Mødedato: 29.10.2002, kl. 15:00

Pulje til miljøcertificering (Miljø- og Forsyningsudvalget)

Pulje til miljøcertificering (Miljø- og Forsyningsudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 29. oktober 2002

 

 

J.nr. ØU 264/2002

 

7. Pulje til miljøcertificering (Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler,

at der af puljen til miljøcertificering ydes støtte til et projekt vedrørende miljøledelse i Indkøbsfunktionen i Økonomiforvaltningen med 25.000,- kr. i 2002, 35.000,- i 2003 samt 20.000,- kr. i 2004, i alt 80.000,- kr., og

at der i budget 2003 sker omplaceringer af midler til videreførelse af allerede godkendte projekter som anført i økonomiafsnittet.

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 7. oktober 2002

Godkendt.

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget tiltræder indstillingen om udmøntning af midler til miljøcertificering.

 

RESUME

Den 13. juni 2001 tiltrådte Københavns Kommune Dogme 2000 for kommuner og miljø. I den forbindelse blev der ved fastlæggelsen af budget 2001 afsat en pulje på to mio. kr. pr. år i fire år til miljøcertificering af kommunens forvaltninger og institutioner. Midlerne skal bruges til at støtte projekter, som gavner miljøet ved at fremme anvendelsen af miljøledelse og miljøcertificering.

Økonomiudvalget har hidtil bevilget midler til gennemførelse af miljøledelses-projekter i Vej & Park samt Kommune Teknik København (Bygge- og Teknikforvaltningen), samt på seks skoler i Vanløse (Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen).

Der er i august 2002 indkommet en ansøgning fra Indkøbsfunktionen under Økonomiforvaltningen til gennemførelse af et projekt om miljøledelse i Indkøbsfunktionen med henblik på en international anerkendt miljøcertificering. Indkøbsfunktionen søger om et beløb på 80.000,- kr.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har vurderet projektet. Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder det formålstjenligt, at der gives støtte til gennemførelsen af projektet.

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med fastlæggelsen af budget 2001 er der afsat en pulje på to mio. kr. pr. år i fire år til miljøcertificering af kommunens forvaltninger og institutioner. Midlerne skal bruges til at støtte projekter, som gavner miljøet ved at fremme anvendelsen af miljøstyring og miljøcertificering i kommunens forvaltninger og institutioner.

Indsatsen skal ses i sammenhæng med Københavns Kommunes tiltrædelse i "Dogme 2000 for kommuner og miljø" den 13. juni 2001. Dogme 2000 er et tæt og forpligtende samarbejde mellem kommuner, som vil gøre en ekstraordinær indsats for miljøet. I Dogme 2000 fastsættes konkrete mål for de deltagende kommuners miljøarbejde, men der er ingen tidsfrist, for hvornår målene skal være opfyldt. Det afgørende er, at man indleder en proces i retning af at kunne nå målene. Et af målene under det tredje dogme omhandler forankring af miljøarbejdet. Det kræver, at kommunens forvaltninger og institutioner over tid lader sig miljøcertificere.

Før en forvaltning eller institution kan miljøcertificeres, skal der været indført et miljøledelsessystem, som er forankret i organisationen.

Miljøledelse er en metode til systematisk at få styr på sit ressourceforbrug og øvrige miljøpåvirkning. Når f.eks. en institution vælger at indføre miljøledelse indebærer det, at der skal udformes en miljøpolitik, at der foretages en miljøgennemgang af institutionen samt, at der udpeges indsatsområder, hvor der opstilles konkrete mål. Derudover skal institutionen udarbejde en handlingsplan for, hvordan målene nås samt periodevis evaluere indsatsen.

Kriterier for puljen, ansøgningsmaterialet samt hvordan arbejdet med at fremme miljøledelse og miljøcertificering i kommunen kan finde sted, har været drøftet i kommunens nedsatte "Dogmeforum". Dogmeforummet har repræsentanter fra samtlige forvaltninger i Københavns Kommune.

