys borgere om folderen og dermed indirekte opfordre dem til at forbedre vores cykelkultur. Hvis der er interesse for at være med, kunne det være en idé at sekretariaterne kunne udarbejde en fælles kommunikationsplan.

Økonomi

Forvaltningen anslår at genoptryk inkl. levering koster omkring 30.000 kr.

Indre By Lokaludvalg foreslår, at hvert Lokaludvalg bidrager med 5.000 kr.

Videre proces

Sekretariatet meddeler Indre By Lokaludvalg lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

 

Beslutning

Axel Thrige Laursen fremsatte et ændringsforslag om at bevilge 6.000 kr. således at udgiften fordeles ligeligt mellem de fem Lokaludvalg.

Herfor stemte 10 (Allan Marouf, Iben Vestergård, Finn Larsen, David Rønne, Axel Thrige Laursen, Christian Ahlmann-Ohlsen, Joannes Jørgen Gaard, Claus Laage-Thomsen, Jan Sørensen og Jesper Koefoed-Melson).

Imod stemte fire (Dan Pedersen, Karin Storgaard, Annette Engell og Bo Sandberg). Tre undlod at stemme (Lars Hutters, Morten Buchwald og Emmeline Othine). Lartey Lawson deltog ikke i afstemningen.

Der blev derfor bevilget 6.000 kr. til cykelfolderen.

Lars Hutters ønskede følgende protokolbemærkning: Sagen er ikke helt oplyst. Der mangler information om, hvorfor forvaltningen ikke selv betaler folderen. Karin Storgård og Finn Larsen tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Til top