Mødedato: 20.02.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Skøjtehal på Østerbro

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til et forslag om at der afsættes 2,0 mio. kr. til forundersøgelser og projektering at en permanent skøjtehal på Østerbro, samt at dispensationen til den midlertidige skøjtehal søges forlænget.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget lader 2,0 mio. kr. til forundersøgelser og projektering af en permanent skøjtehal på Østerbro indgå i forhandlingerne om Overførselssagen 2013-2014,

2. at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder Teknik- og Miljøudvalget om, at dispensationen til den midlertidige skøjtehal på Østre Gasværksgrunden forlænges.

Problemstilling

København har i dag én skøjtehal, den midlertidige hal på Østre Gasværksgrunden på Østerbro. Da det med budget 2011 er besluttet, at 'gøre den mobile skøjtehal permanet' skal det videre arbejde med en permanent hal igangsættes.

Den midlertidige hal skal fjernes fra Østre Gasværksgrunden senest den 1. februar 2016, hvor dispensationen til at have hallen placeret her udløber. For at sikre, at Østerbro ikke kommer til at være uden skøjtehal i en periode forslås det, at der søges forlængelse af dispensation til den midlertidige skøjtehal.

Løsning

En permanent skøjtehal på Østerbro
Borgerrepræsentationens besluttede i 2011 'at gøre den mobile skøjtehal på Østerbro permanent'. I forlængelse heraf blev afsat 4,284 mio. kr. (p/l-2014) årligt til varig drift af en skøjtehal på Østerbro.

Det er ikke muligt at gøre den midlertidige skøjtehal permanent. Hallen er placeret på Østre Gasværksgrunden på en midlertidig opstillingstilladelse. Hele konstruktionens afsæt er midlertidig og den opfylder f.eks. ikke gældende krav til energiøkonomi og isolering. Konsekvensen er, at hvis Borgerrepræsentationens beslutning om en permanent skøjtehal på Østerbro skal indfries, skal der afsættes midler til en permanent hal.

Med afsæt heri indstilles det, at arbejdet med en ny permanent skøjtehal på Østerbro igangsættes og at der i Overførselssagen 2013/2014 afsættes 2,0 mio. kr. til forundersøgelser og projektering. Hermed vil det være muligt at udarbejde et egentligt skitseprojekt, samt præcisere den samlede anlægsøkonomi.

Afsættes der midler i Overførselssagen til forprojektering, og følges dette op med en finansieringen af byggeriet, kan en permanent skøjtehal på Østre Gasværksgrunden være klar til skøjtesæsonen 2017-2018.

Skøjteløberne på Østerbro
I dag er der en midlertidig hal på Østre Gasværksgrunden. De primære brugere af denne er Skøjteklub København og Kjøbenhavns Skøjteløberforening (KSF). Medlemmerne af begge foreninger er lokalt forankrede i bydelen.

Skøjteklub København er Danmarks mest vindende klub i kunstskøjteløb. De har løbere på DM, EM, VM og OL-niveau. Ishockeyklubben KSF har tidligere vundet DM og har i dag børne- og ungdomshold, seniorhold og oldboyshold, der deltager i landsdækkende og nordiske turneringer.

Skøjtehallen på Gasværksgrunden er placeret på arealet på en midlertidig dispensation. Teknik- og Miljøforvaltningen har foreløbigt tilkendegivet, at der ikke umiddelbart kan gives forlængelse af den midlertidige hal. Det skal ses i sammenhæng med hallens midlertidige konstruktion, energiforbrug og isolering. Faciliteten er i øvrigt utidssvarende, slidt og uden tilskuerpladser.

Hvis en sæson uden is på Østerbro skal undgås, er det nødvendigt med en forlængelse af opstillingstilladelsen til den midlertidige skøjtehal. Det gælder også, hvis der afsættes 2,0 mio. kr. i overførselssagen til det videre arbejde med en ny permanent skøjtehal i bydelen. Der sigtes dermed mod en løsning, hvor den midlertidige skøjtehal bevares under etablering af en ny skøjtehal.

Vedligehold af den midlertidige skøjtehal på Østerbro
Den midlertidige skøjtehal på Østerbro har været i funktion længere end oprindeligt planlagt. Konsekvensen er, at driftsudgifterne er større end budgetteret. Det skyldes merudgifter til vedligehold i størrelsesordenen 0,5 mio. kr. årligt. Dette søges finansieret via afsatte driftsmidler til den permanente skøjtehal i Ørestad Syd - jf. den efterfølgende sag på dagsordenen 'Skøjtehal i Ørestad Syd'.


Idéoplæg til permanent skøjtehal på Østerbro
De to skøjteklubber på Østerbro udarbejdede i 2013 et ideoplæg til en ny permanent skøjtehal. Det skete i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Østerbro Lokaludvalg (bilag 1).

En permanent skøjtehal på Østerbro på omkring 6.000 etagemeter skønnes at koste 90 mio. kr. Hertil kommer f.eks. udgifter til håndtering af forurenet jord.

Vælger man at opfylde et lokalt ønske om to isbaner, skal der afsættes yderligere 10-30 mio. kr., svarende til en samlet anlægsøkonomi på 100-120 mio. kr.  

Fremtiden for Østre Gasværksgrunden
Arbejdet med en ny lokalplan for Østre Gasværksgrunden er netop igangsat. Afsættet herfor er, at grunden anvendes til boliger, kultur og erhverv. En permanent skøjtehal kan indarbejdes i en lokalplan. Her vil den kunne skabe synergier med nærliggende skoler og institutioner. Anlæggelsen af hallen kan ske samtidig med, at den midlertidige hal har til huse på grunden. 
                                                                 

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen tiltrædes, indgår forslaget om at afsætte 2,0 mio. kr. til en permanent skøjtehal på Østerbro i forhandlingerne om Overførselssagen 2013-2014.

Derudover vil KFU anmode Teknik- og Miljøudvalget om, at dispensationen til den midlertidige skøjtehal på Østre Gasværksgrunden forlænges.


Carsten Haurum

                                                                  /Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. februar 2014:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede for så vidt angår indstillingens 2. at-punkt, at dispensation søges til 2018 og at forudsætningen er en sammenhængende lokalplan for området. Såfremt dette ikke opnås, skal sagen forelægges Borgerrepræsentationen.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om at belyse de forskellige muligheder for placering af hallerne og i den forbindelse inddrage forskellige scenarier for andre idrætsfaciliteters placering bl.a. med henblik på at opnå synergieffekter.

Kultur- og Fritidsforvaltningen fremsender tidligere udarbejdet notat, der belyser forudsætninger for byggerier i København.

Til top