Forvaltningerne bliver løbende opfordret til at søge midler fra puljen for miljøcertificering, blandt andet ved møder i Dogmeforum og i arbejdsgruppen for miljøcertificering. Der er blevet gjort opmærksom på, at der kan ydes støtte til miljøcertificeringsprojekter både af økonomisk og rådgivningsmæssig karakter.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Kriterier for anvendelse af puljen

Kriterierne til vurdering af projekter har været diskuteret i Dogmeforum den 23. august 2001.

Der lægges vægt på at projekterne

  • enten er konkrete lokale miljøstyringprojekter på institutionerne, hvor der bl.a. kan ydes støtte til etablering af selve miljøstyringssystemet,
  • tværgående miljøstyringsprojekter, f.eks. mellem forvaltninger eller grupper af institutioner, eller
  • særlige udviklingsprojekter, herunder rådgivning, information, kompetenceopbygning samt koordinerende funktioner.

Derudover lægges der vægt på, at projekterne på længere sigt er selvbærende samt, at de hviler på et rimeligt bredt organisatorisk grundlag. Det er også en fordel, hvis projekterne sammentænker flere af Dogmeelementerne eller de har en særlig demonstrationsværdi. Endelig kan eksisterende projekter have behov for "en hjælpende hånd" for at komme videre.

Præsentation og vurdering af projektet

Indkøbsfunktionen under Økonomiforvaltningen søger om støtte til at indføre miljøledelse med henblik på at opnå en certificering efter miljøledelsesstandarden ISO 14001 inden udgangen af 2002 samt en efterfølgende EMAS registrering (europæisk miljøledelsessystem) i 2003.

Indkøbsfunktionen er i 2002 begyndt arbejdet med at beskrive indkøbsrutiner i forhold til det miljømæssige aspekt så det sikres, at miljøforhold altid indgår i forbindelse med udbud af indkøbsrammeaftaler. Dette indebærer, at Indkøbsfunktionen som organisation vil kunne opnå en miljøcertificering. I sommeren 2002 er der blevet opstillet en ramme for miljøledelsessystemet sammen med kommunens konsulent.

Ideen med projektet er, at det sikres, at der i alle indkøbsaftaler indgår miljøkrav samt at oplysninger om produkternes og serviceydelsernes miljøforhold informeres videre til de decentrale indkøbere.

I projektet som Indkøbsfunktionen søger midler til, indgår de aktiviteter som er knyttet til de eksterne vurderinger for at opnå en miljøcertificering og en EMAS registrering.

I bilag 1 er vedlagt Indkøbsfunktionens projektansøgning af den 3. september 2002.

Projektet kan kategoriseres som et "konkret lokalt miljøledelsesprojekt" på en af Københavns Kommunes institutioner, som er i gang med miljøledelse, men som har brug for "en hjælpende hånd" til at få institutionen miljøcertificeret.

For mange af kommunens forvaltninger og institutioner er de indirekte miljøforhold, som følge af indkøb til den daglige drift, et relativt væsentligt miljøaspekt. Ved at Indkøbsfunktionen systematisk inddrager relevante miljøkrav i indkøbsaftalerne, vil det indebære en tilstrækkelig styring af miljøforholdene fra de decentrale indkøb.

Miljø – og Forsyningsforvaltningen vurderer, at projektet vil medvirke til at nedbringe miljøpåvirkningerne fra forvaltninger og institutioners indkøb. Derudover vil en øget efterspørgsel af mere miljøvenlige produkter og tjenesteydelser påvirke markedet mod en udvikling af produkter- og tjenesteydelser, hvor der er inddraget miljøhensyn. Derudover finder Miljø- og Forsyningsforvaltningen det formålstjenlig at støtte et projekt som indebærer, at en af kommunens institutioner miljøcertificeres inden udgangen af 2002.

Det er Miljø- og Forsyningsforvaltningens vurdering, at det er vigtigt, at Økonomiforvaltningens Indkøbsfunktion får den økonomiske støtte til dækning af de eksterne udgifter for at kunne gennemføre projektet.

