Mødedato: 17.12.2002, kl. 15:00

Forbedring af forbindelserne mellem Østerbro og udviklingsområderne i Nordhavnen over banegraven og Kalkbrænderihavnsgade, herunder overgang i niveau i forlængelse af Nordre Frihavnsgade

Forbedring af forbindelserne mellem Østerbro og udviklingsområderne i Nordhavnen over banegraven og Kalkbrænderihavnsgade, herunder overgang i niveau i forlængelse af Nordre Frihavnsgade

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 17. december 2002

 

 

J.nr. ØU 337/2002

 

7. Forbedring af forbindelserne mellem Østerbro og udviklingsområderne i Nordhavnen over banegraven og Kalkbrænderihavnsgade, herunder overgang i niveau i forlængelse af Nordre Frihavnsgade

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget

at rapporten om forbindelser mellem Østerbro og havnen forelægges specielt med henblik på at drøfte forbindelsen ved Nordre Frihavnsgade.

 

RESUME

Borgerrepræsentationen tiltrådte d. 6. december 2002 "Aftale om hovedprincipper vedrørende finansiering af infrastrukturprojekter i relation til udvikling af DanLink området". Aftalen forudsætter, at der i forbindelse med udbygning af DanLink arealerne skal ske en opgradering af adgangsforholdene mellem havn og by specielt ved Nordhavn Station. Et af formålene er også, at gøre arealerne i havnen stationsnære.

Ifølge ovenstående aftale skal Havn og grundejere indbetale i alt 45 mio. kr. til forbedring af infrastrukturen i området. Københavns Kommune forpligter sig derimod til at investere 25 mio. kr. i optimering af forholdene for trafikkanterne på Kalkbrænderihavnsgade.

En af aftalens elementer er at få skabt en forbindelse til fodgængere og cyklister i forlængelse af Nordre Frihavnsgade ud til havnen. Det har været et længe næret ønske hos både borgere og kommune at få skabt en overgang i niveau det pågældende sted.

Banestyrelsen er i øjeblikket i færd med at etablere yderligere ranger- og depotspor på strækningen mellem Østerport Station og Nordhavn Station. Ud for Nordre Frihavnsgade anslås det, at det nye spor dagligt vil benyttes til at vende/rangere 40-45 tog, hvilket giver ca. 90 togpassager.

Økonomiforvaltningen har i fællesskab med Københavns Havn A/S afholdt en række møder med Banestyrelsen med henblik på at finde en tilfredsstillende løsning. Grundet sikkerhedsmæssige og togtrafikale årsager afviser Banestyrelsen, at der kan etableres en overgang i niveau.

Økonomiforvaltningen har fået udarbejdet et notat om tværforbindelserne mellem Østerbro og havnen af arkitektfirmaet Møller & Grønborg. Heri konkluderes det, at forbindelsen i forlængelse af Nordre Frihavnsgade er en af mest essentielle i forhold til at sy by og havn sammen. Det anslås yderligere, at det godt kan lade sig gøre at etablere en overgang i niveau, der er sikkerhedsmæssig forsvarlig.

Ifølge Vej og Park vil det trafikalt være muligt at etablere en lysreguleret fodgængerovergang over Kalkbrænderihavnsgade udfor Nordre Frihavnsgade. Der passerer her omkring 18.000 biler i et hverdagsdøgn.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte d. 6. december 2002 "Aftale om hovedprincipper vedrørende finansiering af infrastrukturprojekter i relation til udvikling af DanLink området". Aftalen forudsætter, at der i forbindelse med udbygning af DanLink arealerne skal ske en opgradering af adgangsforholdene til Nordhavn Station fra havnearealerne.

Ifølge aftalen skal bygherrerne Københavns Havn A/S, Kommanditaktieselskabet DanLink Udvikling ved Københavns Havn A/S og TK-development ved fuld udnyttelse af byggeretten have indbetalt 45 mio. kr. til opgradering af områdets infrastruktur.

Samme aftale forpligter Københavns Kommune til at afsætte ca. 25 mio. kr. til forbedring af trafikafviklingen ved Folke Bernadottes Allé og Strandøre/Strandvænget via boligpakkens infrastrukturpakke.

En af pakkens elementer er at få skabt en forbindelse i forlængelse af Nordre Frihavnsgade ud til havnen. Indtil 1977 fandtes der en egentlig overkørsel for både biler, cykellister og fodgængere, men denne blev lukket med begrundelse i den gamle Toldvagt 1's nedlæggelse, overkørslens tilstand og DSB's ønske om at udvide depotsporanlægget i nordlig retning. Det har siden været et stort ønske hos kommunen at få genetableret forbindelsen.

Forbindelsen ved Nordre Frihavnsgade udgøres i dag af en relativ smal tunnel under banedæmningen i kombination med en stålbro med trappetårne, der fører over Lersøsporet og Kalkbrænderihavnsgade.

