Mødedato: 26.08.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Prioritering af ekspertgruppens anbefalinger

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte en prioritering af ekspertgruppens anbefalinger som grundlag for forvaltningens videre arbejde.

 

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget,
1. at udvalget drøfter Ekspertgruppens anbefalinger mhp. tilkendegivelse af, hvilke tiltag udvalget ønsker, at forvaltningen arbejder videre med, herunder drøfter mulig ny finansiering.

Problemstilling

I budget 2013 nedsattes en ekspertgruppe med opgaven at foreslå, hvordan Københavns Kommune kan forbedre erhvervsklimaet og understøtte vækst og jobskabelse i byens virksomheder. Ekspertgruppen afleverede sine anbefalinger under overskriften ’Flere jobs i København’ den 6. maj 2013 (budgetaftaletekst og ekspertgruppens sammensætning fremgår af bilag 2).

Forvaltningen har vurderet anbefalingernes relevans og realiserbarhed og fremsætter her en prioritering indenfor de temaer, der berører Teknik- og Miljøudvalgets ressort.

 

Løsning

Ekspertgruppen havde 84 anbefalinger inden for følgende 6 hovedtemaer:
1) Vækstorienteret erhvervsservice
2) Vækstorienterede indkøb, udbud og partnerskaber
3) Vækstorienterede rammevilkår
4) Vækstorienteret iværksætter indsats
5) Vækstorienteret regionalpolitik
6) Vækstorienteret byudvikling

Overordnet vurderes 54 af de 84 anbefalinger at have direkte betydning for eller snitflader til udvalgets ressortområde.

Forvaltningen har prioriteret anbefalingerne efter 1) om håndtering af anbefalingerne kræver politisk stillingtagen, 2) kan ændres administrativt, eller 3) kræver ny finansiering, fx via budget 2014. Vedlagt som oversigtsform i bilag 3 er alle 84 anbefalinger med en fremhævelse af, hvilke forvaltninger, anbefalingen vedrører, samt hvilke muligheder, der er for at arbejde videre med anbefalingerne.

Forvaltningen vurderer, at Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) har størst mulighed for at bidrage til en vækstskabende kommunal erhvervspolitik ved at sikre udmøntning af ekspertgruppens anbefalinger under temaerne: Erhvervsservice og Iværksætteri.

Nedenfor redegøres for de tiltag, som forvaltningen foreslår, at der arbejdes videre med under disse to temaer. Mange af anbefalingerne under Erhvervsservice og Iværksætteri bør håndteres i samarbejde med en række andre aktører. 

Prioriterede tiltag under Erhvervsservice
Ekspertgruppen har vurderet, at København kan skabe et bedre erhvervsklima ved at bygge videre på de gode resultater, der indtil videre er opnået med etableringen af Københavns Erhvervsservice (KES) og én indgang for virksomhederne til TMF.

Ekspertgruppen efterspurgte derfor, at kendskabet til KES udbredes, kulturen omkring den servicerende myndighed overfor virksomheder styrkes, og at kommunen forbedrer sin dialog med byens virksomheder. Derudover påpeger gruppen behovet for, at kommunen udvikler et dokumentationsværktøj, der kan tage pulsen på byens erhvervsliv og dermed bidrage til målrettet erhvervspolitiske tiltag og forbedret service. 

Forvaltningen peger på udvalgte tiltag, som vurderes at styrke indsatserne på erhvervsserviceområdet (jf. bilag 1). Med gennemførelse af disse tiltag udvikles Københavns Kommunes indsatser som en servicerende myndighed overfor virksomheder og samarbejdspartnere. En styrkelse af erhvervsservicen vurderes især at gavne små og mellemstore virksomheder, da de har færre ressourcer til myndighedskontakt.

De foreslåede tiltag under erhvervsservice bygger videre på det allerede igangsatte arbejde, som udvalget allerede har igangsat i forvaltningen. Yderligere vurderes det, at tiltagene under erhvervsservice vil sikre øget vidensbaseret kendskab til erhvervslivet i København, byens performance og erhvervsudvikling til brug i administrative såvel som politiske fora. Dette vil sikre en målrettet kommunal erhvervsindsats.

Prioriterede tiltag under Iværksætteri
Ekspertgruppen anbefaler, at København i højere grad skal satse på en styrket iværksætterindsats med fokus på vækst og jobskabelse. Der peges på behovet for at skabe flere vækstiværksættere og styrke indsatsen for, at flere nystartede og mindre virksomheder kommer i positive vækstforløb samt øger deres internationale markedsforståelse. Dette bør understøttes af et sammenhængende system, der skal etableres i samarbejde med øvrige erhvervsfremmeaktører, universiteter og større virksomheder.

