Godkendelse af politisk følgegruppe til fornyelse af Mad- og Måltidsstrategien
Økonomiudvalget godkendte på sit møde den 18. marts 2025 at forny kommunens Mad- og Måltidsstrategi. I den forbindelse bad Økonomiudvalget Økonomiforvaltningen om at udarbejde en indstilling til, hvordan en politisk følgegruppe til strategiudviklingen kan sammensættes. Denne sag beskriver en sådan sammensætning. Sagen er til godkendelse.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at forslag til sammensætning af en politisk følgegruppe til fornyelse af Mad- og Måltidsstrategien godkendes.
Problemstilling
Til Økonomiudvalget (ØU) den 18. marts 2025 blev det godkendt at forny kommunens Mad- og Måltidsstrategi og i forbindelse med dette arbejde, bad ØU om en indstilling fra Økonomiforvaltningen, som beskriver hvordan en politisk følgegruppe til strategiudviklingen kan sammensættes.
Løsning
Økonomiforvaltningen har følgende forslag til sammensætning af en politisk følgegruppe. Indstillingen har været præsenteret for styregruppen for Mad- og Måltidsstrategien, bestående af repræsentanter fra Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen samt Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Den politiske følgegruppes formål
Formålet med den politiske følgegruppe er at bringe erfaringer fra den nuværende strategiperiode i spil samt understøtte udviklingen af og sikre politisk opbakning til ambitioner og tematikker i en fornyet Mad- og Måltidsstrategi.
Medlemmer af den politiske følgegruppe
Alle ni politiske partier i Borgerrepræsentationen inviteres til at udpege én repræsentant til at sidde med i følgegruppen.
Praktiske forhold
Følgegruppen mødes to gange hhv. i juni og i september 2025 frem mod ØU-temadrøftelsen i oktober 2025. Møderne vil være af 1 times varighed, og dagsorden samt materiale sendes ud til gruppen en uge før mødedato.
Inddragelse af den politiske følgegruppe vil foregå parallelt med inddragelse af en faglig følgegruppe.
Økonomiforvaltningen er ansvarlig for sekretariatsbetjening af den politiske følgegruppe.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes, vil Økonomiforvaltningen sende invitationer om deltagelse i den politiske følgegruppe ud til medlemssekretærerne for de politiske partier i Borgerrepræsentationen og indkalde til første møde i den politiske følgegruppe.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. maj 2025
Enhedslisten og SF fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af indstillingens 1. at-punkt:
”At det godkendes, at medlemmerne af den politiske følgegruppe er: Overborgmesteren, Teknik- og miljøborgmesteren, Socialborgmesteren, Børne- og ungdomsborgmesteren samt Sundheds- og omsorgsborgmesteren. ”
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt uden afstemning.