Rute til ro er en invitation til at sætte farten ned for en stund og genfinde roen i din hverdag. Ruten er en km lang og leder dig igennem vild bynatur; vilde græsstier, skov, eng, mose, fælled, krat, lysåbne arealer og hemmelige naturrum. Her bor rådyr, hakkespætter og et væld af andre arter.
Mindful orientering
Ruten er bygget op som en mindful orienteringsrute. Mindful orientering er et nyt koncept, lavet så du selv kan opdage eller genopdage natur og ro på en enkel, anderledes og inspirerende måde. Til forskel fra det meste sport og aktivitet gælder det her om ikke at haste afsted, men bevæge dig langsomt, åbne op for dine sanser og lade din spontane opmærksomhed falde på det, som omgiver dig i nuet, og på det, du møder i naturen undervejs.
Poster
Gå på opdagelse, orienter dig i naturen via de 10 poster med mindfulness øvelser, som inviterer dig til at mærke, sanse og opleve naturen med åbenhed, nysgerrighed og opmærksomhed. Lyt til lydguiden for ekstra vejledning, hvis du ønsker det. Hver øvelse giver dig desuden mulighed for at øve dig i at møde både dig selv og naturen mere accepterende og mindre dømmende. Du kan ikke lave øvelserne forkert, og der er ingen rigtig eller forkert oplevelse.
Oplevelsen af ro er noget, du kan øve på Rute til Ro.
Oplevelsen af ro er hverken statisk eller garanteret, men er noget, du kan øve på Rute til Ro. Det kan kræve både tid og tålmodighed.
Husk at nyde naturen undervejs, og skru ned for ambitioner og krav til dig selv. Det er din tid og din Rute til Ro. Gør det til en god oplevelse for dig selv.
Ruten kan også benyttes til at øve naturtryghed . Når du har lært stierne at kende, vil du måske mærke, at du oplever en større tryghed og mere ro. Måske får du lyst til at udforske flere af Amager Fælleds mange smukke og spændende stier, og også andre steder i naturen, hvor du kan søge til, når du trænger til ro og natur.