Mødedato: 21.03.2013, kl. 19:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Nedlæggelse af dækningsgrave

Tidligere beslutninger

Lokaludvalget behandlede på ordinært møde den 28. februar 2013 høringen og besluttede, at fagudvalget for teknik og miljø skulle arbejde videre med forslaget og sammen med de berørte interessenter. 

Indstilling og beslutning

Fagudvalget for teknik og miljø indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. . at lokaludvalget indsender de indkomne høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen og meddeler, at lokaludvalget gerne vil indgå i en dialog med forvaltningen om muligheden for at etablere en lommepark på området ud for roklubberne i Svanemøllehavnen, og at lokaludvalget gerne ser dækningsgraven bevaret og åbnet som øvelokaler o.l.

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg har fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Center for Park og Natur modtaget forslag til nedlæggelse af dækningsgraven ved Strandvænget, ud for roklubberne i Svanemøllehavnen.

Såfremt dækningsgraven nedlægges lægger forvaltningen op til, at der laves et (fladt) plantebælte med buske og beplantning til gavn for byens fauna. Der er i forvejen siddepladser på området.

I 2012 havde Teknik- og Miljøforvaltningen godkendt en række forslag om nedlæggelser, men under høringen hos lokaludvalgene blev de fleste forslag afvist. Det blev derfor besluttet, at der skulle laves nogle nye forslag og at lokaludvalgene skulle høres før Teknik- og Miljøudvalget behandler de forslag lokaludvalgene har godkendt.

Teknik- og Miljøforvaltningen, Center for Park og Natur vil gerne nedlægge de viste dækningsgrave af flere årsager. Det vigtigste er ønsket om, at skabe nye muligheder for frodighed og små grønne oaser i byen, der kan give mulighed for ophold eller andre endnu ukendte anvendelser. Det er set, at små grønne hjørner i byen anvendes til små lokale arrangementer, torvedage, udstillinger eller blot spontane mødesteder i grønne omgivelser. Mange af disse aktiviteter kan vanskeligt foregå på et areal med en bakke og ofte med langt græs.

Forslaget har været videresendt til relevante interessenter i området og har ligget med kommentarfunktion på lokaludvalgets hjemmeside.

Lokaludvalget har modtaget kommentarer fra Ryvang Lokalråd, Roforeningen KVIK og Ejerlauget vedrørende rækkehusene ved Solvænget. Kommentarerne vedlægges lokaludvalgets svar til forvaltningen.

Løsning

Ryvang Lokalråd og Roklubben Kvik har deltaget i et møde med Fagudvalget for teknik og miljø om forslaget om nedlæggelse af dækningsgraven og man kom på mødet frem til nedenstående løsning.

Lokaludvalget henvender sig på baggrund af mødet med interessenterne til forvaltningen og drøfter muligheden for at forme en lommepark med støjafbødning. Dækningsgraven bør blive og åbnes til brug som musikøvelokaler eller lignende. Det bemærkes, at dækningsgavens forbliven i dette tilfælde ikke reducerer de rekreative muligheder

En tanke om at placere Cafe Jorden Rundt på området er beskrevet i et af de indkomne forslag, men bør afvises. Der vil ikke være tilstrækkeligt med parkeringspladser, som en sådan placering må ventes at skabe.

Halvdelen af den nuværende parkering anvendes i øvrigt af ansatte i nærliggende advokatfirmaer og lign., da parkeringen her er gratis, men disse parkeringspladserne bør forbeholdes roklubberne og aktiviteter i Svanemøllehavnen.

Fagudvalget foreslår, at lokaludvalget indsender de indkomne høringssvar til forvaltningen og meddeler, at lokaludvalget gerne vil i dialog med forvaltningen om at etablere en lommepark på området ud for roklubberne i Svanemøllehavnen, og at lokaludvalget gerne ser dækningsgraven bevaret og åbnet som øvelokaler o.l.

Videre proces

Såfremt indstillingen imødekommes vil fagudvalget for teknik og miljø tage kontakt til Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på at drøfte muligheden for en lommepark med støjafbødning på området.

Beslutning

1. Lokaludvalget godkendte indstillingen med tilføjelse af at lokaludvalget inddrager p-pladserne foran roklubberne i dialogen.
Til top