MILJØVURDERING

Midlerne fra puljen tildeles for at støtte kommunens forvaltninger og institutioner i deres arbejde for at mindske miljøbelastningen og få sat miljøindsatsen i system. Derfor vurderes det, at projektet vil have en positiv påvirkning af miljøet.

Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at beskrive de kvalitative eller kvantitative miljøpåvirkninger og miljøeffekter af projektet. Dette skyldes, at det først er under selve Indkøbsfunktionens arbejde med at indgå rammeaftaler samt forvaltningernes og institutionernes brug af disse, man vil kunne vurdere miljøeffekterne.

ØKONOMI

Indkøbsfunktionen under Økonomiforvaltningen ansøger om 80.000,- kr. ekskl. moms som, hvis midlerne tildeles, anvendes i perioden 2002-2004.

Det er i budgettet fastlagt, at puljen på to mio. kr. for 2002 udmøntes af Økonomi-udvalget efter indstilling fra Miljø- og Forsyningsudvalget.

Kun en mindre del af puljen blev anvendt i 2001 og første halvår af 2002. Dette skyldes bl.a., at Dogme 2000 først blev tiltrådt lige før sommerferien og at forvaltningerne derfor ikke havde tilstrækkelig tid til at udvikle og beskrive projektideer. Forvaltningerne er igen blevet opfordret til at søge midler gennem Dogmeforum og den tværkommunale arbejdsgruppe for miljøcertificering. Miljøkontrollen har tilbudt at rådgive ved udvikling af projekter samt at støtte ved udformningen af ansøgninger til miljøcertificeringspuljen.

Næste indstilling om udmøntning af midler til miljøcertificering forventes forelagt Miljø- og Forsyningsudvalget og Økonomiudvalget i slutningen af 2002.

Nedenfor er en oversigt over tidligere tildelte midler samt den aktuelle ansøgning om støtte, fordelt på det forventede træk på puljen pr. år:

 

2001

2002

2003

2004

Total i kr.

Indkøbsfunk.

(ny)

-

25.000,-

35.000,-

20.000,-

80.000,-

Komm.Teknik

- tildelt 5/2002

-

779.870,-

-

-

779.870,-

Vej & Park

- tildelt 12/2001

20.000,-

410.000,-

315.000,-

-

745.000,-

Skolerne

- tildelt 12/2001

186.000,-

275.000,-

100.000,-

-

561.000,-

Total i kr.

206.000,-

1.489.870,-

450.000,-

20.000,-

2.165.870,-

Puljen vil som hidtil blive udmøntet af Økonomiudvalget efter indstilling fra Miljø- og Forsyningsudvalget på baggrund af ansøgninger fra forvaltningerne.

Der anvises dækning på puljen til miljøcertificering af kommunen under Miljøkontrollen, konto 0.80.1 Fælles formål, med 25.000,- kr. i 2002. Det bevilgede beløb omplaceres til Økonomiudvalget, Indkøbsfunktionen, konto 6.51.1 med 25.000,- kr. i 2002.

I budget 2003 foreslås – under forudsætning af, at forslaget til budget 2003 vedtages – desuden omplaceret midler til videreførelse af dette og allerede godkendte projekter som anført:

Økonomiudvalget, Indkøbsfunktionen, konto 6.51.1: 35.000,- kr.

Bygge- og Teknikudvalget, Vej & Park, konto 6.51.1: 315.000,- kr.

Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Folkeskole, drift, konto 3.01.1: 100.000,- kr.

Støtten til Indkøbsfunktionens projekt i 2004 vil enten blive indarbejdet i forslag til budget 2004 eller omplaceret, når budget 2004 er vedtaget.

 

HØRING

Projektansøgningen er blevet præsenteret på møde den 4. september 2002 i arbejdsgruppen for miljøcertificering. Der var ingen bemærkninger.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen andre konsekvenser

 

BILAG

Bilag 1: Ansøgning af den 3. september 2002 fra Indkøbsfunktionen

 

Peter Elsman

/ Hjalte Aaberg

Til top