Mødedato: 22.05.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Vejnavn til Faste Batteri, Amager Vest

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af en indstilling fra Vejnavnenævnet tage stilling til navngivning af en ny vej, der er beliggende på et område ved siden af fortidsmindet Faste Batteri.

Indstilling

Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at en ny vej på området ved siden af fortidsmindet Faste Batteri navngives Faste Batteri Vej pr. 1. juli 2017.

Problemstilling

Vedtagelsen af lokalplan nr. 527 Faste Batteri III gør det muligt at byudvikle et område langs Njalsgade, Amagerfælledvej og Ørestads Boulevard samt fortidsmindet Faste Batteri. Der opføres ny bebyggelse til boliger og erhverv, og der anlægges en ny vej til at betjene området. Den nye vej har behov for et navn. Områdets og vejens beliggenhed fremgår af bilag 1.

Løsning

Det aktuelle område har en lang militærhistorie bag sig. Fra sidste halvdel af 1600-tallet blev området anvendt af militæret, og der blev i den forbindelse opført midlertidige anlæg, der var anlagt som øvelsesbatterier for artilleriet og til afprøvning af nyt skyts. I 1765-70 blev det permanente anlæg Faste Batteri opført. Siden kom flere til, herunder Ny Batteri, der lå øst for Faste Batteri.

Vejnavnenævnet foreslår, at den nye vej navngives Faste Batteri Vej, bl.a. på baggrund af, at vejen ligger ved siden af fortidsmindet Faste Batteri.

Navnet Faste Batteri Vej har ikke kun tilknytning til områdets forhistorie, det har også relation til den nutidige udvikling af området. Fortidsmindet Faste Batteri bliver nemlig genetableret og indrettet som ny bypark til ophold. Syd for Faste Batteri findes desuden vejnavnet Artillerivej, der også blev navngivet efter beliggenheden langs militærets skydearealer.

Høring og indkomne høringssvar

I 2016 besluttede Vejnavnenævnet at sende navneforslaget Amager Skansevej i høring. Der blev udsendt otte høringsbreve til hhv. bygherre, stedlige institutioner og Amager Vest Lokaludvalg. Der indkom tre høringssvar fra hhv. bygherre, Amager Vest Lokaludvalg og fra en borger uden for partshøringen. De tre høringssvar var imod det foreslåede navn. Deres begrundelse for indsigelserne var, at navnet ikke havde historisk relation til området. Dette blev senere bekræftet af Københavns Museum.

I de tre høringssvar var der samstemmende forslag om et andet navn med militære referencer, nemlig Faste Batteri Vej. En enkelt af de tre havde desuden yderligere to navneforslag: Bastionsvej og Skansevej.

Som følge af høringen besluttede Vejnavnenævnet at ændre navnet Amager Skansevej til Faste Batteri Vej. Dette var en så væsentlig ændring af det oprindelige forslag, at det var i fornyet høring jf. bestemmelserne i forvaltningslovens § 19.

I den fornyede høring blev der udsendt to høringsbreve til hhv. bygherre og Amager Vest Lokaludvalg. Bygherre oplyste, at de havde foretrukket navnet Bastionsvej, men at Faste Batteri Vej er et bedre alternativ end Amager Skansevej. Amager Vest Lokaludvalg var positive og bakker op om navnet Faste Batteri Vej.

Høringssvarene fra den oprindelig og den fornyede høring fremgår af bilag 2.

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen vurderer, at de indkomne svar ikke giver anledning til at ændre på det indstillede navn. Af første høring fremgik det, at de adspurgte hellere ville have vejnavnet Faste Batteri Vej end det oprindelige navneforslag Amager Skansevej. Nærværende indstilling imødekommer – i overensstemmelse med Vejnavnenævnets beslutning – parternes ønsker.

Navnene Bastionsvej og Skansevej kan ikke anvendes i forhold til gældende regler. Ifølge adressebekendtgørelsens § 7 om vejnavnes entydighed må der ikke fastsættes et nyt vejnavn, når det samme eller et næsten enslydende vejnavn allerede er fastsat for en anden navngiven vej inden for en radius af 10 km. Navnet Bastionsvej kan ikke anvendes, da der allerede findes en vej på Prøvestenen med samme navn, og Skansevej er næsten enslydende med vejnavnet Ved Skansen i København S. Navnet Skansevej har desuden ingen historisk forbindelse til det aktuelle område.

Økonomi

Opsætning af vejnavneskilte afholdes over forvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, vil navnene blive offentliggjort. Ikrafttræden vil i overensstemmelse med beslutningen ske den 1. juli 2017.

 

Formand for Vejnavnenævnet

Morten Kabell

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. maj 2017

Indstillingen blev godkendt.

Til top