Mødedato: 18.04.2013, kl. 19:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Meddelelser

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

1. Høring om skoledistriktændringer
Høringen har været behandlet i Fagudvalget for børn og unge, der ikke har nogen bemærkninger til høringen. Høringen vedrører primært Amager, og der er ikke umiddelbart lagt op til skoledistriktsændringer på Østerbro. Det nævnes dog i bilagsmateriale til høringen, at såfremt Strandvejsskolen bliver tvunget til at danne 4 spor pga. for mange elever i grunddistriktet, kan en del af skolens grunddistrikt tilbageføres til Kildevældsskolen.

2. Interessentmøde om Østre Gasværk 23. april 2013
Østerbro Lokaludvalg inviterer til interessentmøde om Østre Gasværksgrunden. Mødets formål er at høre områdets beboere og brugere om deres umiddelbare ønsker og idéer for området, samt danne en arbejdsgruppe der kan udarbejde en plan for kvarteret. Mødet afholdes den 23. april kl. 19-21 på Strandvejsskolen i lærerværelset. Invitation kun vedhæftet internetdagsorden.

3. Borgermøde om Strandboulevarden 28. maj 2013
Østerbro Lokaludvalg inviterer til borgermøde om bydelsplanprojekt Strandboulevarden den 28. maj 2013. Mødet holdes i Østerbrohuset, Salen, kl. 19-21.

4.Overførselsmidler til Kulturcenter ved Kildevældsskolen
I forbindelse med aftale om fordeling af overførselsmidler fra 2012 har budgetforligspartierne i Borgerrepræsentationen besluttet at afsætte 1 mio. kr. til forberedelse af byggeprojekt for Kulturcenter ved Kildevældsskolen. Som medlemmer af styregruppen vedr. Kulturcentret vil Axel og Allan deltage i 3 workshops med forvaltningen og en rådgiver om forberedelsen og en præcisering af kulturhusets profil.

5. Invitation fra sejlklubben Sundet
Sejlklubben Sundet inviterer lokaludvalgets medlemmer til et møde, hvor klubben vil fortælle om nogle af de aktiviteter, der udfolder sig i Svanemøllehavnen. Mødet holdes i Sundets frokoststue på Svaneknoppen tirsdag den 21. maj kl. 16 til 18.

6. Status fra Miljøpunkt Østerbro
Miljøpunkt Østerbros månedlige status for april er vedhæftet som bilag til meddelelserne.

7. Sommerhygge 13. juni 2013
Østerbro Lokaludvalg holder sommerhygge i sekretariatet efter lokaludvalgsmødet den 13. juni 2013. Afhængig af antal sager på dagsordenen vil mødestart for det ordinære møde formentlig blive fremrykket til kl. 17.30. Af hensyn til forplejning bedes lokaludvalgsmedlemmerne tilmelde sig sommer arrangementet i sekretariatet.

8. Østerbro Sundhedsweekend 2013
Stedet for afholdelse af sundhedsweekenden er ændret fra området ved basketbanen ved P.H. Ling Allé til plænen foran det nye motionsbånd.

9. Klage vedr. behandling af puljeansøgninger i Østerbro Lokaludvalg
Østerbro Lokaludvalgs sekretariat har fra Borgerrådgiveren modtaget en klage over behandling af puljeansøgninger. Borgerrådgiveren svarer klager at det ligger udenfor Borgerrådgiverens kompetence at behandle klager over lokaludvalget, herunder beslutninger som af Borgerrepræsentationen er udlagt til selvstændig varetagelse, og henviser klager til statsforvaltningen hovedstaden, der er tilsynsmyndighed. Borgerrådgiveren kan dog godt behandle klager over lokaludvalgenes sekretariater, som er en del af Økonomiforvaltningen, men finder det mest hensigstmæssigt at forvaltningen selv tager stilling inden Borgerrådgiveren iværksætter en undersøgelse. Sekretariatet vil på den baggrund udfærdige et svar til klager, for så vidt angår den del af klagen der vedrører sekretariatets behandling.

10. Bydelsplan reception på Rådhuset den 23. maj kl. 16-18
Der afholdes reception for at fejre afslutningen på udarbejdelse af bydelspaner i Festsalen på Københavns Rådhus torsdag den 23. maj 2013 kl. 16.00-18.00. Frank Jensen byder velkommen kl. 16.30 og alle er velkommen.

11. Naboorientering om dispensation fra lokalplan nr. 247 "Pakhusvej"
Østerbro Lokaludvalg har modtaget en naboorientering om dispensation fra lokalplan, således at den planlagte fodgænger- og cykelforbindelse (stibro) fra Østbanegade til Amerika Plads ikke gennemføres, men i stedet etableres som ny stiforbindelse i forlængelse af Nordre Frihavnsgade til Marmorvej.

12. Orientering om nedlæggelse af dækningsgrave
Østerbro Lokaludvalg har modtaget orientering fra Teknik og Miljøforvaltningen, om at de midler der var afsat til nedlæggelse af dækningsgrave i 2013 er disponeret til anden anvendelse i forbindelse med aftale om de uforbrugte midler fra 2012. Der bliver derfor ikke nedlagt dækningsgrave i 2013, og hvorvidt der vil blive afsat mmidler i fremtiden vides ikke på nuværende tidspunkt.
Til top