Mødedato: 14.06.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Analyse af afstandsmål til grønne og blå områder

Se alle bilag
Økonomiudvalget forelægges resultaterne af en analyse af status for opfyldelsen af de mål om adgang fra boliger til grønne og blå områder, der blev opstillet i Kommuneplan 2019 til efterretning. 

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiudvalget tager ”Analyse af afstandsmål til grønne og blå områder i København” (jf. bilag 1) til efterretning.

Problemstilling

I Kommuneplan 2019 blev der vedtaget to konkrete mål for adgangen fra byens boliger til grønne og blå områder. I forbindelse med beslutningen blev Økonomiforvaltningen (med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen) pålagt at udarbejde en analyse af den nuværende status for opfyldelse af målene. Denne status forelægges Økonomiudvalget forud for udarbejdelse af Kommuneplan 2024.

Løsning

Kommuneplan 2019 fastsatte to kvantitative mål for adgangen til offentligt tilgængelige grønne områder og områder ved havnen/kysten Ved et grønt område forstås der såvel parker/lommeparker som byrum med begrønning, søer, tilgængelige havnearealer mv., der kan imødekomme borgernes behov for rekreative arealer i deres nærområde. Områderne kan således også være blå (adgang til vand) snarere end grønne eller en kombination af begge dele.

Det ene mål indebærer, at der højst må være 300 m vejledende gangafstand fra boliger i byen til et grønt/blåt område (uden krav til størrelse), det andet at der højst må være 500 m gangafstand til et grønt område på mindst 2 ha fra boliger i de udpegede byudviklingsområder i Kommuneplan 2019.

En nærmere afgrænsning af de områder, der bidrager til målopfyldelse, skulle jf. beslutningen i forbindelse med Kommuneplan 2019 ske ”i det videre arbejde”. Det har derfor været en indledende del af analysearbejdet at definere områderne, der lever op til kommuneplanens formulering.

Analysen viderefører nogle definitioner fra tidligere analyser (udført af Teknik- og Miljøforvaltningen), f.eks. krav til andel af vegetation, for at et areal er grønt. Det er fastsat til mindst 25 % vegetationsdække (fra eksisterende eller vedtaget beplantning). Dertil kommer en række andre kriterier, herunder om størrelse (mindst 500 m2 og mindst 10 m bredt), om sikret offentlig adgang (ved servitut, lokalplan, fredning mv. eller kommunalt ejerskab) mv. Det har også været en del af opgaven at kortlægge adgangene til områderne (adgangspunkter, ruter til måling af gangafstand). Der er tale om en rent kvantitativ analyse, der altså ikke kan registrere kvaliteten af områderne (der især må ses i forhold til brugernes ønsker og tilfredshed), men alene deres kvantitative egenskaber.

Analysens data stammer fra kommunens egne kortdatabaser, vedtagne lokalplaner, kommunale anlægsprojekter, indkøbte luftfotodata for vegetation, rutenet for adgangsveje mv. Databearbejdningen har også omfattet en manuel kontrol, herunder fejlretning, af de konkrete fysiske adgange til arealer, en gennemgang af reguleringen af offentlig adgang etc. Data medtager vedtagne lokalplaner og besluttede anlægsprojekter frem til ultimo 2021. Definitioner og metoder er beskrevet yderligere i analysen.

Analysens resultater

Resultaterne viser, at mål nr. 1 om en afstand på højst 300 m er opfyldt for ca. 92 % af byens boliger i forhold til grønne og blå områder (ca. 90 % hvis der alene ses på grønne områder). På kort i analysen er vist områder med boliganvendelse henholdsvis med og uden målopfyldelse. En række eksempler på områder uden målopfyldelse er vist på detailkort, de fordeler sig på både tætte bydele som Indre Vesterbro, dele af Nørrebro og bydele med mere åben bebyggelse, rækkehuse mv. på Amager, Østerbro etc. De arealmæssigt største områder uden målopfyldelse er i dele af byen med boliger med egen have og etageboliger med store grønne friarealer, altså med god adgang til privat grønt areal.

Mål nr. 2 gælder alene for boliger i byudviklingsområder. Analysen viser, at ca. 66 % af alle byens boliger (ikke kun boliger i byudviklingsområder) har højst 500 m gangafstand til et grønt område på mindst 2 ha. Den viser også, at dele af byudviklingsområderne (f.eks. i Valby, den sydlige del af Nordhavn og på Enghave Brygge, se også detailkort) har en større afstand end 500 m. Det gælder både områder, der allerede er planlagt/udbygget, og områder, der er under planlægning. I sidstnævnte tilfælde vil der kunne opnås bedre målopfyldelse med de nye grønne områder, der er del af den igangværende planlægning, bl.a. på Enghave Brygge og Godsbaneterrænet. Det skal bemærkes, at der også i flere områder vurderes at blive bedre målopfyldelse med nye forbindelser, der vil blive en del af byudviklingen, men som ikke er anlagt endnu.

Årsagerne til manglende målopfyldelse er forskellige. I nogle områder mangler der generelt offentligt tilgængelige byrum, andre steder er der byrum med offentlig adgang, men de er ikke tilstrækkeligt grønne. Der er også private grønne områder med reel fri adgang i dag, men uden at denne adgang for offentligheden er sikret ved regulering.

Fysisk adgang til områderne er nogle steder en udfordring, hvor boliger ligger tæt på grønne områder (f.eks. ved Vestre Kirkegård), men man skal en omvej for komme ind i dem. Analysen benytter kun officielle fodgængerruter såsom offentlige veje og stier (selv om borgerne måske reelt færdes anderledes). Bedre målopfyldelse kan derfor også (ud over flere indgange til de grønne områder) kræve en mere direkte fodgængeradgang fra boligerne til disse indgange.

Anvendelse af analyseresultater

Analysens resultater kan indgå i det generelle kommune- og lokalplanarbejde. Her kan nye arealer (både offentlige og private), nye stier og forbindelser mv. i højere grad planlægges med opfyldelse af krav til grønne og blå områder (størrelse, omfang af vegetation mv.) og med kort afstand fra boliger til grønne og blå områder for øje.

Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder årligt en langsigtet arealplan for grønne områder til brug for budgetlægningen. Her vil analysens data og resultater indgå. Arealplanen danner bl.a. grundlag for beslutninger om kommunale investeringer i nye grønne områder (arealkøb og anlæg). Analysen kan også pege på eksisterende arealer, der alene på grund af manglende adgang ikke bidrager til at opfylde målet i fuldt omfang, og hvor der kan skabes nye adgange. Arealplanen omfatter også andre indsatser, der ikke retter sig imod grønne områder, f.eks. grønnere gader med træer mv. Den samlede indsats afhænger af prioriteringen i budgetaftalerne.

Økonomi

Ingen.

Videre proces

Resultaterne fra ”Analyse af afstandsmål til grønne og blå områder i København” vil blive anvendt i arbejdet med arealplanen for grønne områder til kommunens budgetlægning og kan indgå som del af grundlaget for kommune- og lokalplanlægning mv.

 

Søren Hartmann Hede / Kenneth Horst Hansen

Beslutning

Dagsordenspunkt 16: Analyse af afstandsmål til grønne og blå områder (2022-0090300)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2022

Kontorchef i Økonomiforvaltningen, Kenneth Horst Hansen, deltog under sagens behandling af hensyn til sagens oplysning.

 

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top