Mødedato: 24.11.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Fremme af E-mobilitet

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til redegørelsen om fremme af el-drevne køretøjer (herefter e-mobilitet), og til om medlemsforslag fra Socialdemokratiet og medlemsforslaget fra Liberal Alliance er håndteret.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at redegørelsen vedrørende Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde for at fremme e-mobilitet tages til efterretning.
  2. at den fremlagte redegørelse (bilag 1) erstatter udarbejdelsen af en egentlig strategi for e-mobilitet.
  3. at Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder videre med nedenstående 4 nye tiltag for fremme af e-mobilitet.
  4. at Liberal Alliances medlemsforslag om ikke at oprette flere parkeringspladser til elbiler stillet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 29. april 2013 hermed er håndteret.
  5. at Socialdemokraternes medlemsforslag vedrørende redegørelse for e-mobilitet stillet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. september 2014 hermed er håndteret.

Problemstilling

Liberal Alliance stillede i foråret 2013 et medlemsforslag om at indstille oprettelsen af p-pladser til elbiler. Medlemsforslaget blev behandlet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 29. april 2013. Forslaget blev sendt tilbage til forvaltningen med ønske om fremsættelse af ”ny indstilling om en elbil-strategi, hvori medlemsforslaget også kan blive behandlet”. Socialdemokraterne har desuden på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. september 2014 fremsat forslag om ”at Teknik- og Miljøforvaltningen redegør for, hvordan Københavns Kommune vil kunne fremme CO2-neutral, forureningsfri og støjsvag transportformer gennem større udbredelse af elektriske biler og varevogne i København.”

Med målet i KBH 2025 Klimaplanen vedtaget af Borgerrepræsentationen den 23. august 2012 om at blive CO2-neutral i 2025 er der behov for yderligere initiativer for at fremme overgangen til e-mobilitet.

Løsning

Med budgettet for 2014 (BR 3. oktober) besluttede parterne (A, B, F, O, Ø) at forenkle kommunens politikker, planer og strategier, og Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår derfor, at bilag 1, der redegør for kommunens indsats for e-mobilitet, erstatter en egentlig elbil-strategi.

Transporten er årsag til en stor del af den samlede CO2-udledning. I 2012 udledte transportsektoren i København 544.000 tons CO2, hvilket svarer til 27 % af byens samlede CO2-udledning.

Initiativer for fremme af e-mobilitet
I KBH 2025 Klimaplanen er der opstillet mål for, hvordan grøn mobilitet skal bidrage til at gøre byen CO2-neutral. Bl.a. skal kommunens egne køretøjer udskiftes, så de kører på alternative drivmidler, den kollektive trafik skal gøres CO2-neutral og en større andel af både  borgernes og virksomhedernes køretøjer skal køre på el.

For så vidt angår målsætningerne om kommunens egne køretøjer og den kollektive trafik, er kommunen selv ansvarlig for fremdriften. Københavns Kommune indkøber el- og brintbiler. På nuværende tidspunkt er 48 % af bilerne el- og brintbiler, men der skal yderligere fokus på indsatsen i forvaltningerne, hvis delmålet om, at 85 % af kommunens biler skal køre på el eller brint i 2015, skal nås. I forhold til den kollektive trafik pågår et udredningsarbejde i samarbejde med Movia om, hvordan målet skal nås. For uddybning af kommunens indsats i forhold til indkøb af biler og omstilling af den kollektive trafik, se bilag 1. 

Med hensyn til en omstilling af københavnernes og virksomheders køretøjer til el, så afhænger den af den teknologiske udvikling og den enkelte københavner og virksomheds villighed til at anskaffe et el-køretøj. Teknik- og Miljøforvaltningen kan understøtte udviklingen, så det bliver lettere at foretage en omstilling til el.

Indenfor de givne økonomiske og lovgivningsmæssige rammer er det muligt at supplere de allerede igangsatte initiativer (beskrevet i bilag 1) med yderligere 4 initiativer for at fremme omstillingen til e-mobilitet. Forvaltningen foreslår derfor at følgende initiativer igangsættes:

  • Brintbiler sidestilles med elbiler og må derfor benytte p-pladser, som er reserveret til elbiler.
  • Fremtidige kommunale p-huse forberedes til installation af el-ladestandere, og der reserveres p-pladser til elbiler på op til 5 % af pladserne. (Eventuelle fuldautomatiske P-huse er her undtaget.)
  • Forvaltningen bliver, som forsøg, kunde hos en citylogistik-ordning med udvalgte typer af leverancer til forvaltningen. Ordningen skal samle mange små leveringer på en terminal og køre leverancerne samlet med elbiler/elvarevogn til slutdestinationen. Forvaltningen går samtidig i dialog med Koncernservice med henblik på at afsøge muligheden for og omkostningerne ved - som led i kommunens indkøb af varer - at stille krav til drivmidler i forbindelse med transporten af varerne.
  • Forvaltningen vil afsøge mulighederne for at etablere samarbejde og partnerskaber med eksterne aktører, samt søge ekstern finansiering til at fremme e-mobilitet.