En arbejdsgruppe med repræsentanter fra Bygge- og Teknikforvaltningen, Økonomiforvaltningen og div. borgerorganisationer har gennem længere tid søgt at kortlægge forholdene omkring trafik- og bymiljø på Østerbro til brug for en lokal trafikplan for Østerbro. Et fremtrædende ønske fra borgerne i området har været at genskabe forbindelsen i niveau i forlængelse af Nordre Frihavnsgade.

Et af målene med kommunens arbejde er også, at få skabt bedre tilgængelig til Nordhavn Station fra havneområderne efter stationsnærhedsprincippet. Overgangen i niveau vil sikre dette og samtidig skabe en bedre bymæssig sammenhæng mellem Østerbro og havnen. Der foreligger et skitseforslag til en broløsning, der fører direkte fra perronanlæg over rangerspor og Kalkbrænderihavnsgade. Denne model vil skulle finansieres kommercielt, da udgifterne må forventes at overskride rammebeløbet på 15 – 20 mio. kr.

Banestyrelsen er i øjeblikket i færd med at etablere det såkaldte "Loko-projekt". En udbygning af sporanlægget mellem Østerport Station og Nordhavn Station til brug for vende- og depotplads til brug for tog af IC3 typen. Banestyrelsen/DSB skønner, at der dagligt vil rangeres/vendes 40 til 45 tog på sporet, hvilket giver ca. 90 togpassager ud for Nordre Frihavnsgade.

Økonomiforvaltningen har i fællesskab med Københavns Havn afholdt en række møder med Banestyrelsen med henblik på at finde en tilfredsstillende løsning for overgangen. Det har ikke været muligt, at opnå enighed om en løsning, da Banestyrelsen afviser en overgang i niveau, ud fra følgende argumenter:

  • At der på sporet vil rangeres, vendes og parkeres tog det meste af døgnet og mulighederne for at passere sporet derfor vil være begrænsede
  • At det vil være svært at etablere sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der kan holde folk væk fra sporerne
  • At en overgang i niveau vil pålægge Banestyrelsen/DSB betragtelige omkostninger i forbindelse med drift, da "lokoførerne" ikke bare kan køre uhindret på sporet, men også skal administrere overgangen.

Økonomiforvaltningen har fået udarbejdet en rapport af arkitektfirmaet Møller og Grønborg om forbindelserne mellem Langeliniebroen og Vordingborggade. I notatet analyseres de eksisterende og mulige forbindelser med henblik på at kvalificere muligheder for at sy by og havn sammen

Det konkluderes i notatet, at passagen i forlængelse af Nordre Frihavnsgade er yderst vigtig i arbejdet med at binde byen sammen. Det vurderes på baggrund af bl.a. sammenligninger med andre byer, at det godt kan lade sig gøre at etablere en overgang, der kan holdes lukket i de perioder, hvor der rangeres på sporet.

En forbindelse på tværs af banen, der holdes åben, når sporet ikke er i brug ville være et stort aktiv for borgerne i området.

En sådan løsning kunne være en overgang i niveau over rangersporet med et avanceret bomsystem, som kunne sammenlignes med sikkerhedsdørene på Metroens perroner.

Ifølge Vej og Park vil det trafikalt være muligt at etablere en lysreguleret fodgængerovergang over Kalkbrænderihavnsgade ud for Nordre Frihavnsgade. Det vil blive nødvendigt at anlægge en 3 meter bred helle, hvilket vil kræve en udvidelse af Kalkbrænderihavnsgade med i alt 80 cm. Dette kan finde sted på havnesiden.

Banestyrelsen forslår, at der arbejdes på at etablere en tunnel eller broløsning på stedet. Begge løsninger må forventes at overskride rammebeløbet.

 

ØKONOMI

I aftalen om hovedprincipper vedrørende finansiering af infrastrukturprojekter i forbindelse med Danlink forpligter Københavns Kommune sig til at investere 25 mio. kr. i forbedring af vejforbindelserne. Havn og grundejere skal betale 45 mio. kr til infrastrukturinvesteringer. De 45 mio. kr. fordeles således at 20 mio. kr. afsættes til forbedring/etablering af forbindelse ved Nordre Frihavnsgade, mens andre 20 mio. kr. øremærkes til etablering af forbindelse ved Classensgade. De sidste 5 mio. skal finansiere en promenade på havnesiden.

Banestyrelsen anslår, at en simpel bomløsning ved ved Nordre Frihavnsgade vil koste ca. 6 mio. kr. Økonomiforvaltningen skønner at en forbindelse i niveau vil koste omkring 15 mio. kr. med højest mulige sikkerhedsniveau.

 

HØRING

-

BILAG

Notat om tværforbindelser mellem Østerbro og havnen udarbejdet af arkitektfirmaet Møller & Grønborg.

 

Erik Jacobsen Paul Sax Møller

Til top