Forvaltningen vurderer, at der er behov for erhvervspolitiske tiltag, som bidrager til en forøgelse af antallet af vækstiværksættere. Nye virksomheder og vækstvirksomheder er grundlaget for nye arbejdspladser, innovation og økonomiske vækst i København. Hver iværksætter skaber i gennemsnit to job. I 2011 havde de nye virksomheder, der blev etableret i perioden 2003-2009 skabt beskæftigelse til mere end 27.000 personer i København.

Københavns Erhvervsservice tilbyder i dag en bred vifte af generel erhvervsrådgivning primært til iværksættere og små virksomheder som del af den kommunale erhvervsservice. Det anslås, at mindst 50 % af Københavns iværksættere kommer igennem KES’ generelle erhvervsrådgivning. Forvaltningen vurderer derfor, at potentialerne hos målgruppen ift at skabe vækst og jobs i København kan realiseres ved at følge en række af de anbefalinger, som ekspertgruppen er kommet med på området (se bilag 1).

På denne baggrund indstiller forvaltningen, at der arbejdes videre med udformning af kommunale tiltag i samarbejde med relevante aktører i form af bl.a. særlige forløb med bl.a. international markedsforståelse, som vil bidrage til, at flere iværksættere overlever og udvikler deres forretning til en vækst-virksomhed.

Vedr. rammevilkår, byudvikling, udbud og partnerskaber samt regional vækst
Ekspertgruppen peger i øvrigt på behovet for, at København skaber et bedre erhvervsklima ved at sikre færre og lavere gebyrer, herunder større transparens i kommunens pris-sammensætning på sagsbehandling. Der efterspørges desuden en vækstorienteret byudvikling, hvor byplanlægningens bruges som et aktivt instrument til at skabe plads til virksomhederne i byen, herunder en regional dimension. Endvidere efterspørges indsatser, der sikrer, at små og mellemstore virksomheder får mulighed for byde på kommunale opgaver og i højere grad bruges som leverandører af ydelser.

Det bemærkes, at det fremgår af budgettekst 2013, at tiltag omhandlende forbedringer af rammevilkår afrapporteres til Økonomiudvalget (ØU). Ligeledes gælder det for byudviklingen, at det er delt ressort med ØU, idet lokalplanlægning hører under Teknik- og Miljøudvalget, mens kommuneplanlægning ligger ressortmæssigt under ØU. På nuværende tidspunkt er det ikke afklaret, om Økonomiforvaltningen (ØKF) udarbejder budgetnotat til et budgettema om rammevilkår, udbud og partnerskaber, men det forventes, at ØKF udarbejder budgetnotatet til et budgettema omkring regional vækst.

Af særlig relevans for TMU bør dog nævnes ekspertgruppens anbefaling om en ”Samlet strategi for brug af byens rum”, som forvaltningen vurderer som værende meget relevant for TMFs arbejde i øvrigt. Københavns Erhvervsservice oplever en stigende efterspørgsel fra erhvervslivet i forhold til en mere synlig og klar strategi for brugen af byens rum, der både tager hensyn til virksomhedernes vækstmuligheder, tilgængelighed, renhold af og regulering af byens rum.

Forvaltningen indstiller derfor til udvalget, at der udarbejdes en strategi for brug af byens rum i samarbejde med andre forvaltninger i kommunen og med inddragelse af de erhvervsdrivende og erhvervsorganisationerne. Forvaltningen forventer at fremsende strategien til godkendelse i første halvdel af 2014.

Forvaltningen foreslår desuden, at der arbejdes administrativt videre med håndtering af relevante anbefalinger indenfor ovenstående temaer – herunder koordinering og forberedelse af politisk håndtering – via den nye direktionsstyregruppe med deltagelse af TMF, ØKF og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF).

Økonomi

Flere af tiltagene vil – hvis de ønskes realiseret efter nærmere undersøgelser – kræve ny finansiering, fx via forhandlingerne om Budget 2014. Enkelte anbefalinger vil dog kunne gennemføres inden for rammerne af den eksisterende driftsbevilling. 

Videre proces

Forvaltningen vil arbejde videre på baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets drøftelser.

 Jens Elmelund /
                                        Janus Krarup

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 26. august 2013

Indstillingen blev udsat
Til top