For uddybning af Teknik- og Miljøforvaltningens initiativer for fremme af e-mobilitet se bilag 1.

Parkeringspladser til elbiler
Proceduren for oprettelse af p-pladser reserveret til el-biler foregår ved, at private operatører ansøger Center for Parkering om tilladelse til opstilling og drift af ladestandere til elbiler på en given lokation. Såfremt ansøgningen godkendes udsteder forvaltningen tilladelsen og reserverer samtidig det pågældende sted én til to p-pladser til elbiler. Om ansøgningen godkendes afhænger af en vurdering af trafikale og fysiske forhold på den søgte lokation. Samme vurderingskriterier ligger til grund for fjernelse af reservationer. En fjernelse af reservationer skal ske med ladeoperatørens samtykke, da der er indgået 10-årige kontrakter med ladebilsoperatørerne. Kommunen er kontraktligt forpligtet til kun at opsige tilladelser, såfremt arealet skal anvendes i forbindelse med eksempelvis større byrumsprojekter og trafikale ændringer.

Aktuelt er belægningsgraden på elbil-pladserne ca. 10 % (se bilag 2). Forvaltningen vurderer imidlertid, at en overkapacitet af p-pladser til elbiler er et væsentligt virkemiddel for omstillingen til e-mobilitet. Undersøgelser har vist, at sikkerhed for adgang til ladeinfrastruktur er af stor betydning for eventuel anskaffelse af el-bil. Derudover er sikkerhed for adgang til p-plads også er et væsentligt incitament i en række bydele i København i fx dele af Østerbro.

En eventuel reduceret takst på parkeringsbetaling for elbiler, muliggjort som følge af den kommende nye vejlov - kombineret med at el-biler bliver stadig mere konkurrencedygtige på pris og rækkevidde - forventes desuden at føre til forøget efterspørgsel på pladserne i de kommende år.

Forvaltningen vurderer derfor, at det ikke er hensigtsmæssigt at indstille oprettelsen af parkeringspladser til elbiler; men vil fortsat foretage tilpasninger i antallet af elbilpladserne på baggrund af henvendelse fra borgere og ladestanderoperatører. Derudover vil forvaltningen indtil efterspørgslen på pladserne øges, indgå i dialog med ladestanderoperatørerne om muligheden for midlertidigt at anvende pladserne til fx handicapparkering.

På den baggrund lægges op til at fortsætte den hidtidige praksis med oprettelse af elbil-parkeringspladser uændret i forlængelse af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning d. 21. juni 2010. Eneste ændring er, at anfordringsgarantien pr. 1.1 2015 nedsættes fra 10.000 kr. til 3.000 kr.  Kravet om anfordringsgaranti stilles for at beskytte kommunen mod udgifter til nedtagelse af ladestandere i forbindelse med operatørernes eventuelle konkurs. Den nedsættes, så den er på niveau med andre kommuner. Niveauet vurderes fortsat tilstrækkeligt til at beskytte kommunen mod utilsigtede driftsudgifter ved eventuel konkurs.

Økonomi

Initiativerne, der indstilles igangsat, kræver ikke ny finansiering.

Videre proces

Belægningsgraden af de eksisterende elbil-parkeringspladser rapporteres årligt til Teknik- og Miljøudvalget. Dette forventes at indgå som en del af den kommende årlige redegørelse om parkering generelt, jf. beslutning i Budget 2015.

Derudover forelægges Teknik- og Miljøudvalget primo 2015 en indstilling om, hvorvidt parkeringsafgiften for elbiler skal reduceres eller afskaffes, forudsat den kommende nye version af Vejloven, som forventet, åbner mulighed for det.





                                        Pernille Andersen

                                                                                              / Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 24. november 2014

C stillede følgende ændringsforslag til erstatning af indstillingens at-punkter:

”At de overskydende elbilparkeringspladser konverteres til konventionelle parkeringspladser, dog således at der fortsat skal være elbilparkeringspladser og kun med en belægningsprocent på 33.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med stemmerne 2 mod 9. Ingen undlod at stemme.

- For stemte: C og I
- I mod stemte: A, B, F, V og Ø

Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

- For stemte: A, B, F og Ø
- I mod stemte: C, I og V

Indstillingen blev standset af C, jf. kommunestyrelseslovens § 23, og indbringes dermed i sin helhed til afgørelse i Borgerrepræsentationen.

Til top