Mødedato: 26.08.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høringssvar om udkast til ny Kultur- og Fritidspolitik for Københavns Kommune 2020-2023

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget om udkast til Københavns Kommunes Kultur- og Fritidspolitik 2020-2023.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at høringssvar til udkast til ny Kultur- og Fritidspolitik 2020-2023 oversendes til Kultur- og Fritidsudvalget inden høringsfristen 1. september 2019.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede 2. maj 2019 at sende udkast til Kultur- og Fritidspolitik 2020-2023 i høring hos relevante interessenter, herunder Teknik- og Miljøudvalget.

Kultur- og Fritidsudvalget har udarbejdet udkastet til politik (bilag 2), som Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget 12. juni 2019. Forvaltningen har foretaget en intern høring og har udarbejdet udkast til høringssvar i bilag 3. Høringssvaret er sammenfattet i det følgende.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til at afgive høringssvar, som vil blive vedlagt indstillingen ved forelæggelsen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. 

Løsning

Generelle bemærkninger
Udkastet til Kultur- og Fritidspolitik 2020-2023 sætter en retning for, hvordan kommunen ønsker at præge området i de kommende år. Udkastet præsenterer en vision for udviklingen af København, så byen fastholder sin levende karakter og også fortsat rummer høj grad af livskvalitet for borgerne og et DNA, der gør byen interessant for besøgende.  

Høringssvaret lægger op til, at Teknik- og Miljøudvalget i vid udstrækning er på linje med Kultur- og Fritidsudvalgets tanker og visioner, som beskrives i udkastet til en ny Kultur- og Fritidspolitik. Således er det positivt, at der er fokus på, at København skal være en storby med kant, og at der skal være plads til ”det sublime, det skæve, det skøre samt plads til små og store begivenheder”, hvilket er i tråd med Fællesskab Københavns pejlemærke ”En by med kant,” som Borgerrepræsentationen vedtog 24. november 2015.

Visionen har fokus på samskabelse med københavnerne, kultur- og fritidsaktører, de øvrige forvaltninger samt både det offentlige og det private. Dette er også i god tråd med den retning, der er sat med Fællesskab København, og som Teknik- og Miljøudvalget ønsker at støtte op om.

Grundlæggende er høringssvaret således positivt indstillet overfor udkastet, hvis emne på en række områder berører Teknik- og Miljøudvalgets ressort.

Samtidig er det Teknik- og Miljøudvalgets ansvar at markere, at udkastet til ny Kultur- og Fritidspolitik rummer elementer, der ikke altid kan rummes indenfor den lovgivning og de rammer, Teknik- og Miljøudvalget har ansvar for at administrere. Dette gør sig fx gældende ift. udkastets betragtninger om, at ”Naturen er ramme for aktivitet” og at naturen i højere grad bringes i spil til kultur og fritidsformål. Høringssvaret gør i den sammenhæng opmærksom på, at det er vigtigt, at en øget grad af udnyttelse af naturen i kulturelt og arrangementsmæssigt øjemed sker under hensyntagen til målsætningerne i Københavns Kommunes strategi for bynatur og de rammer, som udgøres dels af den lovgivning, Teknik- og Miljøudvalget skal administrere, dels af naturens tålegrænser myndigheds-, natur- og brugsmæssige rammer de pågældende steder. Teknik- og Miljøudvalget minder om, at Københavns natur i de tætte byområder allerede er presset, hvorfor udvalget opfordrer til, at Kultur- og Fritidspolitikken understøtter, at der udvikles mindre grønne arealer, og parker med plads til udfoldelse, i boligkvartererne, i sammenhæng med skoler og institutioner, samt at der etableres flere nye større parkarealer i takt med, at byen udbygges og i takt med københavnernes ønsker om at være aktive i naturen stiger.

Dilemma i forhold til fri adgang til natur mv. overfor ønske om flere betalingsarrangementer
Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar til udkastet til ny Kultur- og Fritidspolitik omhandler i tillæg til anvendelsen af naturen også betragtninger om det dilemma, der ligger i, at udkastet til ny Kultur- og Fritidspolitik taler for øget anvendelse af parker og pladser til arrangementer, der er omfattet af betaling. Idet Teknik- og Miljøudvalget er ressortmyndighed for blandt andet fredningsbestemmelser for parkerne gør høringssvaret Kultur- og Fritidsudvalget opmærksom på, at der er et dilemma i at begrænse offentlighedens adgang til pladser og parker, der skal være åbne for offentligheden, gennem fx afvikling af lukkede arrangementer, hvor det er tanken, at kun et betalende publikum har mulighed for at deltage. Det bemærkes i den forbindelse, at det pga. lovgivningen i mange tilfælde ikke er muligt at give tilladelse til arrangementer på visse fredede områder.

Høringssvaret støtter op om de visionære betragtninger i forhold til en øget anvendelse af arealer, der kan understøtte realiseringen af en levende by, samtidig med at høringssvaret understreger den iboende værdi i den ro og fordybelse, som ophold i fx parker og natur kan afstedkomme.

I forlængelse heraf gør høringssvaret opmærksom på behovet for at skelne mellem egentlige naturområder på den ene side og parker og pladser på den anden. Endelig minder høringssvaret om, at der ved en øget frekvens af arrangementer indtænkes budget til renhold.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når udvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen inden 1. september 2019 sende høringssvaret (bilag 3) til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Søren Wille

                        / Rikke Sønderriis

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. august 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top